Den Danske Ordbog
 
Du er her: Forside / Sprogligt / rødovrevirksomhed eller Rødovrevirksomhed?

rødovrevirksomhed eller Rødovrevirksomhed?

Handlinger tilknyttet webside
Hvad er reglerne for stort begyndelsesbogstav i sammensætninger med egennavne?
rødovrevirksomhed eller Rødovrevirksomhed?

Foto: Leif Jørgensen
(Wikimedia Commons)

Spørgsmål:

Jeg er ved at skrive en artikel og forsøger at hitte ud af, om man skriver rødovrevirksomheder og rødovredrenge med stort eller lille begyndelsesbogstav? Og om der evt. skal bindestreg også (Rødovre-virksomheder/Rødovre-drenge?)

Så vidt jeg kan læse mig frem til i ordbogen er københavnerdreng med lille, mens man ifølge sproget.dk selv kan vælge, om det skal hedde f.eks. Brøndbyspiller eller brøndbyspiller. Hmmm….

På forhånd tak, jeg håber, du kan hjælpe. Pernille A. K. 20. marts 2020

Svar:

Det er rigtigt at der er forskel på hvordan store og små bogstaver i sammensætninger med egennavne beskrives i Retskrivningsordbogen og i fx Den Danske Ordbog på sproget.dk.

I Retskrivningsordbogen angives kun muligheden med lille begyndelsesbogstav, se fx artiklen Danmark, hvor der bagefter står "i sms. danmarks-, fx danmarkshistorie, danmarkskort, danmarksmester". Men derefter følger så en henvisning til en paragraf i retskrivningsreglerne, nemlig § 12.10.b. Af denne paragraf fremgår det at "sammensætninger der indeholder et proprium, men som ikke i sig selv er proprier, kan skrives med stort eller lille begyndelsesbogstav" – og det gælder jo netop dine eksempler.

Det er også grunden til at Den Danske Ordbog oplyser direkte under opslagsordet at begge muligheder er i orden: rødovrevirksomhed eller Rødovrevirksomhed. Man kan muligvis udlede af Retskrivningsordbogens løsning at den anbefaler formen med lille begyndelsesbogstav, men det er bestemt også i orden at skrive det med stort.

Derimod skal der ikke være bindestreg i sammensætningen. Det gælder kun i særlige tilfælde hvor der er tale om usædvanlige eller svært læselige bogstavsammenstød (læs evt. mere om det i § 57.8), og det er der ikke tale om her.

Venlig hilsen og god arbejdslyst med artiklen. Lars Trap-Jensen