Den Danske Ordbog
 
Du er her: Forside / Sprogligt / Tredje og tredie

Tredje og tredie

Handlinger tilknyttet webside
Hvornår er stavemåden "tredje" blevet indført i dansk retskrivning?

Tredje og tredie

Af Tumi-1983
(Wikimedia Commons)

Spørgsmål:

Kan nogen her oplyse mig om, hvornår stavemåden "tredje" blev indført i dansk retskrivning?

Og hvornår den gamle stavemåde "tredie" blev anset som ikke korrekt?

På forhånd mange tak for et svar. Søren I. L. 6. januar 2016 

Svar:

Tak for dit spørgsmål om stavemåderne "tredje" og "tredie". Man kan få en del af svaret ved at gå ind på Dansk Sprognævns historiske retskrivningsordbog, ROhist. Her ser man at formen "tredje" i hvert fald har været enerådende siden 1955.

Hvis man yderligere konsulterer Retskrivningsordbog (1955), kan man i listen over afvigelser fra Dansk Retskrivningsordbog (1946) på side 298 se at den tidligere variant "tredie" nu afskaffes (se billedet).

tredje og tredie2

Jeg har gravet mere i sagen ved at dykke ned i Henrik Galberg Jacobsen: Ret og skrift. Officiel dansk retskrivning 1739-2005 (Syddansk Universitetsforlag 2010). Her fremgår det på side 683 at formen "tredie" var enerådende fra 1739 til 1872. "Tredje" overtog pladsen fra 1872 til 1892. Herefter delte de to former markedet imellem sig indtil 1955, hvor "tredie" altså endeligt røg ud af den officielle retskrivning.

En lignende situation har vi ved "linie/linje", hvor vi dog skulle frem til 2001 før formen "linie" måtte lade livet som officiel form. Henrik Lorentzen  

Kommentar:

Mange tak for dit meget udførlige svar. Det overrasker mig, at stavemåden "tredie" har været så sejlivet, at på trods af, at formen skulle være ude af sproget i 1955, har den alligevel overlevet en del år videre. Mange tak. Søren I. L. 7. januar 2016