Skriftlig eller skriftligt dansk?

Foto: R. Rössing
(Wikimedia Commons)

Spørgsmål:

Jeg er ikke helt klar over, om det er muligt at få svar på sproglige spørgsmål via e-mail – men nu prøver jeg. Spørgsmålet drejer sig om den korrekte stavemåde for den skriftlige (og for den sags skyld også den mundtlige) del af faget dansk i skolesystemet. Hedder det med andre ord skriftlig/mundtlig dansk eller skriftligt/mundtligt dansk – og hvorfor?

Umiddelbart vil jeg mene, at skriftligt/mundtligt dansk må være den rigtige form: Hvis dansk her opfattes som et substantiv, er det mig bekendt intetkøn, og adjektivet skal jo så forsynes med et -t; opfattes dansk som et adjektiv (= dansk sprog), så må skriftlig være et mådesadverbium, og der skal så også tilføjes -t. På den anden side møder jeg ofte hos gode sprogbrugere formen skriftlig/mundtlig dansk.

Derfor er jeg kommet i tvivl, og jeg håber, I kan hjælpe mig. Mogens H. 16. september 2009

Svar:

Det er et udmærket spørgsmål du stiller, og jeg kan helt tilslutte mig din analyse. Substantivet dansk er intetkøn ("tale et pænt/nydeligt/grimt/utydeligt dansk"), og derfor er mundtligt/skriftligt dansk de rette former efter reglen. Men det er også rigtigt at man ikke bare kan afvise de t-løse former; faktisk er de langt mere udbredte i sprogbrugen. Du skriver forsigtigt at du ofte møder dem hos gode sprogbrugere. Jeg tør godt udtrykke det stærkere: Det er simpelthen det det hedder, på skolernes skemaer, i ministeriel sprogbrug, i bekendtgørelser, i det danskfaglige miljø og andre steder hvor man taler om disse fag.

I Den Danske Ordbog har vi derfor valgt den løsning at skrive følgende kommentar under denne betydning af dansk: "formerne skriftlig dansk og mundtlig dansk er almindelige og korrekte, ligesom formerne med -t".

Det lidt utilfredsstillende er at de t-løse former tilsyneladende kun bruges i dette ene tilfælde. Det er svært at henvise til nogen grammatisk regel eller systematik, og derfor er det ikke så mærkeligt at du kommer i tvivl. Mit svar indeholder ikke nogen forklaring, for jeg kender den ikke. Man må nogle gange tage til efterretning at sprogbrugen bare er på en bestemt måde.

Et forsigtigt bud på en forklaring kunne være at det er et levn fra ældre dansk. I Ordbog over det danske Sprog oplyses det at Dansk II (dvs. i betydningen 'det danske sprog') er intetkøn eller (gammeldags) fælleskøn. Der er bl.a. et citat fra Holbergs Jacob von Tyboe: “Det er at sige paa anden Dansk: Jeg er Kong Salomon, og I Jørgen Hattemager.” Holb.Tyb.III.5. Det kan jo være at fælleskønsformen blot har overlevet i betegnelserne for de almindelige skolefag skriftlig og mundtlig dansk. Men det er bare et gæt fra min side. Lars Trap-Jensen