Poul Lindegård Hjorth: Forord og vejledning (1981)

FORORD

Nærværende vejledning i brug af Ordbog over det danske Sprog bygger naturligvis i ganske overvejende grad på de oplysninger, som findes i ordbogens bd. 1 og bd. 28 samt i de interne publikationer Regler for Suppleringen (1917) og Redaktionsregler (1917 med tillæg 1925). Man kunne måske finde det overflødigt i en vejledning at gentage, hvad der står fyldigere og bedre andetsteds, fremfor alt i indledningen til ordbogens bd. 1; men det må huskes, at denne indledning blev til på et tidspunkt, da ordbogen kun lige var kommet i gang, og at den altså i højere grad har karakter af programskrift end af redegørelse for en praksis, der blev fulgt gennem hele arbejdet. I vigtige henseender blev programmet fulgt til punkt og prikke, i andre blev løfterne ikke opfyldt, i atter andre gav ordbogen langt mere, end indledningen oprindelig lovede. En vejledning, der tager hensyn til afvigelser mellem program og praksis, og som videregiver brugererfaringer, vil forhåbentlig ikke ganske savne eksistensberettigelse.

Vejledningen fremkom første gang, som selvstændig bog, i 1970 og tog i sin oprindelige form sigte på danskundervisningen på for­skellige højere undervisningstrin. Det pædagogiske formål havde bestemt bogens anlæg: For at sikre, at alle elever havde adgang til samme materiale, rummede bogen foruden selve vejledningen bl. a. et antal prøver af Ordbog over det danske Sprog, valgt med henblik på en nogenlunde dækkende illustration af de forhold, som be­handledes i vejledningen.

Når vejledningen nu skal indgå i bd. 28 af Ordbog over det danske Sprog, kan det ikke være rimeligt at medtage disse prøver. Men da der i øvrigt ikke er gjort noget forsøg på at udviske sporene af det oprindelige anlæg, må det være på sin plads fra første færd at gøre opmærksom på, at der fortrinsvis henvises til de afsnit af Ord­bog over det danske Sprog, som oprindelig udgjorde illustrations­materialet, nemlig afsnittene Altklarinet–Ambition fra ordbogens bd. 1 (1918-19), Knøsebarn–Kobberbjerg fra bd. 10 (1928) og Stokrulle–Stolelaas fra bd. 22 (1944).

Ellers har der ikke været anledning til at foretage gennemgri­bende ændringer. Det skal dog med tak nævnes, at værdifulde be­mærkninger fra Kaj Bom og Anne Duekilde har gjort det muligt på visse punkter at korrigere fremstillingen.

Siden 1970 er der fremkommet to meget vigtige bidrag til belys­ning af vejledningens emneområde. Aage Hansen har, i charme­rende personlig form og med den indsigt, som kun en mangeårig ordbogsredaktør kan have, behandlet Ordbog over det danske Sprog i Danske opslagsværker (1971), s. 93-130, og lederen af ordbogens supplement, Anne Duekilde, har i Danske Studier 1974, s. 18-54, foretaget en indtrængende analyse af ordbogens brugs­betegnelser. Jeg vil varmt anbefale læserne af min vejledning at søge yderligere oplysning i disse to arbejder. –

Der består en overhængende fare for, at hovedlinierne i en vej­ledning som denne sløres, måske endda helt udviskes af de mange (nødvendige) detailoplysninger. Jeg nærer ingen illusion om, at jeg overalt skulle have fundet den rette balance mellem, hvad der ikke godt kan undværes, og hvad der med sindsro kan lades uom­talt. Blot kan jeg sige, at der i vejledningen ikke står noget, som jeg ikke på et eller andet tidspunkt har haft nytte af at slå fast over for mig selv.

Poul Lindegård Hjorth

INDLEDNING

Om ordbogsbenyttelse

Formålet med denne bog er at give vejledning i brugen af Ord­bog over det danske Sprog. Men før det egentlige emne tages op til behandling, er det nok på sin plads at opholde sig et øjeblik ved det, der må være forudsætning for, at en ordbogsvejledning som denne overhovedet har interesse: nødvendigheden af at benyt­te en modersmålsordbog.

Det er en almindelig erfaring, at det kan være påkrævet at råd­spørge en fremmedordbog eller en ordbog over et af verdensspro­gene. Derimod forekommer det måske mindre selvfølgeligt, at der kan være grund til at slå op i en ordbog over ens eget sprog. Ved nærmere eftertanke vil de fleste dog vist indrømme, at også mo­dersmålet lejlighedsvis kan gøre dem usikre. I sådanne tilfælde vil de selv føle behov for et hjælpemiddel, og det rigtige hjælpemid­del vil ofte være modersmålsordbogen. Måske burde de også – som en kontrolforanstaltning – bruge ordbogen i nogle af de tilfælde, hvor de ikke føler usikkerhed.

Problemet er ikke de åbenlyst uforståelige ord. Hvis man i en tekst møder et folkeviseord som ussen eller et dialektord som kløtre, skal man nok slå det op, hvis man da ellers kender ordbogen og for resten er interesseret i at forstå, hvad man læser.

Problemet er heller ikke – i hvert fald ikke i nogen høj grad – de ord, der er brugt i betydninger, som klart afviger fra de nu gangbare. Når Chr. Winther om jomfru Vår synger:

          Der er hun jo! fra sit Closett | Hun sagtelig fremtriner

forstår man jo nok, at Kloset her må have en anden betydning end i moderne dansk, og vel også, at trine i datiden må have haft en anden stilværdi, end det har i vore dage. Og når fx Georg Brandes og A. D. Jørgensen omtaler sønderjyderne som vore fra­skilte landsmænd, skal der ikke overvældende skarpsindighed til at regne ud, at ordet ikke tager sigte på ægteskabelig stilling.

Langt vanskeligere er de ord, der ved første øjekast måske over­hovedet ikke er påfaldende. H. C. Andersen betegner et sted tysker­ne som gemytlige. En moderne læser vil muligvis slet ikke reflek­tere over ordet, men læse det i lyset af standardkarakteristikker som “muntre og joviale øltyskere”. I virkeligheden står gemytlig her med betydningen ‘som har “Gemüt”, følelse’, altså: ‘følelses­fuld’, og det giver unægtelig en anden mening. Eller for at tage et nyere eksempel: Hans Kirk karakteriserer sin mormor som “halvt en godsejerske med mange heste og køer og halvt en slid­som bondekone, på engang storsindet og mild”. Det kan, viser er­faringen, lade sig gøre at læse stedet, som om storsindet her havde den gængse betydning. Men den opmærksomme læser vil ane uråd, fordi han af sammenhængen forstår, at der er tale om en person­lighed, som i sin karakter forener modsætninger; storsindet i be­tydningen 'højsindet; ikke smålig’ udgør ikke nogen naturlig modsætning til mild. Tydelig bliver modsætningen først, når det erken­des, at ordet her har sin dialektale særbetydning: ‘hovmodig’.

De sidste eksempler er forhåbentlig tankevækkende, men dog endnu af den medgørlige art; den, som ydmyg lægger øret til, kan lytte sig til, at der må være en afvigelse fra moderne sprogbrug, og denne afvigelse kan indfanges i en kort og klar ordbogsdefinition. Moralen er, at man må slå op i ordbogen, hvis man har blot den svageste mistanke om, at et ord ikke kan være brugt i den betyd­ning, som man umiddelbart ville tillægge det.

Vanskeligst at få greb om er de betydninger, der kun skiller sig fra de gængse ved nuanceforskelle, som er næsten umærkelige og svære at definere, men som kan være afgørende for forståelsen af grundholdningen i en tekst. Hvis man i Ambrosius Stubs Rosen­arie, “Du deylig Rosen-knop!”, læser dejlig i den afslidte betyd­ning som uspecificeret velvilligt, diffust rosende adjektiv, har man ikke fanget et væsentligt moment i digtets holdning; dejlig står her med en stærkere bibetydning af trivsel og frodighed end nu almin­deligt.

Ingen ordbog kan løse den opgave at registrere alle nuancefor­skelle af den sidst omtalte art. Det ville for hvert citats vedkom­mende kræve en indtrængende fordybelse i den tekst, det forfat­terskab, den periode, som citatet repræsenterer, og en sådan for­dybelse er der ikke tid til. Men det indebærer ikke, at ordbogen nødvendigvis svigter m.h.t. de finere nuancer. For det første med­deler den, når der er tale om en ordbog af den store danske ord­bogs type, et ret fyldigt citatmateriale, som gør det muligt at se et ord i en samtidig sammenhæng. Og for det andet må det forud­sættes, at ordbogens redaktører i ikke ringe udstrækning vil kunne afsløre og henlede opmærksomheden på det ikke umiddelbart iøj­nefaldende.

Indtil nu har talen været om betydninger. Tilføjes må, at en ordbog naturligvis må give oplysninger om mange andre forhold, fx om udtale og bøjning, om ordenes historie, om ords hyppigere eller sjældnere forekomst, helst måske også om visse konstruk­tioners udbredelse, hvis den slags oplysninger kan finde plads in­den for de noget stive leksikalske rammer. –

Denne vejledning skulle gerne pege på hovedparten af det, som den store danske ordbog kan bruges til. Den skal imidlertid også – og det er måske ikke mindst vigtigt – pege på, hvad ordbogen ikke kan bruges til.

Det lyder så selvfølgeligt, men glemmes ofte i praksis, at en ordbog som ethvert andet opslagsværk kun kan give svar på de spørgsmål, som den er indrettet til at besvare. For at få det fulde udbytte af en ordbog må man nøje kende dens anlæg. Fx må man vide, hvilket tidsrum den dækker, hvilke sproglag den tager hensyn til, hvilke dele af ordforrådet den evt. ser bort fra osv.; man må være på det rene med, om den tager stilling til sprogrig­tighedsproblemer eller ej; man må kende dens redaktionelle prin­cipper, så man véd, hvor meget det er berettiget at slutte ud fra fx en bestemt ordning af stoffet; og man må også helst kende dens forkortelsessystem i store træk. Vi vil senere få lejlighed til at behandle den store danske ordbog under disse og flere andre synsvinkler.

Inden vi kommer så langt, må vi dog understrege to vigtige for­behold, som har gyldighed for enhver ordbog:

For det første er en ordbog ikke et konversationsleksikon. Dens oplysninger skal tage sigte på ordet, ikke på tingen. Altså skal man fx ikke forvente, at man ved at læse artiklen om et bestemt blom­sternavn kan få at vide, om den pågældende blomst er oversædig eller undersædig. Oplysning herom skal en ordbog kun give, hvis forholdet har spillet en rolle for navngivningen.

For det andet er enhver ordbog nødvendigvis historisk. Ordbogs­redaktøren kan fx give oplysning om, hvad et ord har kunnet betyde på et vist tidspunkt, evt. igennem et vist længere tidsrum i fortiden; men han kan under ingen omstændigheder udtale sig sikkert om, hvad det i fremtiden vil kunne komme til at betyde. Hvis man læser de oplysninger, han har meddelt for 20 eller 30, måske 50 eller 60 år siden, som en dækkende redegørelse for, hvad et ord betyder i nutidigt sprog, er man i virkeligheden gået ud fra, at han har haft profetiske evner. En sådan antagelse vil være til ringe glæde for redaktøren og til direkte skade for ordbogsbruge­ren.

Ordbogens historie

Ordbog over det danske Sprog (herefter forkortet ODS) er, som det udtrykkeligt nævnes på hvert binds titelblad, grundlagt af Ver­ner Dahlerup.

Verner Dahlerup (1859-1938) har ved flere lejligheder rede­gjort for sit ordbogsarbejde. Det har rødder så langt tilbage som i 1882, da Dahlerup til privat brug begyndte at optegne de ord, som han savnede i den ordbog, der trods alle uligheder i anlæg og om­fang må betegnes som ODS’ nærmeste forgænger, Molbechs Dansk Ordbog I-II (2. forøgede udgave 1859). Nogen tanke om selv at udarbejde en ordbog havde han ikke, og de opfordringer hertil, som fra tid til anden rettedes til ham, gav først resultat, efter at han 1899 var blevet ansat ved universitetet (først som docent, fra 1911 som professor i nordiske sprog). Det værk, der da foresvævede ham, var en afløser af Molbechs ordbog, ganske vist af dobbelt så stort omfang, men dog en forholdsvis lille håndordbog.

Omkring århundredskiftet påbegyndte han et systematisk ind­samlingsarbejde. Den første ordbogsseddel (klik her) blev skrevet 1/8 1901, og materialet voksede støt, så at han efterhånden rådede over ca. 1/2 mill. sedler. En statsunderstøttelse gav ham mulighed for at stifte bekendtskab med arbejdet på udlandets store modersmålsordbøger, og hans planer for redaktionen mod­nedes så meget, at han i 1907 i en afhandling kunne gøre rede for de principper, som han havde tænkt sig at følge i sit ordbogsarbej­de. I 1909 var han nået så langt, at han kunne udsende et prøve­hæfte.

Dette prøvehæfte fik en velvillig modtagelse, men Dahlerups be­tænkeligheder var efterhånden blevet meget store. Han havde kon­stateret, at der trods al anvendt omhu var huller i hans materiale. Tanken på tiden voldte ham også uro; redaktions- og supplerings­arbejdet var meget tidkrævende, og de midler, der var blevet til­stået ham til aflønning af medhjælp, var så beskedne, at hans med­hjælpere kun kunne afse en mindre del af deres tid til ordbogsar­bejdet. Dertil kom, at han havde forregnet sig m.h.t. omfanget; kravene til en moderne modersmålsordbog kunne ikke honoreres inden for de snævre rammer, som han kontraktligt var bundet af. Arbejdet truede med at gå i stå.

