Réunion – hvad hedder indbyggerne?
kilde: Eric Gaba
(Wikimedia Commons)
Spørgsmål:
La Réunion hedder den franske region 12.000 km fra Frankrig, men hvad kaldes dens befolkning på dansk? På fransk hedder de i hankøn flertal 'les Réunionnais'. Jeg håber, I kan hjælpe mig, så jeg kan fortælle mine elever, hvordan de skal oversætte nationalitetsbetegnelsen. Anne L. J. 13. april 2011
Svar:
Jeg kan desværre ikke give dig det svar du håber på. Der findes ganske vist officielt udarbejdede lister som bruges af Udenrigsministeriet og i EU-systemet. Du kan fx se EU's landeliste som er udarbejdet af danske terminologer i Ministerrådet og Europa-Kommissionen.
Desværre løser listen ikke dit problem, for Réunion er et af de lande/territorier hvis indbyggere ikke har fået en officiel betegnelse. Det dækker over at der ikke er nogen etableret betegnelse på dansk, og det er vel også grunden til dit spørgsmål.
Hvis jeg skal give en anbefaling, må det blive "reunioneser". Det svarer til de betegnelser der lader til at være etablerede i fx tysk (Reunionese/Reunionesin) og engelsk (Reunionese), og alternative betegnelser som "reunioner" og "reunionaner" ligger ikke så godt i en dansk mund, synes jeg. Der er ikke tradition for at bruge franske accenttegn i danske betegnelser (jf. São Tomé – saotomeser).
Ofte kan det anbefales at bruge en omskrivning frem for en uetableret indbyggerbetegnelse, fx "indbygger i Réunion", men hvis det er i oversættelsessammenhæng, er det jo ikke altid muligt.
Du kan evt. læse mere om anbefalede betegnelser i Statsnavne og nationalitetsord. Lars Trap-Jensen.
