Den Danske Ordbog
 
Du er her: Forside / Sprogligt / Tøveprikker

Tøveprikker

Handlinger tilknyttet webside
Skal der mellemrum mellem ord og tøveprikker?
Tøveprikker

Grafik: Anynobody
(Wikimedia Commons)

Spørgsmål:

Jeg er ved at redigere en bog med en del tøveprikker, og på jeres site om samme ser det ud som om, at der er mellemrum før tøveprikker. Det virker forkert i mine øjne, og jeg kender tøveprikker som et grafisk tegn, der sættes umiddelbart efter sidste ord før tøven (i modsætning til udeladelsesprikker). Men tager jeg fejl? Lars M. 22. august 2011

Svar:

Tak for dit spørgsmål om tøveprikker.

Der er ingen tvivl om hvad Retskrivningsordbogens retskrivningsregler anfører om dette emne, nemlig at der skal være mellemrum før og efter tøveprikker. Dog kan man måske have lov at sætte et komma umiddelbart efter den sidste tøveprik, jf. det første eksempel under udeladelsesprikker. En situation hvor prikker skal sættes umiddelbart efter sidste bogstav i et ord, har vi i det andet eksempel under udeladelsesprikker: Hvad f... er egentlig meningen? Det drejer sig om et bandeord eller et andet ord man af den ene eller den anden grund ikke kan eller vil skrive helt ud, fx fordi man ikke kender ordets sidste del. Her står prikkerne altså for en orddel og ikke ét eller flere hele ord. Kjeld Kristensen


Læs evt. også dette svar om samme emne: Udeladelsesprikker.