Vanskelighederne blev overvundet ved, at Det danske Sprog­- og Litteraturselskab i 1915 påtog sig udgivelsen – “ikke uden svære betænkeligheder”, som det hedder i ordbogens efterskrift. Arbejdet kom herved under fast organisation. Det lykkedes at få øget bevil­lingerne og at få udvidet ordbogens rammer så meget, at Dahle­rups plan for artiklernes form og indhold i alt væsentligt kunne føl­ges. Og, hvad der ikke var mindst betydningsfuldt, det lykkedes efter langvarige forhandlinger at skabe økonomisk basis for at fast­holde den fornødne kvalificerede arbejdskraft: i 1922 påtog staten og Carlsbergfondet sig i forening at oprette 6 pensionsberettigede stillinger i ordbogens tjeneste.

Med Det danske Sprog- og Litteraturselskabs overtagelse af ud­givelsen skete radikale ændringer. Arbejdet var ikke mere enkelt­mandsarbejde, men team-work, målet ikke længere en håndord­bog, men en omfattende leksikalsk behandling af nyere dansk. Dah­lerups samlinger var fortsat grundstammen i materialet, men det stod klart, at der måtte foretages meget omfattende suppleringer. M.h.t. redaktionsprincipperne blev Dahlerups plan lagt til grund i hovedlinierne, men ikke i alle enkeltheder. Dahlerups stilling til ordbogen ændrede karakter. Han bevarede føling med arbejdet, så længe han levede, men især som rådgiver og kritisk gennemlæser, kun i mindre udstrækning som redaktør. Den daglige ledelse blev lagt i hænderne på dr. phil. Lis Jacobsen og cand. mag. H. Juul­Jensen, i praksis således, at Lis Jacobsen tog sig af det administra­tive, mens Juul-Jensen som ledende redaktør varetog de faglige anliggender.

Ordbogens første halvbind blev udsendt 19/10 1918. Derefter foregik udgivelsen en tid lang i rask takt, så at man fx allerede i 1928 var nået frem til at udsende bd. 10 (Kant – Kongstanke). Dette imponerende tempo – i gennemsnit et bind om året – kunne dog ikke vedblivende holdes. Arbejdet stødte på vanskeligheder af forskellig art, ikke mindst forårsaget af, at omfangsberegningerne endnu engang viste sig ikke at holde stik. Hertil kom fx de ydre vanskeligheder, som opstod under besættelsen. Først 25/1 1955 udsendtes det sidste egentlige ordbogsbind, bd. 27; og endelig blev værket i 1956 afrundet med et bd. 28, der indeholder forkortelses­liste m.m.

Juul-Jensen, der havde været en fremragende leder af arbejdet, døde i 1949 og opnåede således ikke at se ODS færdig. Ledende redaktør for de sidste bind blev da Jørgen Glahder, der havde væ­ret knyttet til ordbogen lige fra 1912, i mange år som Juul-Jensens højre hånd. Ved siden af disse to kan der især være grund til at fremhæve Johs. Brøndum-Nielsen og Aage Hansen, af hvilke den første har redigeret næsten 7500 spalter, den sidste over 10.000 spalter (eller sammenlagt godt og vel 7 af ordbogens 27 bind); men i øvrigt vil det være uretfærdigt at forbigå nogen af de i alt 15 sprogvidenskabsmænd, der i kortere eller længere perioder har vir­ket som redaktører, så de sidste 11 navne skal også nævnes her, i rækkefølge efter ansættelsestidspunktet: Kristian Sandfeld, Holger Sandvad, Holger Hansen, Paul V. Rubow, Morten Borup, Aage Rohmann, Peter Skautrup, Paul Diderichsen, Holger M. Nielsen, Karl Martin Nielsen og Kaj Bom. Af oversigten sidst i bd. 28 frem­går, hvordan redaktionsarbejdet har været fordelt imellem dem.

Ordbogsarbejdets organisation

En kort redegørelse for, hvordan arbejdet på en stor modersmåls­bog normalt lægges til rette, kan have en vis interesse som bag­grund for det følgende. Vi må i en sådan redegørelse holde os til de store linier og afstå fra at omtale mange måske meget tidkræ­vende arbejdsprocesser, herunder de supplerings- og kontrolunder­søgelser, som sættes ind i snart sagt ethvert arbejdsled. Redegørel­sen er især udformet med ODS i tankerne, men vil i hovedsagen også have gyldighed for andre ordbøger af samme type.

Groft taget kan der, bortset fra planlægningsfasen, skelnes mel­lem to faser i arbejdet, indsamlingsfasen og redaktionsfasen.

Det logisk første trin i indsamlingsfasen er udvælgelsen af de kilder, der skal lægges til grund. Hvis ordbogen skal behandle et moderne sprog, er der naturligvis ikke nogen som helst mulighed for, at den kan tage hensyn til alt eksisterende materiale. Det bli­ver nødvendigt at foretage en nøje afvejning af, hvilke kilder der har forrang, fordi de i en eller anden vigtig henseende er repræ­sentative, eller fordi de er særlig kendte, har haft særlig indflydelse el.l. I virkeligheden er det ikke muligt fra første færd at foretage det endelige valg. Det vil uvægerligt gå således, at man i arbejdets løb bliver opmærksom på værdifulde kilder, som man har overset, eller hvis betydning man ikke har vurderet efter fortjeneste. De må så også inddrages.

Kilderne skal gennemgås med henblik på alle de forhold, som en ordbog skal interessere sig for. Normalt vil fremgangsmåden være den, at indstregerne, dvs. de medarbejdere, som er ansvarlige for kildernes udnyttelse, understreger de ord, som skal medtages.

Indstregerens arbejde kan blive temmelig kompliceret. Hvis han fx har at gøre med en tekst, som foreligger i flere versioner, må han under indstregningen tage hensyn til alle disse. Det vil således være tilfældet med Bibelen, hvor den oversættelse, han har valgt at lægge til grund, til stadighed må sammenlignes med periodens andre bibeloversættelser; eller med salmerne, der ofte har en anden form i de autoriserede salmebøger end i digternes oringinal; eller med værker af de ikke få forfattere, som selv har revideret deres værker, før de blev genoptrykt. Og hvis en tekst er oversat fra et fremmed sprog, kan det ofte være nødvendigt at sammenligne den med originalteksten.

Men også i de tilfælde, hvor der ikke foreligger sådanne komplikationer, er indstregerens arbejde krævende, fordi han hele tiden må tage hensyn til alle de forhold, som ordbogen skal dække – og samtidig huske på, at det er dyrt at lade indsamle overflødigt materiale. Et af hans problemer er, at han skal være meget vågen over for det ikke iøjnefaldende. De sjældnere ord skal han nok fange. Sværere er det i praksis at huske, at de almindeligste ord skal være repræsenteret i alle betydninger.

Efter indstregningen skal ordene udskrives på sedler. Det er ikke nok at notere selve ordet og evt. en henvisning til, hvor det er fundet. Udskriveren skal citere den sammennhæng, hvori  ordet optræder, og citere lige netop så fyldigt, at det senere er muligt alene på grundlag af citatsedlen at bestemme ordets betydning, stilværdi osv.

Udskriverens arbejde resulterer i en række ordbogssedler som den ndf. viste. Denne seddel kan ikke illustrere formatet, men nok indretningen af ODS’ sedler. I øverste højre hjørne anbringes et opslagsord, som er normaliseret efter bestemte regler, samt en ord­klasseangivelse. Længere nede kommer så citatet, hvori det ord, som skal belyses, er understreget. Efter citatet følger en præcis op­lysning om, hvor citatet er taget fra; denne oplysning gives ved hjælp af et bestemt forkortelsessystem. Endelig anbringer udskrive­ren sin signatur i nederste venstre hjørne.

vis billede i fuld størrelse

De udskrevne sedler ordnes alfabetisk efter opslagsordet. Det materiale, som er tilvejebragt ved indstregning og udskrivning, udgør den vigtigste del af ordbogens arbejdsgrundlag. Men hertil kommer oplysninger fra andre ordbøger og håndbøger. Hvis disse er ordnet alfabetisk, betaler det sig næppe at udskrive deres op­lysninger på sedler; hvis ikke, må de behandles som de øvrige kil­der. De alfabetisk ordnede opslagsværker må redaktøren have ved hånden, når han redigerer. Men måske vil det være praktisk, at en medarbejder, før redaktionen påbegyndes, gennemgår de enkelte opslagsværker, udarbejder en samlet liste over hele det ordforråd, som kan komme på tale, og i denne liste ud for det enkelte ord giver oplysning om, hvilke af de eksisterende opslagsværker der medtager dette ord. Redaktøren spares derved for en række for­gæves opslag.

Arbejdet går nu ind i redaktionsfasen. Der træffes aftale om, hvordan arbejdet skal fordeles mellem redaktørerne, og til den enkelte redaktør udleveres så materialet til et afsnit, bestående dels af seddelmaterialet, dels evt. af ordlisten (med håndbogshenvisnin­ger) over det pågældende afsnit. Materialet for de enkelte ord er af stærkt varierende størrelse. Nogle ord er måske repræsenteret af 2-3 sedler, andre af flere tusind.

Måske har der fundet en vis forredaktion sted, før materialet blev overdraget til redaktøren. Det er fx muligt, at en medarbej­der på oversigtssedler har samlet visse oplysninger (om udtale, bøj­ning, stavemåde, historie etc.), eller har forsøgt en foreløbig ind­deling af stoffet, eller har tilføjet oplysninger om, hvor i faglitteraturen det pågældende ord behandles på en for ordbogsredaktøren relevant måde. Men denne mulige forredaktion er kun en hånds­rækning, lettende, evt. idegivende, men på ingen måde forpligtende for redaktøren, som selv bærer det fulde ansvar for artiklens ende­lige udformning.

Redaktøren skal gennemarbejde hele sit materiale med henblik på at udforme en artikel, der er i nøje overensstemmelse med for­skrifterne for artiklers opbygning. Han skal forsøge at finde frem til den klareste inddeling af sin artikel, og han skal holde hver eneste seddel op mod denne inddeling; når han er færdig med sit arbejde, skal der foreligge en inddeling, som tager hensyn til hele materialet. Muligvis bliver han nødt til at anmode om supplerende indsamling, fordi han har konstateret mangler. Det kan tænkes, at han må kassere en del af sit materiale, fordi der er foretaget urig­tige identifikationer, så at en seddel faktisk belyser et ganske andet ord end det opslagsord, det er blevet identificeret med, eller fordi det ved nærmere undersøgelse afsløres, at der foreligger skrive- eller trykfejl.

Når redaktøren har inddelt sit materiale, samlet de obligatoriske oplysninger og udformet sine betydningsdefinitioner, skal han tage stilling til, hvilke af materialets citater der skal indgå i den færdige ordbogsartikel. Langt den største del af materialet skydes ud; kun de bedst belysende citater finder plads i den endelige artikel.

Hvis det behandlede ord helt eller delvis tilhører fagsprog, kan redaktøren ikke afslutte sit arbejde uden at rådføre sig med en af de mange sagkyndige, som enhver ordbog må samarbejde med, folk, der har indgående kendskab til fx teknisk sprog, militært sprog, bestemte håndværks terminologi osv.

Næste led i arbejdsgangen er, at redaktørens udkast gennem­læses af en eller flere af hans kolleger. Gennemlæserne må have adgang til hele det materiale, som artiklen bygger på, altså også de udskudte sedler. Sandsynligvis vil gennemlæsningen resultere i en række mere eller mindre omfattende ændringsforslag, som redaktøren så må tage stilling til, og som evt. kan foranledige en vis omarbejdelse af hans oprindelige manuskript.

Efter denne afsluttende behandling kan artiklen gå til sætning. Ved ODS var det dog praksis, at der blev foretaget endnu en kon­trol umiddelbart før sætningen. Dette sidste gennemsyn skulle give den endelige garanti for, at alle formalia var i orden. Det blev normalt foretaget af den ledende redaktør. –

Som sagt bærer redaktøren det fulde ansvar for sin artikel; men det vil sikkert være naturligt for ham i vid udstrækning at ind­hente råd og oplysninger fra sine kolleger, ikke mindst når der op­står tvivl om tillempning eller fortolkning af de for redaktionen gældende regler: redaktøren kan være usikker over for et bestemt ords stilværdi, han kan være i tvivl om, hvordan han skal karak­terisere en given udtale, ja, han kan endog være i tvivl om, hvor­vidt et bestemt ord skal medtages i ordbogen eller ej.

Til afgørelse af den slags tvivlsspørgsmål blev der ved ODS ned­sat et såkaldt ordbogsråd, hvori alle redaktører havde sæde. Ord­bogsrådet var i faglige henseender ordbogens højeste myndighed. Når der ikke kunne opnås enighed, blev tvivlsspørgsmål afgjort ved afstemning. Denne fremgangsmåde var formentlig den eneste praktisable. At den havde sine ulemper, siger sig selv; mest følelige har disse måske været m.h.t. udtaleangivelserne og m.h.t. udelukkelse af ord.

ORDBOGSSTOFFETS AFGRÆNSNING

ODS er en ordbog over dansk rigssprog fra ca. 1700 til nutiden.

