Den Danske Ordbog
 
Du er her: Forside / Sprogligt / Vært ved eller vært med?

Vært ved eller vært med?

Handlinger tilknyttet webside
Hedder det "foreningen er vært ved et glas vin" eller "foreningen er vært med et glas vin"?
Vært ved eller vært med?

Billede: Kelsey Knight
(Unsplash)

Spørgsmål:

Jeg vil gerne have jeres svar på, hvilken af disse to sætninger, der er korrekt:

"Foreningen er afslutningsvis vært MED et glas vin"
eller

"Foreningen er afslutningsvis vært VED et glas vin"? Bente D.H. 20. september 2022

 

Svar:

Tak for dit interessante spørgsmål. Det er ikke let at finde oplysninger i ordbøgerne om hvilken præposition der skal bruges i dit eksempel. Flere steder nævnes "for" som mulighed, men det er i betydningen 'at være ansvarlig for et arrangement' som i "være vært for OL" eller "være vært for tv-programmet". 

Dansk Sprogbrug af Erik Bruun (Gyldendal 1995) angiver konstruktionen "være vært [ved et selskab]", men det hjælper os ikke da "ved" her ikke introducerer traktementet. 

Min egen sprogfornemmelse er at forbindelsen "vært ved et glas vin" er den mest etablerede og egentlig også den mest uforudsigelige. Måske derfor er "vært med et glas vin" også blevet almindelig. Når jeg undersøger sprogbrugen i store tekstmængder, finder jeg begge muligheder, men med klar dominans af "ved". Brugen af "ved" er nok opstået på den måde at konstruktionen "ved et selskab" har bredt sig fra selve arrangementet til også at betegne det der serveres ved arrangementet. 

Jeg citerer her et par autentiske eksempler på begge konstruktioner, men som sagt vil jeg mene at "ved" er mest etableret i denne sammenhæng:

Bryggeriet Vestfyen er som sædvanlig vært ved en forfriskning på Mølledagen på søndag i Øksnebjerg (Fyens Stiftstidende, 14/6-2021)

Kunstforeningen er vært med et glas vin og lidt andet godt (JP Aarhus, 22/4-2019) Henrik Lorentzen