Du er her: Forside / Den Danske Ordbog / Artiklernes opbygning / Faste udtryk

Faste udtryk

Handlinger tilknyttet webside
Faste udtryk i DDO

Betegnelsen faste udtryk dækker her over en bred vifte af almindeligt brugte kombinationer af ord der ikke blot kan nævnes blandt sprogbrugseksemplerne, men skal have en særlig behandling i en ordbog over dansk sprog.

Typer

I modsætning til de hyppige samforekomster har mange af de faste udtryk, fx bøje i neon, ikke en betydning der er summen af de indgående ords betydning, men en helt anden, overført betydning. Det er de såkaldte idiomer.

En beslægtet type faste udtryk er talemåderne. Det er sætninger eller sætningslignende udtryk hvor de enkelte ord nok har konkret betydning, men hvor helheden har en overført brug sådan at der udtrykkes en morale, fx for mange kokke fordærver maden.

Ordbogen medtager desuden forskellige typer faste udtryk uden overført betydning, bl.a.

  • faglige udtryk, fx armeret beton og forspændt beton
  • partikelverber, som består af et tryksvagt verbum og en trykstærk præposition eller et trykstærkt adverbium, og som har en betydning der ikke altid kan forudsiges alene på grundlag af enkeltordene, fx banke op og dække af
  • andre udtryk der indeholder et tryksvagt verbum, og hvis betydning ikke altid er forudsigelig, fx gå i arbejde og komme på benene
  • udtryk hvori der optræder en stivnet form af et substantiv, fx ved aftenstide og dårlig til bens
  • refleksive verber, fx anstrenge sig og begå sig

Placering

I netversionen af Den Danske Ordbog kan et bestemt fast udtryk findes på flere måder. Man kan gå til en artikel for et af de ord der indgår i udtrykket, og navigere sig frem til det ønskede udtryk i den særlige afdeling for faste udtryk. Hvis det er en lang artikel, anbefales det at bruge kassen Overblik. Eller man kan i søgefeltet indtaste ét eller flere af ordene i udtrykket. I spalten til højre på skærmen vil man under søgeresultater kunne se de faste udtryk der er registreret med de(t) pågældende ord. Læs mere om søgning efter faste udtryk under Hjælp til søgning.

Tryk

bakke med sublemma bakke ud
Verbet bakke med det faste udtryk bakke 'ud. Den konkrete betydning af bakke uder dækket af betydningen ovenfor
(vis i fuld størrelse)

I enkelte tilfælde markeres trykforholdene i et fast udtryk, enten hvor et fast udtryk med et bestemt trykmønster netop derved adskiller sig fra et ellers identisk udtryk, fx 'stå op over for stå 'op, eller hvor et udtryk har et uforudsigeligt, regelbrydende trykmønster, fx der er ingen der taler til 'dig. Eksemplet i boksen til højre indeholder det faste udtryk bakke 'ud, et partikelverbum med en overført betydning der står i modsætning til den konkrete betydning af udtrykket 'bakke ud eller bakke 'ud (trykfordelingen varierer), som er omfattet af det første konstruktionsmønster under grundbetydningen.