Den nedre tidsgrænse, år 1700, er delvis bestemt af, hvilke ordbøger der forelå, da planen for ODS blev udformet. Runeind­skrifternes ordforråd var registreret i Wimmers store runeværk, ordforrådet i de ældste håndskrifter var behandlet i en lille ordbog af G. F. V. Lund, og Kalkars 5-binds Ordbog til det ældre danske Sprog spændte over perioden 1300-1700. ODS tog da fat, hvor Kalkar slap.

Et sådant stafetløbsprincip må forekomme nærliggende: når ODS blev føjet til som sidste led i kæden, ville man have en sam­menhængende leksikalsk behandling af dansk fra de ældste tider til nutiden. Men det må siges, at de foregående led var noget svage: Lunds ordbog var temmelig ufuldstændig, og Kalkars i mange henseender værdifulde værk var oprindelig planlagt som et glossar til forældede og uforståelige ord og blev, trods et omfattende sup­pleringsbind, aldrig nogen fyldestgørende behandling af det almin­delige ordforråd i ældre dansk.

Også af anden grund er ODS’ nedre grænsedragning lidt pro­blematisk. Naturligvis må periodeinddelinger i sproghistorien of­test blive noget vilkårlige, men de kan være mere eller mindre hensigtsmæssige. Det er sandsynligt, at ODS ville have opnået for­dele m.h.t. stoffets indre sammenhæng, hvis man havde valgt at behandle hele den nydanske periode, altså (som den store svenske ordbog) havde skubbet den nedre tidsgrænse tilbage til omkring år 1500.

I øvrigt overholdes den nedre tidsgrænse ikke slavisk. De vigtigste principielle undtagelser er, at ODS tager hensyn til Christian Vs Danske Lov (1683) og i en vis udstrækning til folkeviserne. Disse undtagelser må betegnes som velbegrundede, for så vidt som Danske Lov har spillet en betydelig rolle også i nyere jura og folke­viserne har været en vigtig inspirationskilde for især den roman­tiske poesi; men ved at tage hensyn til disse tekster inddrager ODS et ordstof, der ikke har været gangbart i den periode, som ord­bogen dækker. En anden indfaldsport for forældede ord er bibel­oversættelser og salmebøger.

Den øvre tidsgrænse er nutiden. Hvis redaktions- og udgivel­sesarbejdet havde kunnet tilendebringes inden for et kortere åre­mål, således som man oprindelig havde håbet, ville denne grænse vel ikke have voldt større problemer. Men nu kom arbejdet til at strække sig over mere end en menneskealder, og den sproglige til­vækst i denne periode var stor; mellem første og sidste bind af ODS ligger bl.a. en verdenskrig, en kraftig social og teknisk udvik­ling og en betydelig udbygning af det internationale samkvem, alt sammen faktorer, der har sat sig stærke sproglige spor. Skønt ud­givelsestempoet i virkeligheden må siges at være imponerende, har det altså ikke kunnet undgås, at der er stor forskel mellem de sprog­tilstande, der afspejles af redaktionens “nu” i første og sidste bind. Der er derfor grund til at indskærpe, at “nu” betyder redaktions­tidspunktet. Megen undren over, at ODS udelader dette eller hint ord eller evt. giver en ud fra moderne sprogfølelse misvisende be­stemmelse af et ords stilværdi eller brugsområde, ville undgås, hvis denne præcisering blev holdt for øje. Det må være en fast regel, at man ved bedømmelse af ordbogens oplysninger tager i betragt­ning, hvornår den pågældende artikel er blevet til. Ganske vist er de enkelte artikler ikke dateret, men man kan nå til et temmelig nøjagtigt skøn over tilblivelsestidspunktet ved at notere sig bindets udgivelsesår eller, hvis nøjagtigere bestemmelse er nødvendig, ar­kets rentrykningsdato, som står nederst på første side af hvert (halv)ark.

ODS er en ordbog over dansk rigssprog; den er således ikke forpligtet over for sprogstoffet i dialekter, i vulgærsprog og slang og i diverse særsprog (soldatersprog, tyvesprog osv.). Men det er sværere at trække grænserne i forholdet til sociale og lokale dialek­ter osv., end det er at respektere en tidsgrænse, uanset hvor vilkår­ligt denne måtte være fastsat. Fx har jo mange kendte forfattere, fra Blicher og Grundtvig til Johs. V. Jensen og Hans Kirk, op­taget dialektord i deres rigssprogsskrifter; og grænsen mellem rigs­sprog og såkaldt vulgærsprog er uskarp, ikke blot i uhøjtideligt talesprog, men efterhånden også i stigende grad i litteraturens sprog. ODS forsøger at finde balancen på disse områder ved at se bort fra tekster, der udelukkende er affattet i dialekt o. l., men medtage ord og vendinger, der er optaget i kendte rigssprogsskrif­ter eller som har fået en vis udbredelse. Når der har været tvivl om medtagelse, har læserhensyn ofte fået lov at gøre udslaget; det er god læserservice at give oplysning om de vigtigste ikke-rigssprog­lige elementer i rigssprogsskrifter.

Omtalen af “vulgærsprog” kunne give det indtryk, at ODS’ re­daktion indtager en form for moralsk eller æstetisk holdning til sit materiale. Det er ikke tilfældet. I termen “vulgærsprog” udtryk­kes blot en nøgtern erkendelse af, at ligesom der på sprogets stil­skala kan udpeges et vist neutralt midterområde, så at sige et sæt blåt, der altid er pænt, således kan der opereres med visse yder­områder, der har kraftigere stilistisk særpræg, både en højtidsdragt og en dragt, der ikke er ubetinget salonfähig, men som passer un­der andre omstændigheder.

Heller ikke på anden måde anstiller ODS æstetisk-moralske vur­deringer. Mens det tidligere var almindeligt anerkendt, at en rigs­sprogsordbog skulle virke i sprogrøgtens og den gode smags tjeneste og kun medtage gode, anbefalelsesværdige ord, har ODS, som det udtrykkes i indledningen til bind 1, ikke “noget pædagogisk for­maal ved siden af det filologiske”. Den faktiske sprogbrug er be­stemmende for, hvad der medtages. ODS beskriver sproget, som det er, ikke, som det (måske) burde være. Dog kan visse remini­scenser af det tidligere dominerende princip spores hist og her, navnlig i de første binds noget afvisende holdning til fremmed­ordene; en sjælden gang løftes også en pædagogisk pegefinger, som fx når det om brugen af Klimaks i betydningen ‘højdepunkt, kulmination’ hedder: “mindre rigtigt”. Men stort set forholder ODS sig rent deskriptivt til sit stof.

Det vil næppe være svært at skaffe teoretisk forståelse for denne holdning. Skade blot, at princippet ikke synes erkendt af alle ord­bogens brugere. Det er en almindelig fejlkilde at tro, at ODS siger god for et ord (og i denne forbindelse forstås ved “ord” også ‘kon­struktion’, ‘vending’, ‘betydning’ osv.) ved at medtage det, eller at omvendt ord, der ikke forekommer i ODS, ikke kan være godt sprog. Sådan har man, som det vil være fremgået, ikke lov at slutte. Medtagelse er blot udtryk for, at ordet har været repræsenteret i ordbogens materiale og efter redaktionens skøn faldt inden for de afstukne grænser. Fravær af et ord betyder enten, at dette ord ikke fandtes i sproget (eller, hvad der ikke nødvendigvis er det samme, i ordbogens samlinger) på redaktionstidspunktet, eller at det på dette tidspunkt ikke skønnedes at have hjemmel i rigssprogsnormen – hvad det meget vel kan have erhvervet sig senere. Man har in­gen ret til at forvente, at ODS giver svar på fx de i vor tid så vanskelige spørgsmål om “rigtig” præpositionsbrug: hedder det synspunkter for .., synspunkter om .., synspunkter på .. ? er det godt dansk at skrive apparat for metalboring? osv. Dagliglivet rummer mange situationer, hvor sprogbrugeren kan savne en dom­stol, som påtager sig at afgøre, hvad der p.t. må regnes for korrekt sprog. ODS er ikke og skal ikke være en sådan domstol. Noget andet er, at dens materiale naturligvis ofte vil udgøre meget vigtige præmisser for de domme, der evt. skal fældes. –

Tilbage står endnu at nævne, at ODS efter bestemte, om end ikke ufravigelige retningslinier begrænser sig m.h.t. navnestof, fremmedord, nydannelser og sammensætninger, i almindelighed således, at hensynet til udbredelse og brug er udslaggivende.

Person- og stednavne medtages kun, hvis de ikke blot bruges som egennavne, men også almindeligt optræder med fællesnavns­karakter (fx Adonis i betydningen ‘smuk yngling’) eller indgår i stående vendinger (jf. fx I. Amager). Af folke- og stammenavne, navne på partier og trosbekendelser osv. medtages et udvalg, idet det navnestof, der falder inden for vor (på redaktionstidspunktet!) nærmeste og nærmere kulturkreds, er fyldigst repræsenteret.

Mærkbarest for brugeren er nok restriktionerne over for frem­medord. Selvskrevne til medtagelse er de fremmedord, der er al­mindelige i litteraturen og talesproget. Ved de mere fagligt præ­gede fremmedord er betingelsen for medtagelse, at ordet har vun­det sikkert fodfæste uden for fagfolks snævre kreds. Men det kan være vanskeligt at skønne, hvornår et fremmedord har bredt sig til en videre kreds; grænserne mellem fagsprogligt og almensprog­ligt forskyder sig til stadighed, nu om dage vel nok i hastigere tem­po end tidligere. ODS medtager Diagnose i bd. 3, men udelader – fuldt berettiget – Prognose i bd. 16 (fra 1936); i dag ville man utvivlsomt have taget Prognose med, ligesom man sikkert ville have medtaget Virus, der med tvivl blev udeladt i bd. 27 (fra 1954).

ODS er på vagt over for nydannelser. Mange af de måske i og for sig gode ord, der er dannet af sprogrensere som afløsere for fremmedord, er aldrig blevet brugt af andre end opfinderne selv; sådanne ord medtages normalt ikke. Det samme gælder en anden gruppe ord, der ikke bevidst er dannet som afløsningsord i sprog­rensningsøjemed, men blot er tilfældige øjebliksdannelser, “komet­ord”.

Vigtigst for ordbogens økonomi er dog indskrænkningerne m.h.t. sammensætninger. Der findes et utal af sammensætninger, og nye kommer stadig til. Ingen ordbog vil kunne påtage sig at re­gistrere dette vældige materiale, ikke engang selvom den holder sig til de mere udbredte sammensætninger. Men se bort fra dette stof kan den naturligvis heller ikke, da et vigtigt led i redegørelsen for de usammensatte ords stilling i sproget netop er belysningen af deres anvendelse i sammensætninger. Imidlertid kan der skelnes mellem to typer sammensætninger, en gruppe, hvori de to led er smeltet sammen til “en enhed, et nyt begreb, hvis betydning man ikke kan udregne ved at opløse ordene i deres enkelte dele” (fx Aakande, Tanketorsk, Værnemager), og en anden gruppe, hvis betydning er umiddelbart indlysende, når man kender betydnin­gen af de enkelte led (fx Bomuldsgarn, -handsker, -skørt). Den første gruppe, som måske kunne benævnes enhedssammensætnin­ger, er selvskreven til medtagelse i samme udstrækning som usam­mensatte ord, mens den sidste, rækkesammen­sætningerne, behand­les tilfredsstillende ved, at der bringes et udvalg af eksempler.

Som nævnt er principperne for begrænsning ikke ufravigelige. Man finder i ODS ikke helt få fremmedord, bevidste nydannelser eller tilfældige øjebliksdannelser, individuelle sammensætninger osv., som ikke har haft den udbredelse, der normalt er en betin­gelse for medtagelse. Begrundelsen for fravigelsen er som regel den, at ODS føler særlige forpligtelser over for kendte værker og kendte forfattere.

Vi tangerer her et problemkompleks, som redaktionen måske burde have taget klarere stilling til. Brugeren vil hurtigt opdage, at ODS tager vidtgående hensyn til den litteratur, der i en eller anden forstand kan betegnes som “klassisk”; det viser sig dels i beredvilligheden til at indrømme litteraturens kendteste værker og forfattere en særstilling i forholdet til de ellers fastlagte begræns­ninger, dels og navnlig i citatvalget i artiklerne. Fx er en så sjæl­den sammensætning som alvorsstor blevet medtaget, tydeligvis ene og alene fordi H. C. Andersen har brugt den i sin kendte Jyllands­sang. Og under Rose finder man Poul Møller-citatet “Rosen blusser alt i Danas Have”, under Nisse Gerson-citatet “En lille Nisse reiste” osv., skønt disse citater måske ikke er videre oplysende under rent sproglig synsvinkel. ODS har altså i høj grad karakter af litteraturordbog; men netop fordi den i så henseende faktisk yder så meget, vil brugeren måske føle sig ekstra skuffet, når han dog gang på gang må konstatere, at den alligevel ikke slår til.

Som ODS nu engang er, må man gøre sig klart, at den nok del­vis kan fungere som en nøgle til klassisk dansk litteratur, men at dette er en tilgift, en opgave, som ordbogen varetager, når lejlig­hed byder sig og materialet kan bære, men som den ikke udtrykke­ligt har påtaget sig at løse konsekvent. –

Redegørelsen for ordbogens grænser må afsluttes med et par bemærkninger om den af praktiske forhold betingede afgrænsning.

ODS er blevet til i en tid, da der ikke som nu var mulighed for at opbevare det talte ord. Den redegør for udtaleforhold, den sø­ger i stilværdibestemmelser at karakterisere ord efter deres tilhørs­forhold til skriftsprog eller talesprog, og den medtager i beskeden udstrækning talesprogseksempler, som redaktørerne selv har dan­net. Men dens genstand er først og fremmest skriftsproget, det ene­ste materiale, der var tilgængeligt for hele den periode, som den dækker.

