Pemmican
Foto: Roald Amundsen,
1912
(Wikimedia Commons)
Spørgsmål:
Jeg interesserer mig for gamle tiders ekspeditioner og deres liv og har følgende spørgsmål. Hvornår optræder ordet Pemmican for første gang på dansk, (ses desuden ofte stavet: Pemican).
Det ældste eksempel jeg selv er stødt på er fra en artikel i Geografisk Tidsskrift: Polarforskningen i Aaret 1881 af C. Normann, bd 5. fra 1881 på side 163, (anden spalte linje 10 fra oven i pdf-filen af originalen).
Pemmican er tørret kød der pulveriseres og blandes med dyrefedt eller talg, som desuden ind i mellem kan iblandes tørret frugt. Pemmican er en "energibar" som de nordøstamerikanske Cree-indianere lavede, som franskmændene og senere englænderne tog til sig og brugte til deres ekspeditioner til øde egne og til militærrationer. Håber I kan hjælpe mig. Jan K., 18. marts 2009
Svar:
Ordet Pemmikan kom først med i Supplement til ODS. Det ældste belæg er her Meyers Fremmedordbog, 3. udg. (1853). Her optræder ordet i formerne Pammicon el. Pemmicon. Fra og med 5. udgave af Meyers Fremmedordbog (1878) staves det Pemmikan. ODS-S' ældste belæg uden for opslagsværker er fra 1877, nemlig Opfindelsernes Bog, 1. udgave, bind 1, s. 36. Henrik Andersson
