Tonearter – stort eller lille begyndelsesbogstav?

Illustration: Artur Jan Fijałkowski
(Wikimedia Commons)

Spørgsmål:

Kan I forklare mig, hvorfor Fis-dur skrives med stort F, og fis-mol skrives med lille f? Ulrik F. 13. juni 2013

Svar:

Det korte svar er at sådan er traditionen. Reglerne er givet i Retskrivningsordbogens § 14.b, hvor der står: "Durtonearterne skrives med stort, moltonearterne med lille: D-dur, Des-dur, a-mol, as-mol." Der fortsættes med andre regler for tonenavne: "I sammensætninger skrives tonernes navne som regel med stort, fx C-trompet, Es-klarinet, F-nøgle, E-streng. Udenfor sammensætninger skrives de som regel med lille, fx enstreget a, det høje c, treklangen d-fis-a."

Traditionen er også udmøntet i Svend Westergaards "Harmonilære" (1961), der i 1980'erne blev brugt som grundbog på i hvert fald Musikvidenskabeligt Institut ved Københavns Universitet. Her står fx på side 9: "Bemærk, at man plejer at skrive ordet "moll", såvel som toneartsangivelsen a-moll med lille bogstav, men Dur med stort". Denne forfatter går altså et skridt videre og skriver altid Dur med stort. Den praksis ser dog ikke ud til at være udbredt i dag.

Hvis man skal give et bud på brugen af stort bogstav i "Fis-dur" og lille i "fis-mol", skal man nok til visse udenlandske betegnelser for tonekønnene. "Dur" kommer af latin "durus" 'hård' og bruges også på bl.a. tysk, men på engelsk bruger man "major", på fransk "majeur" og på italiensk "maggiore". De sidste tre benævnelser betyder "stor" og kunne godt være forklaringen på det store begyndelsesbogstav i fx "Fis-dur". "Stor" hentyder til at en durskala har en stor terts som sit tredje trin (i C-dur intervallet fra c til e). Tilsvarende med mol (latin "mollis" 'blød'), der hedder henholdsvis "minor" (engelsk), "mineur" (fransk) og "minore" (italiensk), hvor de tre sidste ord betyder 'lille'. Mol har nemlig en lille terts som sit tredje trin (i c-mol intervallet fra c til es).

De oprindeligt latinske og nu danske og tyske betegnelser for tonekønnene opfattes i dag som udtryk for at mol kan opleves som blødere og mildere end dur. Den oprindelige og mere tekniske forklaring har med de i øvrigt forvirrende tonenavne b og h at gøre, men den gemmer vi til en anden god gang. Ellers forbinder man jo ofte dur med noget lyst og optimistisk og mol med noget sørgeligt og melankolsk.

Jeg håber det var svar nok. Henrik Lorentzen