Dahlerups materiale var som nævnt indsamlet med henblik på en håndordbog af ret begrænset omfang. Vel blev det forøget, før redaktionsarbejdet blev påbegyndt, men alligevel bærer navnlig de første bind præg af, at redaktørerne har måttet arbejde med et alt for knapt materiale. Ved et omfattende suppleringsarbejde blev materialet efterhånden bragt op på ca. 2,5 mill. citatsedler. Dette tal kan nok lyde imponerende, men er det ikke; til sammen­ligning kan nævnes, at den store svenske ordbog, der endnu ikke er afsluttet, råder over 7-8 mill. sedler.

Hertil kommer så, at bevillingerne satte grænser for, hvor ud­tømmende arbejdet kunne blive. Omfangsberegningerne holdt ikke stik, og tidsfristerne blev overskredet gang på gang. Da man til sidst ikke kunne trække større veksler på de bevilgende myndig­heders velvilje og tålmodighed, måtte man igen redigere mere kort­fattet end ønskeligt; det mærkes navnlig i de sidste 2-3 bind.

ORDBOGSARTIKLENS OPBYGNING

Ordbogsartiklerne er af meget forskellig længde. Sprogets centrale ord kræver indgående behandling, mens en lang række mindre vigtige ord kan behandles forsvarligt på ganske få linier. Af prak­tiske grunde vælger vi her at illustrere artiklernes opbygning ved hjælp af et par artikler, der er forholdsvis korte, men som følger den fuldstændige disposition for en artikel. Senere skal vi også om­tale de ikke fuldstændige artikler.

Illustrationsmaterialet udgøres af artiklerne I. Abe (redigeret af H. Juul-Jensen) fra bd. 1 (1918) og I. Sæl (redigeret af Kaj Bom) fra bd. 23 (1946). Hvor disse korte artikler ikke fuldt belyser de forhold, som må omtales under gennemgangen, vil vi supplere ved at henvise til andre artikler, fortrinsvis til de uddrag af ODS, der er nævnt ovf.

Hvis man flygtigt gennemlæser de to illustrationsartikler, bliver ens første indtryk muligvis, at de ikke ligner hinanden særlig me­get. Måske vil man hæfte sig ved, at den første artikel hurtigt når frem til at gøre rede for ordets betydning, mens den sidste først driver læseren igennem en mængde oplysninger, som er affattet i et sprog, der på grund af den stærke koncentration og de mange, for den ikke indviede uigennemskuelige forkortelser halvt om halvt virker som et kodesprog. Hvis læseren opfatter de to artikler som typiske repræsentanter for henholdsvis første og sidste del af ODS – og en sådan opfattelse ville ikke være ganske uberettiget –, vil han let nå til den lidt nedslående konklusion, at artiklerne satte til i henseende til umiddelbar forståelighed, efterhånden som arbej­det skred frem; men forhåbentlig vil han samtidig få et indtryk af, at de senere artikler rummer en ganske anden fylde af oplys­ninger end de første. Én ting vil stå ham klart: artiklerne kan ikke læses med rimeligt udbytte uden benyttelse af en nøgle, der oplø­ser forkortelser osv. En sådan nøgle gives i forkortelseshæftet bd. 28, som vi senere skal omtale.

Et nærmere studium af de to artikler vil føre til delvis revision af det første indtryk: nok er forskellene m.h.t. udførlighed iøjne­faldende, men artiklerne er dog formet over en og samme læst. Når man først har lært denne læst at kende, vil man forholdsvis let kunne orientere sig i artiklerne.

En fuldstændig ordbogsartikel falder i to klart adskilte dele, “hovedet” og “betydningerne”. I hovedet gives oplysning om ordets udtale, grammatik, historie osv.; den resterende del af artiklen er en redegørelse for ordets betydning eller betydninger, dokumenteret ved citater og henvisninger.

1. Hovedet

Vi vil først beskæftige os med artiklens hoved. Et foreløbigt over­blik skaffer vi os ved at dele de to illustrationsartiklers hoveder op i led, som vi nummererer, jf. næste side.

Hovedet omfatter altså: 1. opslagsord og ordklasseangivelse, 2. oplysning om udtale, 3. oplysning om bøjning, og 4. oplysning om historie, etymologi m.v. Vi vil se lidt nærmere på hvert af disse led.

Opslagsord og ordklasseangivelse

Opslagsordet er trykt med fed skrift. Som opslagsord vælges ordets grundform, ved substantiver altså ubestemt form singularis, ved verber infinitiv osv. Ved adjektiver behandles komparativ og su­perlativ under positiv, dog således, at komparativer og superla­tiver, der er dannet af anden rod end positiv, behandles i selvstændige artikler; bedre, bedst, flere, flest, ældre, ældst o.l. be­handles således i hver sin selvstændige artikel, ikke under hhv. god, mange og gammel. Ved de personlige pronominer behandles akkusativformen under nominativ, mig under jeg, jer under I, os under vi osv. I øvrigt er der ved udstrakt benyttelse af henvis­ninger sørget for, at læseren kan finde frem til den form, han sø­ger.

Artiklernes rækkefølge er strengt alfabetisk. Konsekvensen heraf er, at sammensætningsartikler kan blive spredt over et meget stort område. Fx begynder artiklerne om sammensætninger med Ko- som  første led i bd. 10,

se stort billede

sp. 957, og slutter først med Koøre i bd. 11, sp. 219, altså omkring 500 spalter længere fremme. Ind imellem disse artikler kommer så fx artiklerne om Kobbel, Kobber, Konge, Kors og evt. sammensætninger til disse ord. Det kan ikke nægtes, at gennemførelse af det strengt alfabetiske princip bevir­ker en adskillelse af det naturligt sammenhørende. Visse ordbøger har da også netop m.h.t. sammensætninger gjort en undtagelse fra alfabetprincippet, så at sammensætninger samles under artik­len om førsteleddet; men sådanne undtagelser er betænkelige, bl.a. fordi det i visse tilfælde kan være svært at vide, hvilket af flere ensskrevne ord en sammensætning skal søges under: skal hæmme­lyd fx søges under substantivet hæmme eller verbet hæmme, skat­kammer under skat ‘kostbarhed’ eller skat ‘afgift’, ægtefælle under substantivet, adjektivet eller verbet ægte? ODS’ rent mekaniske princip giver brugeren den klare fordel, at han ikke behøver at være i tvivl om, hvor han skal slå op.

Stavningen af opslagsordet følger gennem hele værket den mi­nisterielle retskrivning, som gjaldt, da udgivelsen blev påbegyndt, dvs. retskrivningen i 7. udgave af Saabys Retskrivningsordbog ( 1918) . Ved de ord, som ikke fandtes i Saabys Retskrivningsord­bog, bruges den almindeligste stavemåde eller en stavemåde, som redaktionen har fastsat i overensstemmelse med Saabys principper.

To konsekvenser af, at ODS følger Saaby, bør noteres. For det første kan ODS ikke tjene som moderne retskrivningsordbog, da Saabys retskrivning i mange enkeltheder afviger fra den nugæl­dende. For det andet må en del ord søges på et andet sted, end dér hvor man ud fra moderne retskrivning ville vente at finde dem. Fx må jern søges under Jærn, hæmme under Hemme, batalje under Bataille og creme under Kræm. I praksis skaber disse de­taljer dog næppe større problemer. Vigtigst er det at huske, at der bruges aa i stedet for å; det har naturligvis vidtrækkende konsekvenser for alfabetiseringen: Aand kommer før And, haane før Hane, Spraade før Sprade osv.

Hvis Saabys retskrivning åbner mulighed for at stave et ord på flere måder, medtager ODS sideformerne på linie med opslags­ordet og trykt med samme skrift som dette. Sideformer, der har fodfæste i praksis, men som ikke tilhører Saabys retskrivning, næv­nes, hvis de skønnes at være af større betydning, men trykkes med mindre, halvfed skrift. En konsekvens af disse principper ses fx i artiklen Alumnus, hvor formen Alumne, der i dag ubetinget er den almindeligste (og for resten den eneste mulige efter den nu gældende retskrivning), trykkes med halvfed skrift, fordi Saaby kun har formen Alumnus.

Foran opslagsordet kan der, som det fremgår af begge illustra­tionsartiklerne, stå et romertal. Det betyder, at der findes flere ord, som staves på samme måde, og er altså en påmindelse om, at man muligvis må gennemløbe flere artikler for at finde frem til det ord, man søger.

Foran opslagsordet (men efter et evt. romertal) kan endvidere stå et tegn, fx et kors eller en bog, som giver oplysning om ordets brugsområde. Disse redaktionelle brugsbetegnelser vil vi senere vende tilbage til.

Efter opslagsordet følger en ordklasseangivelse. Ved substanti­ver, som i vore to eksempler, gives oplysningen om ordklasse (og køn) ved hjælp af en eller et; substantiver, hvis køn ikke lader sig bestemme, fx Fjor og Gære, betegnes blot som subst.; substantiver, der kun bruges i pluralis, fx Forældre og Søskende, har alene an­givelsen pl. De øvrige ordklasser angives med forkortelser af de latinske ordklassebetegnelser, adj. for adjektiv, v. for verbum osv. Disse forkortelser opløses i listen over redaktionelle forkortelser og tegn (bd. 28, s. 91–93).

Udtale

I en kantet parentes efter opslagsord og ordklasseangivelse gives ved hjælp af en særlig lydskrift oplysning om ordets udtale. Vær­dien af de enkelte lydskrifttegn fremgår af lydskrifttavlen i bd. 28, s. 94f. Sammesteds s. 96–98 findes et tillæg til lydskrifttavlen, hvori der nærmere gøres rede for de regler for udtaleangivelse, som re­daktionen har fulgt.

Udtaleoplysningerne gælder principielt ordets udtale “i tryk­stærk stilling i dialektfrit dansk”; men da udtalen i rigstalesproget eller – som vi i det følgende vil sige – rigsmålet ikke ligger fast på samme måde som fx den autoriserede retskrivning, rummer lydskriften mange tegn for vaklen; fx betegner [b], at udtalen kan være enten [p] eller [b], [l], at udtalen kan være stemt eller ustemt (jf. udtaleangivelsen ved Sæl). Mange ord har både en neutral udtale og en udtale, der har et mere markant stilpræg. I sådanne tilfælde anføres begge udtaler, og den ikke neutrale sø­ges karakteriseret ved bestemmelser som højtid. (højtidelig), vulg. (vulgær), gldgs. (gammeldags) o.l.

For bøjningsformer gælder den regel, at der kun gives oplys­ning om udtalen, hvis den afviger fra opslagsformens udtale ved mere end endelsen. Fra denne regel gøres dog et par undtagelser. Vigtigst er, at der ikke anføres udtale, hvis bøjningsformen (for­uden ved endelsen) kun skiller sig fra opslagsformen ved at have regelmæssigt stødtab. Efter dette skal fx bøjningsformen Huse, der kun afviger fra opslagsformen Hus ved endelsen -e og det stødtab, der normalt vil indtræde, når denne endelse tilføjes, ikke have nogen udtaleangivelse. Derimod skal der fx gives oplysning om udtalen af Ænder, fordi formen har anden vokal end opslags­ordet And, og om Skeer, fordi det stødtab, der er med til at skille formen fra Ske, ikke kan anses for regelmæssigt i ord af denne type (jf. Bi - Bier og By - Byer).

I artiklerne I. Abe og I. Sæl har der ikke skullet gøres rede for konkurrerende udtaler eller for udtaler af bøjningsformer; i begge tilfælde kender rigsmålet kun en udtale, og bøjningsformerne skil­ler sig kun fra opslagsformen ved endelsen.

Foruden oplysningerne om nutidig udtale medtager ODS også oplysninger om ældre udtale, hvis sådanne foreligger. Om Sæl kan det således oplyses, at ordet tidligere har været udtalt med kort vokal, og at denne udtale endnu kan mødes i dialekter. Kilderne til oplysning om ældre udtale er i dette tilfælde et par ordbøger fra det 18. århundrede. Meget ofte stammer oplysningerne om ældre udtale fra Jens Pedersen Høysgaard (1698-1773), den før­ste danske sprogforsker af virkeligt format. ODS meddeler altid, om udtalen af et ord er angivet i Høysgaards værker. Hvis Høys­gaards udtale stemmer med den nu gængse, gives kun en henvis­ning til det sted, hvor han nævner den; afviger den fra nutidig udtale, citeres den derimod i Høysgaards egen lydskrift (som kort forklares i lydskrifttavlen, bd. 28, s. 95).

Efter oplysningerne om ældre udtale følger i artiklen I. Sæl et par oplysninger om ikke gangbare stavemåder, det nu helt foræl­dede Sel og det kun dialektale Sjæl. Anledningen til at behandle stavemåder på dette sted er, at de tyder eller kan tyde på udtaler, som afviger fra den nu gængse, og således naturligt slutter sig til redegørelsen for ældre udtaleforhold. Hvis de pågældende stave­måder blot havde været rent ortografiske sideformer, skulle de efter ordbogens principper ikke have været medtaget. Det må dog ind­rømmes, at der ikke er fuld klarhed på dette punkt. Navnlig i de senere bind registreres ofte – efter udtaleoplysningerne – ældre sta­vemåder, der vanskeligt kan tænkes at afspejle nogen lydlig af­vigelse fra moderne dansk.

