Spejlglat
Foto: Cgn
(Wikimedia Commons)
Spørgsmål:
Ang. Den Danske Ordbog: Spejlglat.
Er dette ikke blot tale om dårlig sprogbrug opstået i 80'erne hvor forfatteren har forvirret begreberne isslag/isglat og spejlblank? Spejle er ikke særlig glatte – deres overflade består af glas og giver masser af friktion. Hans N. 29. november 2018
Svar:
Nej, ordet er nu væsentlig ældre end det. Det kan bl.a. slås op I Ordbog over det danske Sprog, hvor man kan se ordet brugt i citater af H.C. Andersen og Adam Oehlenschläger. Også Drachmann og Blicher har brugt det i deres tekster, så det må siges at være ganske veletableret i dansk siden 1800-tallet. Om billedet så er velvalgt eller ikke, er måske en smagssag. Jeg ser for mig en overflade på en sø der er frosset til is om vinteren, og den er vel både meget glat og så blank at man kan spejle sig i den. Lars Trap-Jensen
Kommentar:
Ok, jeg tager det i mig igen, når disse store forfattere har brugt det så er "spejlglat" et rigtigt dansk ord.
Spejlblank beskriver f.eks. havet eller en sø hvor man kan spejle sig, men ikke nødvendigvis at vandet er frosset, så forfatterne har skabt et ord for en blank og frossen overflade. Jeg vil dog stadig mene at man sagtens kan gå eller køre på et spejl uden at falde fordi man glider, som tilfældet er hvis man færdes på en frossen sø eller vej med isslag. Så jeg vil holde mig til isglat indtil "blankglat" eller "spejlis" kommer ind i sproget...
Forsæt det gode arbejde. Jeg elsker at færdes på ordbogshjemmesiderne. Hans N. december 2018
