Perkerdansk
Illustration: pixabay.com
Spørgsmål:
Jeg har aldrig i mit liv stødt på ordet "perkerdansk", men det findes alligevel i Den Danske Ordbog. Det er enormt stødende, og ja, faktisk lige så racistisk. Er mildest talt chokeret.
Hvordan får vi det ud af ordbogen? Alev B. 18. oktober 2022
Svar:
For at svare helt kort: Der er kun én måde at få ord ud af ordbogen på, og det er at få folk til at holde op med at bruge dem. Den Danske Ordbogs opgave og pligt er at beskrive det danske ordforråd i al sin bredde selvom det indebærer medtagelse af ord der er stødende, racistiske, nedsættende, gammeldags, forældede eller på anden måde afvigende fra "upåfaldende ord". Når disse ord optræder i ordbogen, er de da også forsynet med ledsagende kommentarer om deres særlige valør. For eksempel står der ved "perkerdansk" at det i betydning 1 "kan være problematisk pga. førsteleddets nedsættende karakter" (altså "perker"), og ved betydning 2 at det er "nedsættende eller spøgende". Man kan muligvis diskutere om den sidste markering er helt rigtig.
I øvrigt bruger sprogvidenskaben af ovennævnte årsager helst ikke betegnelsen "perkerdansk", men taler mere neutralt om "multietnolekt". Se også lex.dk om dette emne.
Du kan også læse mere om et andet nedvurderende ord (grønlænderstiv) der også har vakt en del debat for ca. 5 år siden, og om redaktionens bevæggrunde for at tage ordet med her. Henrik Lorentzen
