Vore eller vores?
Illustration: Booyabazooka
(Wikimedia Commons)
Spørgsmål:
Ville høre om der er nogen betydning af og/eller regel for brugen af vore og vores. Hedder det "vores udsendte soldater" eller "vore udsendte soldater?" Og hedder det "i vores dage" eller "i vore dage"? Kjeld T. 24. april 2012
Svar:
Der er ingen forskel i betydningen på "vor" og "vores", men formerne "vor", "vort" og "vore" regnes i vore dage (!) for mere gammeldags, højtidelige og formelle. Det er nemlig de oprindelige former, mens "vores" først dukkede op i det 15. århundrede. Vi har en parallel i "jer", "jert", "jere", som er gået helt ud af moderne dansk.
Der er altså ikke noget i vejen for at sige "vore udsendte soldater" eller "vort ærede publikum" blot man er klar over at det gør teksten lidt mere ophøjet eller formel, og det kan jo også være det man ønsker. Nogle forbindelser er så faste at "vor" nærmest opfattes som det eneste rigtige, fx "i vor tid", "i vore dage", "på vore breddegrader", "Vor Frue", "Vorherre", selvom man godt kan træffe på "i vores tid" og "på vores breddegrader". Henrik Lorentzen
