Retlig eller retslig
Kilde: Wikimedia Commons
Spørgsmål:
Hedder det retligt eller retsligt, eller har ordene forskellig betydning? Ole D.P. 25. februar 2010
Svar:
Spørgsmålet om retlig/retslig er meget omdiskuteret, især i fagkredse. Dansk Sprognævn har besluttet at ordene (i almensproget) har samme betydning og derfor kan bruges i flæng, jf. Retskrivningsordbogen, hvor ordene behandles som ligestillede dobbeltformer. Jurister mener derimod at retlig bruges i betydningen 'som har at gøre med lov og ret', mens retslig betyder 'som har at gøre med domstole og udførelsen af lovens forskrifter'. Det er selvfølgelig en hårfin skelnen, men den kan givetvis være relevant. I Den Danske Ordbog har vi netop søgt at gøre rede for denne forskel. Håber du kan bruge svaret. Henrik Lorentzen, 1. marts 2010
Kommentar:
Svaret er ganske brugbart – ad retlig eller retslig er det min erfaring, at førstnævnte stavemåde anvendes af stort set alle jurister hvorimod den anden stavemåde især anvendes af lægfolk. Ole D.P. 1. marts 2010
