Pibe eller pive?
Foto: Crimfants
(Wikimedia Commons)
Spørgsmål:
Jeg synes ikke, at jeg kan finde ordet "pive". Har I en god forklaring!
Jeg har Google't en del, der er mange holdninger!
Eks: "Min bil piver, når jeg kører!"
Men man er vel nødt til f.eks. at skrive: "Det er nogle værre pivehoveder" for hvis man skrev det med "b" såe... Arne M. 19. oktober 2015
Svar:
Forklaringen er såmænd at ordet skal staves med b: "pibe". Hvis du skriver "pive" i søgefeltet på Den Danske Ordbog, kommer du dog automatisk til det rette opslagsord pibe, hvor det oplyses: "uofficiel, talesprogsefterlignende skrivemåde: pive". Det er meget almindeligt at skrive som i dit eksempel, men korrekt stavet skulle det altså være: "Min bil piber, når jeg kører".
Det er Dansk Sprognævn der fastlægger stavemåden af danske ord, og her har de besluttet at udsagnsordet pibe staves på denne måde: at pibe, piber, peb, pebet. Dog er der nogle få sammensætninger der undtagelsesvis tillades med v: pivfalsk, pivskid, pivsur, pivåben foruden tillægsordet pivset. Derimod skal der skrives pibende sur, pibende falsk, pibet, hele pibetøjet og faktisk også pibehoveder selvom det måske kan virke komisk, jf. Retskrivningsordbogen. Lars Trap-Jensen
