Den Danske Ordbog
 
Du er her: Forside / Sprogligt / Som – konjunktion eller pronomen?

Som – konjunktion eller pronomen?

Handlinger tilknyttet webside
Hvornår optræder "som" som konjunktion, og hvornår som pronomen?
Som

Fodboldspilleren Lionel Messi, 2009
Foto: Alex Tremps
(Wikimedia Commons)

Spørgsmål:

Jeg sidder med en artikel jeg skal analysere, og der dukker formuleringen "som barn var Messi et kendt ansigt i argentinsk ungdomsfodbold" og "som 13-årig ankom Messi til den spanske storby med sin far Jorge ved sin side, og siden er det gået meget stærkt" op flere gange, og jeg kan bare ikke placere det ordklassemæssigt. Det bedste jeg er kommet frem til, er at det er en konjunktion, men hvis det er rigtig nok, er sætningen så en relativsætning hvis den starter med som?

Håber virkelig I kan hjælpe.  Susan A. S. 26. maj 2011

Svar:

Ordet som regnes i dine eksempler ganske rigtigt for en konjunktion, og i Den Danske Ordbog er det beskrevet i artiklen som2, betydning 2a: 'på det tidspunkt eller i løbet af det tidsrum hvor nogen var noget bestemt'.

Leddene indledt med som, altså "som barn" og "som 13-årig" kaldes frie prædikativer fordi de ikke afhængige af et bestemt verbum og har friere placeringsmuligheder i sætningen end det faste prædikativ (du kan fx læse om dette i Christian Becker-Christensen: Dansk syntaks. Indføring i dansk sætningsgrammatik og sætningsanalyse, Samfundslitteratur, 2010). I dit eksempel er "som barn" således ikke bestemt af verbet var; der kunne fx stå "som barn spillede Messi fodbold" eller "som barn begyndte Messi at spille fodbold". Rækkefølgen er heller ikke fast: Der kunne fx stå "Messi var som barn et kendt ansigt". Faste prædikativer er subjektsprædikativ som fx ved være: "Messi var kendt", og objektsprædikativ som i sætningen: "Fodbolden gjorde Messi kendt", hvor ordet kendt i den første sætning siger noget om subjektet og i den anden noget om objektet (Messi i begge tilfælde).

Som kan, som du er inde på, også indlede relativsætninger, og det står i DDO under som1. Som er her et relativt pronomen, der henviser til et foregående led (korrelatet): "Messi, som var kendt allerede i sin ungdom, spiller i dag i Barcelona"; som henviser til "Messi". Ud over som kan bl.a. der og hv-ord som hvilken, hvis og hvor indlede relativsætninger: "Messi, hvis far selv var fodboldspiller, kom til Barcelona i år 2000."

Håber det hjalp lidt! Lars Trap-Jensen