Bøjning

Artiklen I. Abe rummer om bøjning blot den oplysning, at ordet danner pluralis ved tilføjelse af endelsen -r. Da ordets køn allerede er angivet i artiklens indledning, har den med dansk fortrolige læ­ser hermed fået så meget at vide, at han kan danne de resterende former.

Der er altså tale om et økonomisk princip, hvorefter kun de strengt nødvendige former medtages. Ved substantiver vil det ofte være tilstrækkeligt at anføre pluralisendelsen. De svage verbers bøjning belyses som regel fyldestgørende ved hjælp af endelsen i præteritum; har man fx fået at vide, at stole i præteritum ender på -ede, kan man selv danne præsens stoler og præteritum parti­cipium stolet. Ved de stærke verber er det ikke nok at anføre præteritumsformen; her må i det mindste også formen i præteritum participium oplyses. Fx kan man hverken fra opslagsformen (in­finitiv) trække eller præteritumsformen trak slutte direkte til præ­teritum participium trukket.

Undertiden kan bøjningsoplysninger helt spares, mens de i an­dre tilfælde må være temmelig detaljerede. Den første situation foreligger fx ved adjektiver som fjern og træg, hvis former i neutrum, bestemt form og pluralis samt komparativ og superlativ kun skiller sig fra opslagsformen ved de tilføjede endelser, der alle er regelmæssige. Den anden kan, for at blive ved adjektiverne, belyses af ædel og ædru; ved ædel kan kun den fuldt regelmæs­sige neutrumsform lades uomtalt, mens alle de andre former må nævnes, fordi de normalt afviger fra opslagsformen ved at udelade dennes -e- i 2. stavelse, og ædru kræver særbehandling, fordi det hverken i neutrum eller i bestemt form og pluralis får nogen en­delse.

Redegørelsen for bøjningsformer indbefatter levn af gammel kasusbøjning: (ad) Aare under Aar, (i) Live og Livsens under Liv, højen under høj osv.

Når et ord kan – eller inden for den periode, som ODS dæk­ker, har kunnet – bøjes efter forskellige mønstre, gør ordbogen også rede for dette. Vi ser et eksempel herpå i artiklen I. Sæl. Her registreres og dokumenteres en konkurrence mellem tre forskellige pluralisformer, den nu forældede, kun dialektalt bevarede form Sæle, den sejrende form Sæler, der var sjælden før 2. halvdel af det 19. århundrede, og den kun fagsproglige form uden pluralis­endelse, Sæl; ydermere nævnes det, at der i ældre tid har været en tilbøjelighed til at undgå at bruge ordet i pluralis.

I nogle af de tilfælde, hvor der ellers ikke ville have været grund til at nævne en bøjningsform, bliver denne anført, fordi der ifølge de ovf. omtalte regler for udtaleangivelser skal knyttes en oplys­ning om udtale til den. Fx er det under rent bøjningsmæssig syns­vinkel ikke nødvendigt at medtage præsensformen synger, men da den afviger fra opslagsformen ved at have stød, kommer den allige­vel med.

Verbalsubstantiver som Magring og Valsning, der har rent ver­bal betydning (hhv. ‘handlingen at gøre mager’ og ‘handlingen at behandle med valse’), betragtes som bøjningsformer af det til­hørende verbum og opføres under dette. Men hvis sådanne ord også har andre betydninger (som fx Træfning, der ikke blot be­tyder ‘handlingen at træffe (ramme)’, men også ‘kamp’), får de deres egen artikel på alfabetisk plads.

Historie og etymologi m.v.

Artiklens hoved slutter med en halvfed parentes, hvori der gives oplysning om ordets historie og oprindelse samt evt. om dets brugs­område og stilværdi.

Fremmedord behandles delvis efter andet mønster end hjemlige ord og gamle låneord. Vi ser foreløbig bort fra fremmedordene.

Som begge illustrationsartiklerne viser, indledes parentesen med en redegørelse for ordets forekomst i dansk før år 1700. ODS ar­bejder her med følgende periodeinddeling, som brugeren må ken­de: runedansk (forkortet: run.), ældste dansk (æda., sproget i de ældste danske håndskrifter fra ca. 1275-1350), gammeldansk (glda., ca. 1350-1500) og ældre nydansk (ænyd., ca. 1500-1700). Det oplyses altid, hvornår (dvs. i hvilken af de nævnte perioder) ordet først optræder i kilderne, vel at mærke: at dømme efter de hjælpemidler, som redaktøren havde adgang til. Om der også skal medtages former fra de perioder, der ligger mellem den ældste konstaterede forekomst og ordbogens begyndelsestidspunkt, beror på et skøn. Hvis der går en ubrudt linie fra den ældste konstate­rede form til den moderne, vil der normalt ikke blive gjort rede for formerne i de mellemliggende perioder. Hvis der derimod fra disse perioder kendes former, som fx kan tyde på afvigende udtale eller belyse konkurrerende former i moderne dansk, giver ordbogen oplysning herom.

I artiklen I. Abe følges ordet tilbage til gammeldansk. Det er ikke påvist i ældste dansk, men fra denne periode kendes et be­slægtet ord, epin. Former fra ældre nydansk medtages, antagelig fordi den ene af dem, affue, kan afspejle en udtale med [v] eller [u] i stedet for [b], en udtale, der nu ikke forekommer i rigsmålet (undtagen evt. i sammensætningen Abekat), men som kendes fra dialekter.

Når redaktøren, som det her er tilfældet, ikke nærmere angiver en kilde, men blot henfører formerne til en eller anden periode, betyder dette, at han har sine oplysninger fra de ordbøger, som vi har nævnt ovf. s. *23. I praksis er periodeforkortelse uden kilde­angivelse da ensbetydende med, at ordet findes i (håndudgaven af) Wimmers runeværk (run.), i Lunds lille ordbog (æda.) eller i Kalkars ordbog (glda. og ænyd.).

Men som tidligere berørt slår disse hjælpemidler ikke altid til. Artiklen I. Sæl er et eksempel på, at redaktøren ikke har fundet Lunds og Kalkars oplysninger fyldestgørende, men er gået til kil­derne for at få et mere dækkende billede af ordets former i gam­mel tid. Kilden er her den moderne udgave af de gamle land­skabslove, nærmere bestemt udgaven af Jyske Lov; fra forskellige afskrifter af denne lov har redaktøren samlet et middelalderligt materiale, der bl.a. kan have interesse i relation til de oplysninger om nydansk udtale, som er givet tidligere i artiklens hoved.

Efterhånden blev det i stigende grad almindeligt, at redaktø­rerne således søgte at råde bod på ordbøgernes noget mangelfulde oplysninger om ældre dansk. Med andre ord kan ODS da, navn­lig for de senere binds vedkommende, fungere som et højst værdi­fuldt supplement til ordbøgerne over ældre dansk, ja, man kan sige, at det er naturligt at indlede en undersøgelse af et ords histo­rie med at slå op i ODS og se, hvad der står i den historisk-etymo­logiske parentes.

Efter redegørelsen for ordets forekomst i ældre dansk følger oplysninger om dets udbredelse i nordisk. I I. Abe indskrænker redaktøren sig til at anføre den oldnordiske form; ifølge de reg­ler, som blev opstillet i ordbogens indledning, skal dette være den normale praksis, når et ord er fællesnordisk. Sæl er imidlertid også fællesnordisk, men ikke desto mindre har redaktøren af I. Sæl tillige medtaget svenske og norske former. Begrundelsen for den større udførlighed kunne være, at i hvert fald de svenske side­former själ og skäl har interesse for belysningen af de tilsvarende gamle danske former (sial, siæl o. l.) og dialektformer som sjæl. Men i de senere bind af ODS er det i det hele almindeligt at an­føre de svenske og norske modsvarigheder til det danske ord, også når de ikke har en sådan speciel interesse, jf. fx I. Stol.

Næste skridt på vejen er en redegørelse for ordets udbredelse i germansk. Igen her viser der sig forskelle i udførlighed mellem de første og de senere bind. I. Abe anfører alene de engelske og tyske former, mens I. Sæl foruden til engelsk og nedertysk også tager hensyn til oldengelsk, middelnedertysk og oldhøjtysk.

De to illustrationsartikler standser på dette trin, da de behand­lede ord ikke har kunnet påvises uden for germansk. Hvis ordene havde været kendt i indoeuropæisk, ville artiklerne have givet op­lysning herom ved at anføre de tilsvarende ord fra latin eller græsk eller, hvis de ikke var konstateret i noget af disse sprog, fra sanskrit. Artiklen Ko kan tjene som eksempel på, at der medtages paralleller fra latin og græsk.

Når der er gjort rede for ordets udbredelse, skal der gives op­lysning om dets grundbetydning, hvis det er muligt at sige noget sikkert herom. Vore to artikler er ikke videre oplysende i så hen­seende. Om Abe hedder det, at det er et fællesgermansk låneord af ukendt oprindelse, om det ligeledes fællesgermanske Sæl, at det er af usikker oprindelse. Lakoniske konstateringer af denne art dækker ikke nødvendigvis over, at etymologerne, de videnskabs­mænd, der beskæftiger sig med ords oprindelse og grundbetydning, ikke har interesseret sig for det pågældende ord, men skyldes enten, at de ikke er nået til et resultat, som kan anses for nogenlunde sikkert, eller at der er givet flere måske hver for sig meget plausible, men indbyrdes uforligelige forklaringer, som ikke lader sig resu­mere tilfredsstillende på den plads, som ODS har til rådighed. Normalt er ODS’ etymologiske oplysninger ganske kortfattede. Den, som vil have mere udtømmende besked om etymologernes overvejelser, må gå til specialordbøger, fx Niels Åge Nielsen: Dansk etymologisk ordbog eller Elof Hellquist: Svensk etymologisk ord­bok.

Med de etymologiske betragtninger slutter den historisk-etymo­logiske parentes i I. Abe. Artiklen I. Sæl har endnu to vigtige til­føjelser at gøre. For det første vises det, at betegnelsen Sæl har været hårdt trængt af sammensætningen Sælhund, som endnu har sikkert fodfæste i folkeligt sprog; at dømme efter de opteg­nelser, som sprogmanden Israel Levin (1810-83) har efterladt sig, skulle Sælhund i sidste århundrede have været det normale ord, mens Sæl havde et mere fagligt præg. For det andet har beteg­nelsen Sæl konkurreret med andre betegnelser: Havhund, Kobbe, Robbe, Søhund, Søkalv; disse betegnelser (der dog aldrig har haft samme udbredelse som Sæl og Sælhund) behandles på alfabetisk plads i ordbogen. –

Vi så i første omgang bort fra fremmedordene. Tilbage står da at nævne, at disse ord behandles noget mere kortfattet end hjem­lige ord og gamle låneord. Oplysningerne om deres forekomst i ældre dansk bliver nødvendigvis behæftet med usikkerhed, fordi der i de eksisterende behandlinger af ældre ordforråd ikke tages fornødent hensyn til dem. M.h.t. deres udbredelse i andre sprog fatter ODS sig i korthed; den oplyser, hvorfra de yderst ude stam­mer, men den afstår normalt fra at gøre rede for, om de er kom­met til dansk direkte eller via andre sprog.

Brugsbestemmelse

Et vigtigt led i redegørelsen for den stilling, som et ord (og vi medregner hertil også: en betydning, en udtale, en vending osv.) har i sproget på et givet tidspunkt, er oplysninger om dets brugs­område og stilværdi: Bruges det almindeligt i dag, er det evt. gået af brug, eller anvendes det kun i bestemte sprogbrugerkredse? Er det stilistisk set neutralt, eller har det et særligt stilpræg? Osv. osv.

I modsætning til de tidligere omtalte bestanddele af ordbogs­artiklen kan svarene på disse spørgsmål ikke have nogen fast plads. Hvis en bestemmelse har gyldighed for ordet som helhed, anbringes den i artiklens hoved, oftest sidst i den historisk-etymologiske pa­rentes, men i visse særlige tilfælde foran opslagsordet. Hvis be­stemmelsen derimod tager sigte på enkelte forhold – en udtale- eller bøjningsform, en særlig betydning, en bestemt vending osv. –, placeres den i direkte tilknytning til disse underpunkter inden for artiklen.

Illustrationsartiklerne belyser det sidste tilfælde og viser tillige, at brugsbestemmelser snart gives ved forkortelser, snart ved sær­lige tegn. Betydning 1 af I. Abe siges især at tilhøre zoologisk sprog og skriftsprog (hvad en moderne sprogbruger nok vil have lidt svært ved at skrive under på), betydning 2.2 betegnes som l.br., dvs. lidet brugt, og betydning 4 som tilhørende poetisk sprog. Ved betydning 3 bruges et særligt tegn, et anker, der angiver, at betydningen tilhører sømandssprog, og ved betydning 4 suppleres oplys­ningen poet. med komet-tegnet, som angiver den yderst sjældne (oftest: enestående) forekomst. I slutningen af I. Sæl bruges et tegn, der forestiller en opslået bog, og som angiver, at et ord kun tilhører skriftsproget eller litterært påvirket talesprog.

Forkortelserne opløses og tegnene forklares i bd. 28, s. 91–93 (se listen). En gennemlæsning af disse sider vil vise, at der ved brugsbestemmelser arbejdes under fem forskellige synsvinkler: tid, hyppighed, stillag, geografisk udbredelse og tilhørsforhold til almensprog eller sær­sprog. Ofte vil ordets stilling først være fyldestgørende belyst, hvis flere af disse synsvinkler kombineres, således som det var tilfældet under I. Abe 4. I øvrigt glider synsvinklerne delvis over i hinanden.

Et ord kan helt eller overvejende tilhøre den ældre del af den periode, som ODS behandler. Hvis det nu er aldeles dødt, udstyres det med et kors. Hvis det fortsat lever, men ikke længere er almin­deligt brugt, karakteriseres det efter en fintmærkende skala som nu sj. “nu sjældent”, nu næppe br. “nu næppe brugt/brugeligt” eller nu l.br. “nu lidet brugt”. Betegnelsen gldgs. “gammeldags” anven­des ved ord, der endnu (dvs.: på redaktionstidspunktet ) bruges af den ældre generation: Et gammelt ord, der kun bruges ved omtalen af ældre tiders forhold, betegnes som foræld. “forældet”. Den sam­me betegnelse bruges i de første bind om gamle ord, som en nyere forfatter har optaget i sit sprog for at opnå en gammelagtig, en så­kaldt arkaiserende tone; fra og med bd. 6 bruges om sådanne ord i stedet betegnelsen arkais. “arkaiserende” .

Hvis et ord først er dukket op i nyere tid, forsøger ODS at be­stemme, hvornår det er blevet til eller er lånt ind i sproget. Ofte vil det være meget svært at give en præcis datering, men evt. kan der ved hjælp af ældre ordbøger foretages en indkredsning. Ved det fra matematikken lånte tegn for ‘mindre end’, en vinkel eller pil med bagudrettet spids, angiver ODS, at et ord ikke er medtaget i en. bestemt ordbog, og at dette efter redaktionens skøn beror på, at det ikke fandtes i sproget, da denne ordbog blev udarbejdet.

Oplysninger om et ords historie i nyere tid kan gives i formen e.br. “endnu brugt/brugeligt” og e.alm. “endnu almindeligt”. Den slags bestemmelser gives især, når citatmaterialet har været ufuld­stændigt, eller når der har skullet spares på pladsen.

Som det bl.a. fremgår af de netop citerede brugsbetegnelser, kombineres den kronologiske synsvinkel ofte med en hyppigheds-, en frekvenssynsvinkel: den kronologiske bestemmelse gives her ved “endnu”, mens karakteristikkerne “brugt/brugeligt” og “alminde­ligt” tager sigte på, hvor hyppigt ordet forekommer. Dette er klart nok, og det er ligeledes klart, at komet-tegnet er en ren frekvens­bestemmelse. Andre tilfælde kan være mere tvivlsomme. Som følge af, at ODS i indledningen til bd. 1 (s. xxxvi) ikke gør frekvens­synspunktet til genstand for udtrykkelig, isoleret behandling, men omtaler betegnelser som sj. og l.br. blandt betegnelser for det mere eller mindre forældede, kan brugeren få det indtryk, at der i disse bestemmelser fast er indbygget en kronologisk oplysning, så at l.br. fx skulle betyde “nok lidet brugt nu, men almindeligt eller almindeligere i ældre tid”. En sådan slutning er imidlertid urigtig. Når det fx om Flirt hedder, at engelsk udtale af dette ord er sjælden, eller om Klima, at den billedlige anvendelse (“åndeligt klima”, “klimaet på arbejdspladsen” osv.) er lidet brugt, ligger heri ikke, at denne udtale, henholdsvis denne anvendelse tidligere var almindelig. Tværtimod, der er i begge tilfælde tale om nyere fænomener, som er i fremtrængen (og som siden har erhvervet sig sikkert fodfæste). Kun hvis der foran bestemmelser som sj. og l.br. udtrykkeligt står nu, kan man med sikkerhed gå ud fra, at redak­tøren har villet indsætte frekvensoplysningen i et historisk per­spektiv.

Ved stillagsbestemmelser opereres der med karakteristikker som højtid. “højtideligt” og poet. “poetisk” eller – fra stilskalaens andet yderområde – dagl. “dagligdags” og vulg. “vulgært”, og det an­gives, om ord anvendes iron. “ironisk”, nedsæt. “nedsættende” eller spøg. “spøgende”. Til stillagsbestemmelser kan måske også regnes oplysninger om, at ordet især optræder i den for en vis kreds eller et vist milieu særegne jargon: stud. “studentersprog” o.l., eller at det i det hele tilhører jarg. “jargon” (der ikke holdes skarpt ude fra begrebet slang).

Oplysningerne om et ords tilhørsforhold til en dialekt er i de første bind noget nødtørftige, da redaktionens hjælpemidler i be­gyndelsen var ret ufuldkomne. Mens udgivelsen stod på, øgedes antallet af hjælpemidler: der fremkom flere systematiske behand­linger af hidtil ubehandlede dialekter, og navnlig fik det betydning, at ODS fik adgang til samlingerne til den ømålsordbog, der er un­der forberedelse ved Udvalg for Folkemål (nu: Institut for dansk Dialektforskning). ODS’ dialektoplysninger blev derfor sikrere efterhånden. Naturligvis skal en rigssprogsordbog som ODS dog ikke indlade sig på meget snævre lokaliseringer, men holde sig til placeringer inden for større dialektområder: bornh. “bornholmsk”, jy. “jysk”, kbh. “københavnsk”, sdjy. “sønderjysk” m.fl. Hvis et ord optræder i flere hoveddialekter, betegnes det som i al almindelig­hed dial. “dialektalt”. Betegnelsen prov. “provinsiel(t)” bruges om ord, som er ejendommelige for købstæderne uden for København.

En lang række brugsbestemmelser tager sigte på et ords tilhørs­forhold til en fagterminologi: barb. “barbersprog”, garv. “garver­sprog”, sprogv. “sprogvidenskabeligt sprog” osv. Bruges det inden for en større fagkreds, karakteriseres det som fagl. “fagligt”; hvis denne fagkreds består af tekniske fag, forsynes ordet med tand­hjulstegnet, som angiver, at ordet tilhører teknisk sprog.

Vi skal her minde om to forhold, som vi tidligere har peget på:

For det første er brugsbestemmelserne principielt orienteret ud fra redaktionstidspunktet. Et ord karakteriseres som sjældent, dag­ligdags, fagligt osv., hvis det havde denne status, da artiklen blev redigeret. Meget kan have ændret sig siden.

For det andet er brugsbestemmelserne principielt deskriptive. Der ligger i en karakteristik som vulg. ingen moralsk-æstetisk stil­lingtagen, blot en objektiv konstatering. Men det skal indrømmes, at redaktørerne nu og da synes på nippet til at røbe engagement. Man kan møde bestemmelser som “kunstlet” og “skødesløst sprog”, der vanskeligt kan opfattes som udelukkende registrerende.

Forholdsordren m.h.t. anførelse af brugsbestemmelser har i ind­ledningen til bd. 1 (som i de interne redaktionsregler) fået en helt kompromisløs formulering. Det hedder her, at brugsområde altid anføres, hvis et ord tilhører en snævrere sprogkreds, og at der om­vendt, hvis ingen brugsbestemmelse gives, kan sluttes, at ordet er almindeligt brugt både i skrift- og talesproget.

Konsekvensen af denne klare regel blev en forståelig, men måske lidt overdreven nervøsitet hos redaktørerne. Der er nok ikke særlig mange ord, som bruges almindeligt både i skrift- og talesproget, og redaktørerne måtte altså samvittighedsfuldt forsøge at udstikke grænser, også hvor disse naturnødvendigt var af en ret uhåndgribe­lig karakter. Ifølge onde tunger er resultatet blevet, at ODS be­tegner hovedparten af det danske ordforråd som “nu næppe bru­geligt”.

Kan man – uden at underskrive rigtigheden af denne drastiske påstand – på den ene side måske nok mene, at ODS går lidt for vidt med brugsbestemmelser, må man dog på den anden side ikke underkende betydningen af, at redaktørerne har været tvunget til at veje hvert ord på finvægt. Det er af den største værdi for en eftertid at have en kyndig sprogiagttagers velovervejede og nuance­rede bedømmelse af et ords status i sproget på et givet tidspunkt. I denne forbindelse er i øvrigt også de ovf. omtalte udtryk for en mere normativ betragtningsmåde af betydelig interesse; farlige bli­ver sådanne domme først, hvis de opfattes som eviggyldige sand­heder.

2. Betydningerne

Ordbogsartiklens 2. del, dens tyngdepunkt og i al fald ved større artikler den del, der lægger beslag på mest plads, er betydningerne, som dels oplyses ved redaktørens forklaringer, dels illustreres ved hjælp af udvalgte citater.

Betydningsinddeling

Det er yderst vanskeligt at give en videnskabeligt tilfredsstillende definition af begrebet betydning. Her kan vi imidlertid se bort fra de problemer, som knytter sig til den teoretiske klarlægning af, hvad betydning egentlig er for noget – og gøre det med den be­grundelse, at ordbogsredaktørens problemer ikke først og fremmest er af teoretisk, men af praktisk art.

Vi skal understrege dette: under ordbogsteknisk synsvinkel er betydningsinddeling overvejende et spørgsmål om hensigtsmæssig fremlægning af materialet. Betydningsinddeling er det samme som materialegruppering, betydning i ordbogsforstand det samme som ‘hovedmoment i dispositionen af en ordbogsartikel’.

Ordbogsredaktøren skal gruppere sit materiale og fremlægge det så overskueligt som muligt, så ordbogsbrugeren hurtigt kan finde frem til den betydning, han søger oplysning om. Hvor mange snit der skal lægges gennem materialet, kan der ikke gives faste regler for. Normalt vil det, hvis der da overhovedet er grund til at regne med flere betydninger, være forholdsvis let at skelne mellem visse hovedbetydninger, der kan lægges til grund for grovinddelingen; men det må i høj grad bero på et skøn, om man ved fininddelingen inden for grupperne skal lade denne eller hin nuance figurere som særlig undergruppe eller slå den sammen med andre nuancer, som den grænser op til og glider over i. Udtømmende kan behandlingen ikke blive, og det net, som vi ved betydningsinddelingen lægger ned over sproget, er konstrueret af os, ikke af sproget.

Vi ser igen på illustrationsartiklerne I. Abe og I. Sæl, denne gang på deres betydningsdel:

se stort billede

I artiklen I. Sæl har der ikke været behov for at regne med mere end en betydning. Derimod har der måttet regnes med flere betydninger af ordet Abe. Hovedskellet går her mellem anvendel­sen i egentlig betydning (‘dyr’) og i overført betydning (‘nar’); dertil kommer en særlig fagsproglig anvendelse (‘slags sejl’), og endelig har redaktøren følt sig forpligtet over for en anvendelse af engangskarakter, Aarestrups brug af ordet i betydningen ‘abe­blomst’. Om det er rimeligt at opstille disse forskellige anvendelser som sideordnede betydninger, kan måske diskuteres. Den sprog­lige motivering for, at mesanstagsejlet kaldes Abe, kunne tænkes at være, at det bevæger sig højt oppe i masten, som aben springer rundt i trætoppene; i så fald kunne denne særlige anvendelse have været sat i relation til eksemplerne på, at Abe i egentlig betydning indgår i sammenligninger. Og Abe i betydningen ‘abe­blomst’ kunne måske have været indordnet under betydningen ‘nar’, idet navnet Abeblomst er en oversættelse (jf. ty. Affen­blume, eng. monkey-flower) af plantens latinske navn, Mimulus, der betyder ‘efteraber, gøgler’. Om begge de sidstnævnte betyd­ninger gælder dog, at man ikke ville være ganske tryg ved at lade dem gå op i hovedbetydningerne. Den antydede forklaring på, at sejlet har fået navnet Abe er kun en gisning og kan formodent­lig aldrig blive andet; og om blomsternavnet gælder jo i hvert fald, at den sproglige motivering for navngivningen ligger uden for danskens rammer. Hvad vigtigere er: den, der går til ordbogen for at søge oplysning om disse to betydninger, vil næppe finde på at lede efter dem under hovedbetydningerne ‘dyr’ og ‘nar’. Han vil umiddelbart opfatte dem som særbetydninger, der ikke har nogen direkte forbindelse med de andre. Den inddeling, som ordbogen giver, er derfor den mest praktiske.

Mens vi er ved betydningerne af I. Abe, kan der være grund til at notere, at Abe i forbindelsen en halv abe ‘en halv flaske (halvanden pægl) brændevin’ ikke er medtaget, skønt den var kendt på redaktionstidspunktet (jf. Danske Studier 1918, s. 59). Det giver os anledning til at minde om, dels at de første bind byg­ger på et lovlig spinkelt materiale, dels at udelukkelsesprincipperne blev administreret strengere i begyndelsen end senere. Til sam­menligning kan anføres, at det nu langt sjældnere Tremaster i betydningen ‘hel flaske (tre pægle) brændevin’ har fundet nåde for redaktionens øjne i bd. 24.

En moderne læser kan savne endnu en betydning: Aber kendes nu også som betegnelse for store, billige tomater (jf. Kaj Bom: Slangordbogen (1957), s. 90). Denne betydning har imidlertid næppe været kendt, i hvert fald ikke gængs i rigssproget, da artik­len blev udarbejdet. –

De enkelte hovedbetydninger nummereres med halvfede tal. Hovedbetydninger kan igen inddeles i underbetydninger, der lige­ledes nummereres, men således, at underinddelingen betegnes med mindre taltyper end overinddelingen. Et mindre skarpt skel inden for en inddeling (eller underinddeling) markeres ved to kraftige lodrette streger. Denne inddelingsteknik kan studeres i artiklen I. Abe (og det bekvemme skilletegn “to streger” har vi i øvrigt alle­rede set anvendt i artiklens hoved, jf. I. Sæl).

Begge illustrationsartiklerne er korte. I længere artikler (redak­tionsreglerne siger: artikler på over en spalte) betjener redaktøren sig af liniebrud til at markere hovedbetydninger, og i meget lange artikler kan liniebrud også blive brugt ved underbetydninger, jf. fx gigantartikler som II. til og I. øje, hvor redaktøren tillige har følt behov for at samle hovedbetydningerne i knipper under overord­nede inddelinger, som markeres ved hjælp af halvfede store og små bogstaver.

M.h.t. betydningernes rækkefølge gælder den regel, at den logisk oprindeligste betydning sættes først, uden hensyn til den rolle, den spiller i sproget, og uden hensyn til historiske forhold. Man kan altså ikke slutte, at betydning nr. 1 er den mest udbredte betyd­ning, ej heller, at det er den, der har levet længst på dansk grund. Det sidste forhold har betydning ved låneord. Et ord kan først være indlånt i en sekundær betydning, senere i en logisk oprinde­ligere betydning. Den sidst indlånte betydning sættes da i spidsen.

Måske kan den ene af illustrationsartiklerne bruges til at belyse denne problematik. Det synes nemlig forsvarligt at antage, at ordet Abe først er indlånt i dansk med den overførte betydning ‘nar’: de ældste kilder, hvori dyret omtales, har ikke ordet Abe, men side­formen epin, æbin (egl.: ‘hunabe’); bortset fra, at Abe måske kan foreligge som tilnavn i et par runeindskrifter (hvor det i givet fald snarest må have den overførte betydning), optræder det tidligst i håndskrifter fra midten af det 15. århundrede, hvor det betyder ‘nar’, og sikre vidnesbyrd om, at ordet er brugt som betegnelse for dyret, er vistnok først overleveret fra begyndelsen af det 16. århundrede. Tanken om den overførte betydning som primær i dansk forekommer altså ikke så urimelig endda. Det fremgår ikke af artiklen, om ODS-redaktøren selv har været inde på tanken. Hvis han havde ment at måtte tolke sit materiale som et indiskutabelt vidnesbyrd om, at ordets danske betydningshistorie var som her skitseret, ville han have gjort en bemærkning om det i artiklen; det er ikke sket. Uanset hvad han måtte have ment, har han imidlertid ved betydningsgrupperingen ikke skullet tage hensyn hertil. Reglerne pålægger ham at anbringe den “logisk” oprindelige betydning først; og logisk oprindeligst er den betydning, der her antydes med stikordene “dyrenavn (Simia)”.

Den logiske betydningsgrupperings mulige konsekvenser for hjemlige ord kan belyses af artiklen I. Stol, hvor den nu almindeligste betydning først kommer som nr. 2. Her har redaktøren i sidste linie af artiklens hoved udpeget betydning 2 som hovedbetydningen i almindeligt sprog.

Betydningsforklaring

Som vist alle store ensprogede ordbøger giver ODS oplysning om ordenes betydning, ikke blot ved sjældne ord, men også ved spro­gets almindeligste ord. Betimeligheden heraf vil senere blive taget op til drøftelse.

Betydningsforklaring kan gives på flere forskellige måder. Re­daktøren kan give et stikord eller, en forklarende omskrivning, han kan oversætte ordet med et ord, der betyder det samme, et syno­nym, og han kan sætte det i relation til et ord med modsat betyd­ning, et antonym. Ofte vil han benytte sig af en kombination af disse muligheder.

Vi kan først se på forklaringerne til I. Abe 1, “dyrenavn (Si­mia)”, og I. Sæl, “havpattedyr med tenformet krop af ordenen Pinnipedia; spec. om dyr af familien Phocidæ (de egentlige ell. ægte sæler; mods. hvalrosser og øresæler)”.

Mest påfaldende er vel forklaringernes forskellige omfang. Den første er ganske kort, således som den efter det oprindelige pro­gram skulle være; den anden fylder ikke så lidt mere.

Den forklaring, der knyttes til I. Abe 1, tjener blot et identifi­kationsformål. Læseren får lige netop så meget at vide, at han kan se, om han nu har fundet frem til den betydning, som han søger oplysning om. Derimod gives ved Sæl en egentlig definition. Denne definition kan tjene til at belyse et par af grundprincipperne for betydningsdefinitioner:

Ligesom i gættelegen “Tyve spørgsmål til professoren” er ud­gangspunktet et overbegreb, her: havpattedyr, hvortil føjes diverse kompletterende, dvs. indskrænkende bestemmelser: udseende, til­hørsforhold til zoologisk orden osv.

Definitionen har en sådan form, at den i tekstsammenhængen kan vikariere for ordet. Det er grammatisk muligt, om end næppe i almindelighed tilrådeligt at sige “Jeg så et havpattedyr med ten­formet krop af ordenen Pinnipedia” i stedet for “Jeg så en sæl”. Derimod kan det ikke lade sig gøre i tekstsammenhængen at ud­skifte Abe med dyrenavn (Simia).

Man må stille det krav til betydningsdefinitionerne, at den stør­relse, der skal defineres, ikke indgår i definitionen. Og definitio­nerne må udgøre et sluttet system; der må ikke i en definition indføres størrelser, som ikke forklares andetsteds i ordbogen.

Vigtigt er det at fastholde, at der skal gives nominale, ikke reale definitioner, dvs. at definitionen skal tage sigte på ordet, ikke på det fænomen, som ordet refererer til; ODS er en ord­bog, ikke et konversationsleksikon. I praksis er det dog svært at skelne knivskarpt, hvilket bl.a. fremgår af I. Abe 3, der præcist udpeger den genstand, som ordet betegner, men ikke rummer antydning af sproglig motivering for, at denne genstand netop kaldes Abe.

Definitionen af Sæl giver et fingerpeg om de vanskeligheder, som redaktøren stilles overfor, når han skal give en forklarende omskrivning. I virkeligheden har han her snarest oplyst, hvordan zoologer klassificerer det fænomen, som ordet Sæl refererer til; men det kan med føje betvivles, at Sæl i normalt sprog har den angivne betydning. Betydningsfaktoren “af ordenen Pinnipedia” indgår ikke i den almindelige sprogbrugers fornemmelse over for ordet, bestemmelsen “med tenformet krop” næppe heller, ja, det er vel endog tvivlsomt, om overbegrebet “pattedyr” er nærværende for tanken. Skulle man forsøge at skitsere en mere normalsproglig for­nemmelse over for ordet, måtte det antagelig være muligt at samle bred tilslutning til bestemmelser som “dyr, der lever i vandet, svøm­mer udmærket, frembringer en morsom prusten, har en aflang (ikke det præcise “tenformet”) krop, har gråplettet skind”.

Med andre ord: de forklarende omskrivninger – hvad enten de nu er fagsproglige præcisioner af hverdagsord eller skriftsproglige oversættelser af talesprogsord – vil ofte være ude af niveau med det ord, som skal forklares; men til en vis grad rådes der bod herpå ved oplysningerne om ordets stilværdi og brugsområde og jo navnlig ved citatmaterialet, bl.a. ved eksemplerne på brug i sammenligninger.

Det blev ovf. nævnt, at betydningsforklaring også kunne gives ved hjælp af synonymer. Imidlertid hører det til de meget sjældne undtagelser, at der består fuldstændig synonymi mellem to ord, så at det ene i enhver tekstsammenhæng kan udskiftes med det andet, uden at udskiftningen medfører ændringer i betydningsnuance eller stilværdi. Normalt vil det derfor ikke være nogen tilfredsstillende løsning alene at forklare et ords betydning ved at oversætte ordet med et synonym. Men hvis ordets betydningsområde først er blevet afgrænset ved en forklarende omskrivning, kan det være særdeles nyttigt, at der også anføres et eller flere synonymer; det vil da for­stås, at synonymi kun foreligger inden for det betydningsfelt, som den forklarende omskrivning angiver. Forklaringen til betydning 1 i artiklen knøv kan nævnes som eksempel på udstrakt benyttelse af synonymer.

Om antonymer gælder det samme som om synonymer: de er nor­malt blot antonyme under visse betingelser, hvorfor betydnings­forklaring ved hjælp af antonym kun kan komme på tale, når disse betingelser er præciseret, fx i en forklarende omskrivning. Benyttelse af antonymer ses fx i I. Stol 2, hvor antonymerne indgår i redegørelsen for de grænselinier, der gennemskærer betydnings­feltet ‘siddeplads’: antonym til Stol er i én henseende Bænk (idet stolen i modsætning til bænken kun er siddeplads for en enkelt person), i en anden Taburet (idet modsætningen her gælder betydnings­faktoren ‘forsynet med ryglæn’).

Citater og henvisninger

Citaterne, der følger efter betydningsforklaringen, tjener flere for­mål. Først og fremmest er de naturligvis dokumentation for den givne forklaring, så at sige en art kontrolmateriale. Men dernæst uddyber de denne forklaring ved at belyse nogle af de betydnings­nuancer, som ikke har kunnet indfanges i en kort definition. Da citatmaterialet er et autentisk, dateret materiale, giver citaterne tillige oplysn.lllg om ordets eller betydningens historie i ordbogens tidsrum. Og endelig føjer de vigtige træk til redaktørens kortfat­tede bestemmelser af det behandlede ords brugsområde og stil­værdi.

Det er vigtigt at finde frem til gode citater. Gode citater er fx de selvforklarende, som citatet fra Sv. Lange i artiklen I. Stol 1.2 (“Vi maa jo se engang at faa den Stol besat,” sagde han blot – altsaa Professoratet i Æsthetik); eller de citater, der belyser et ords stilling inden for et betydningsfelt eller dets status i sproget på et givet tidspunkt, som fx det i artiklen Frue anførte citat fra en militær forordning fra 1758, der skelner mellem “Officerers Fruer” og “Underofficerers og Gemenes (dvs.: meniges) Koner”; eller en samling citater, der viser divergerende opfattelser af et ords betydning (se fx Knøs); meget vigtige for betydningsanalysen er også eksempler på et ords brug i stående billeder og sammenlignin­ger (jf. flere steder i I. Abe og I. Sæl).

Det ligger i sagens natur, at ordbogsredaktøren navnlig er in­teresseret i entydige citater. Men det er velkendt, at et ord ofte spiller i flere betydninger: flertydighed er forudsætning ikke blot for vittigheder og ordspil, men også for megen digterisk sprogbrug (ikke mindst den moderne digtnings sprog); og i flertydigheden ligger kimen til mange betydningsudviklinger. Det ville være at øve vold mod sproget at undertrykke de ikke entydige citater, men de er svære at passe ind i betydningsinddelingens håndfaste system. ODS søger at løse problemet ved at pege på, at et ord er brugt “med overgang til” en anden betydning (se fx Alvor 2.3), eller blot ved at skrive “jf.” den og den betydning (således flere steder i artiklen I. Stol).

Der er altså mange hensyn at tage ved valg af citater. Til de her nævnte kommer endnu et hensyn, der i praksis spiller en stor rolle for ODS, nemlig det tidligere omtalte klassikerhensyn.

Kun en lille – man kan mene: for lille – del af det citatmateri­ale, som redaktionen disponerede over, er blevet trykt i ordbogen. De stadige bekymringer m.h.t. omfanget fremtvang en meget re­striktiv holdning over for citater. Det indskærpes i redaktionsreg­lerne, at intet citat må gives, “medmindre redaktøren efter den mest pinligt grundige overvejelse føler sig overbevist om, at det er nødvendigt eller værdifuldt”; og det vil næppe være muligt at påvise ret mange forsyndelser mod den regel.

I stedet for citater giver ODS i en lang række tilfælde henvis­ning til steder, hvor citater kan findes. Om henvisninger gælder principielt det samme som om citater: de må kun medtages, hvis de er nødvendige eller værdifulde. Værdien af henvisningen til 1.Kg.10.22 (dvs. 1. Kongernes Bog, kapitel 10, vers 22) i begyndelsen af I. Abe 1 er især den at fastslå, at ordet har gammel hjemmel i bibelsprog. Henvisningen til vAph.Nath.VII.13. (dvs. von Aphelens oversættelse fra 1767–70 af Bomares naturhistorie) i I. Sæl tjener dels til datering af ordet, dels til at indkredse dets brugs­område.

Om der i det enkelte tilfælde medtages citat eller blot gives en pladsbesparende henvisning, afhænger af, om citatet skønnes at rumme vigtige bidrag til belysning af ordet eller ej. Da Abe i det nys nævnte bibelsted blot indgår i en opremsning, kan dette citat siges at være lidet sprogligt oplysende, hvorfor redaktøren er i sin gode ret til at nøjes med en henvisning; og dog – der er det in­teressante ved citatet, at aben her optræder i noget usædvanlige omgivelser, nemlig blandt kostbarheder og eksotiske sjældenhe­der: guld, sølv, elfenben, aber og påfugle, altså i en anden associa­tions- og værdisfære, end vi normalt forbinder ordet med. Under alle omstændigheder ville det være betryggende for ordbogsbru­geren selv at se citatet. Det må beklages, at bevillingspolitikkens barske realiteter har drevet ODS til at betjene sig af henvisninger i videre udstrækning end strengt taget fuldt forsvarligt.

Citat- og henvisningsmaterialet er ordnet kronologisk inden for hver betydning, medmindre tungtvejende grunde taler for at fra­vige det kronologiske princip. Først kommer materiale fra de kil­der, der peger tilbage mod tidligere sprogtrin: Danske Lov, folkeviserne, Bibelen (for så vidt der ikke er tale om, at ordet først er kommet ind i en af de nyere bibeloversættelser ) og gamle salmer. Dernæst kommer materialet fra forfattere og fagværker; her er det vigtigt at huske på, at materialet fra navn­givne forfattere ordnes ikke efter fødselsår, men efter forfatterens debutår. Sidst anføres de vigtigste af de talemåder og ordsprog, hvori ordet indgår.

Bibelen er naturligvis en af ordbogens vigtigste kilder. Det har altid interesse at få konstateret, at et ord har borgerret i et så ud­bredt skrift, en så vigtig sproglig inspirationskilde som Bibelen. Hertil kommer, at sammenligning af de mange forskellige bibel­oversættelser, der er udkommet inden for det tidsrum, som ODS dækker, giver fortrinlige muligheder for at studere forskydninger inden for ordforrådet: en i væsentlig grad kronologisk betinget konkurrence mellem ord, en gradvis ajourføring af en (dog til enhver tid noget konservativ) sprogform. Problemet er, hvordan dette rige materiale bedst fremlægges. Hvor intet andet bemær­kes, citerer ODS Gamle Testamente efter 1871-oversættelsen og Nye Testamente efter 1819-oversættelsen. Men ved behov ind­drages også de andre oversættelser til sammenligning, og hvis det pågældende ord kun findes i en af disse andre oversættelser, cite­res der efter den; i sidst nævnte tilfælde anføres det altid udtryk­keligt, hvorfra citatet er hentet: Chr. VI (dvs. Chr. VI.s bibel fra 1740), 1907 (dvs. den autoriserede oversættelse fra 1907 af Nye Testamente) osv. Eksempler på skiftende løsninger kan ses i artiklerne I. Stol (bet. 1.1 og 1.3) og stole (bet. 2.1 og 2.2). Ved den parentetiske inddragning af sammenligningsmateriale kan bibelcitaterne blive lidt svære at overskue; men denne ulempe er trods alt en rimelig pris for meget værdifulde oplysninger. –

Tilbage står endnu at sige nogle ord om citaternes ydre form. Det er en selvfølge, at der må citeres bogstav- og tegnret, og at der må medtages så meget af sammenhængen, at læseren får reelle muligheder for at bedømme, om ordet i den givne kontekst vir­kelig har den betydning, som citatet skulle dokumentere. Som ho­vedregel må det tilstræbes, at citatet bliver et (også syntaktisk) afrundet, i sig selv hvilende tekstudsnit. Imidlertid vil både økono­miske hensyn og hensynet til overskuelighed sætte grænser for tekstbiddernes længde. Der må altså foretages beskæringer, enten ved udeladelse af ord eller passager eller ved forkortende om­skrivninger, og det kan blive nødvendigt i den beskårne form at foretage visse omplaceringer for at opnå en syntaktisk afrunding. Men sådanne bearbejdelser må naturligvis være så loyale mod teksten som muligt; resultatet må ikke blive, at meningen forvanskes, eller at stil præget udviskes. Og der må ikke kunne opstå tvivl om, hvornår forfatteren og hvornår redaktøren fører ordet.

Udeladelse i teksten markeres ved to prikker, og redaktionelle indskud sættes i parentes og kursiveres. Teknikken kan studeres i begge illustrationsartiklerne. Indskud fungerer her både som for­kortende omskrivninger og som forklaringer til enkelte ord; un­dertiden kan det også være nødvendigt i et indskud at gøre rede for den større sammenhæng, hvorfra citatet er hentet, jf. fx det sidste citat fra Grundtvigs digt om Ole Vind i I. Stol 4.1. Det er lidt af en kunst at få beskårne citater til at fremtræde i en loyal og læselig form; udeladelsesprikker og redaktionelle indskud ud over en vis grænse kan virke stærkt distraherende.

Poetisk sprogbrug lyder delvis andre love end prosaen, hvorfor det udtrykkeligt må angives, om et citat er hentet fra poesi. ODS særmærker verscitater med en lille stjerne foran citatet og marke­rer linieudgang i vers ved en lodret streg, jf. illustrationsartiklerne.

Ved dramatiske citater sættes replikker i anførelsestegn, og re­plikskifte angives ved en tankestreg.

Efter hvert citat følger en kildehenvisning, trykt med den sæd­vanlige redaktionelle kursiv og forkortet i overensstemmelse med forkortelseslisten i bd. 28. Som tidligere berørt stam­mer den helt overvejende del af citatmaterialet fra trykte kilder. De få citater, der er hentet andetsteds, fx fra talesprog, eller som redaktionen selv har formet, har som kildeangivelse blot en lodret, brudt streg.

De ikke fuldstændige artikler

Sammensætninger kan som regel behandles mere kortfattet end det øvrige ordforråd. Når en sammensætnings enkelte led er be­handlet i selvstændige artikler, kan artiklen om sammensætningen i vid udstrækning bygge på henvisning til disse artikler. En anden besparelsesmulighed er at oprette oversigtsartikler, hvori der gives en samlet redegørelse for de træk, der karakteriserer et bestemt ord i dets anvendelse som sammensætningsled.

Besparelsesmuligheder som de nævnte er i høj grad udnyttet i ODS. Sammensætningsartiklerne kommer herved til at adskille sig fra de øvrige. Nok følger de stort set samme skema, men visse led i dispositionen kan måske helt springes over, mens andre kan klares ved henvisninger eller korte antydninger. Vi skal se på et eksempel.

Artiklen Kobberbibel (bd. 10, sp. 964, 1. 62-64) findes i et af­snit, der begynder med opslagsformen “Kobber-, i ssgr.”. Alle sammensætninger i dette afsnit begynder med Kobber-. Det er overflødigt at gentage dette førsteled ved hvert nyt opslagsord inden for afsnittet; ved en bindestreg angives, at sammensætnin­gens førsteled er det ord, som står i afsnittets begyndelse, hvor­efter kun sammensætningens sidsteled bliver tilbage som opslags­ord, her altså -bibel. Endnu en besparelse opnås ved afsnitsord­ningen: i videre udstrækning end ved selvstændige artikler kan der i sammensætningsafsnittene arbejdes uden liniebrud.

Ved Kobberbibel kan udtaleoplysninger spares. Udtalen af før­ste led fremgår af artiklen “Kobber-, i ssgr.”, og udtalen af sidste led er der ingen grund til at beskæftige sig med, da det normale for­hold i dansk er, at et ord ikke ændrer udtale, fordi det indgår som sidsteled i en sammensætning. Oplysning om udtalen af -bibel kan altså findes under Bibel. Heller ikke m.h.t. bøjningen afviger Kob­berbibel fra det usammensatte Bibel, så også bøjningsoplysninger kan udelades. Og historisk-etymologiske oplysninger om de enkelte led kan søges under Kobber og Bibel. Tilbage bliver da blot nogle oplysninger om sammensætningens betydning og brug.

Betydningsoplysningerne gives her i to omgange. Først angives ved et ,,[3]“, at første led har den betydning, der behandles som nr. 3 i artiklen Kobber. Undertiden vil en sammensætnings betyd­ning være tilstrækkeligt oplyst alene ved en sådan henvisning. Det er ikke tilfældet her, da Kobberbibel kan have to betydninger, dels ‘bibel med kobberstik i’, dels ‘samling kobberstik med bibelske emner’. Der tilføjes derfor oplysning herom. Foran denne oplys­ning er givet en brugsbestemmelse: ordet er forældet. Der med­tages ingen citater, kun en henvisning til Videnskabernes Selskabs Ordbog.

Hele artiklen fylder kun godt 2 linier. Så korte kan alle sam­mensætningsartikler naturligvis ikke være. Hvis en sammensæt­ning m.h.t udtale, bøjning eller andet viser forhold, som man ikke kan slutte sig til ud fra artiklerne om de enkelte led, må der gøres bemærkninger herom. En sammensætningsartikel kan der­ved, skønt principielt ufuldstændig, meget vel komme til at fylde mere end en fuldstændig artikel om et usammensat ord.

Iøvrigt er det ikke givet, at en sammensætningsartikel er ufuld­stændig. Visse sammensætninger, fx Aandedrag, Købmand og Skarntyde, har en sådan stilling i sproget, at de må behandles lige så indgående som usammensatte ord.

Grænserne mellem fuldstændig og ikke fuldstændig artikel kan blive temmelig uskarpe. Ikke ganske sjældent kan man i sammen­sætningsafsnittene finde artikler, der nok ved opslagsordets form (bindestreg plus sidsteled) tydeligt er karakteriseret som sammen­sætningsartikler, men som ikke desto mindre behandler samtlige momenter i den fuldstændige disposition, på det ene nær, at de ikke lydskriver førsteleddet, kun sidsteleddet. Der kan fx henvises til artiklen hovedkulds.

Endnu nærmere ved den fuldstændige artikel står artiklerne om sammensætninger med en præposition eller et adverbium som første led, altså især artikler om verber som iklæde, opdrage og udløbe. Artikler om ord af denne type afviger ofte kun på et punkt fra de fuldstændige artikler: de medtager ikke oplysning om udtalen af bøjningsformer. Besparelsen muliggøres af, at de bøjede formers udtale svarer til udtalen af sidsteleddets bøjnings­former, dog (i rigsmålet, men ikke altid i dialektalt præget sprog) med den begrænsning, at de sammensatte verber har stød i alle former, hvor stød er muligt. –

Oversigtsartiklernes opbygning fremgår af artiklen “Kobber-, i ssgr.” (bd. 10, sp. 964, l. 26–37), som vi allerede flere gange har henvist til. Artiklen behøver næppe kommentar. Måske kan det dog være rimeligt at gøre opmærksom på, at artikler af denne art ved at medtage eksempler på rækkesammensætninger yder bidrag til løsning af en opgave, som ordbogen ellers er tvunget til at tage kraftigt forbehold overfor.

Mens vi er ved spørgsmålet om repræsentation af rækkesammen­sætninger, kan vi nævne, at artiklerne Koalition og I. Kobbe viser en anden løsning, som også ofte praktiseres: her er eksempler på sammensætninger anbragt i slutningen af artiklen om førsteleddet, trykt med halvfed skrift og i et vist omfang forklaret og forsynet med kildehenvisninger.

Men både om oversigtsartiklen og om den sidst omtalte type gælder, at sammensætningerne behandles som eksempelstof, ikke som selvstændige artikler. Det ydre kendetegn på en selvstændig artikel er, at opslagsordet er trykt med fed skrift. Reglen om den strengt alfabetiske rækkefølge har kun gyldighed for selvstændige artikler. –

Måske ville man vente at finde ikke blot sammensætningers førsteled, men også deres sidsteled behandlet i oversigtsartikler. Visse ordbøger bringer den slags artikler, evt. i den form, at ar­tiklen om det usammensatte ord (fx ånd og mand) afsluttes med en oversigt over de sammensætninger, hvori dette ord indgår som sidsteled (fx folkeånd og vinånd, købmand og opmand). ODS har ikke sidsteledsartikler. Begrundelsen for især at interessere sig for førsteleddet er den, at det normalt kun er i stillingen som førsteled, et ord undergår ændringer. Hermed er ikke sagt, at artikler om sidsteled ville savne interesse; de ville tværtimod være af stor værdi, både til uddybning af betydningsdefinitionerne og til belysning af orddannelsen. I indledningen til bd. 1 af ODS lover redaktionen, at ordbogen, når den er afsluttet, vil blive for­synet med et register over alle medtagne sammensætninger, ordnet alfabetisk efter disses sidste led; men dette løfte er aldrig blevet indfriet. –

Suffiksord, dvs. ord, der er dannet ved hjælp af aflednings­endelser (suffikser), behandles delvis som sammensætninger, idet oplysninger om en række af de vigtigste suffikser – substantivsuf­fikser som -dom, -hed og -skab, adjektivsuffikser som -agtig, -laden og -vorn, adverbiumsuffikser som -dan, -deles og -ledes – er samlet i oversigtsartikler.

Artiklerne Alvorlighed og amageragtig kan illustrere behandlin­gen af suffiksord.

TILLÆG

Udtaleoplysningerne

Visse ejendommeligheder ved ODS’ udtale angivelser gør det nød­vendigt at supplere den ovf. givne redegørelse for den redak­tionelle praksis med et par kritiske og advarende bemærkninger.

ODS’ lydskrift bygger i det væsentlige på fonetikeren Otto Jes­persens arbejder fra omkring århundredskiftet og er stærkt præ­get af, at Jespersen i god overensstemmelse med sin samtid følte sig forpligtet til at indfange udtalens fineste nuancer. Ud fra mo­derne opfattelse må ODS’ lydskrift betegnes som i flere henseen­der unødigt fintmærkende. Mens ODS fx samvittighedsfuldt ope­rerer med hele tre n-tegn for – i øvrigt efter ganske mekaniske regler – at angive, at [n] snart er stemt, snart ustemt, snart kan være enten stemt eller ustemt, ville en moderne lydskrift antage­lig kun have brugt ét n-tegn. En sådan forenkling ville ikke blot have indebåret klare fordele for ordbogs­brugeren, som slap for at holde rede på et noget kompliceret apparat, men tillige have væ­ret mere tilfredstillende under systematisk synsvinkel, da dansk ikke rummer et eneste eksempel på, at et ord kan skifte betydning ved at blive udtalt med stemt [n] i stedet for med ustemt, eller omvendt. Naturligvis ville ODS’ minutiøse gengivelse alligevel have været motiveret, hvis benyttelse af den ene eller den anden slags n var med til at karakterisere en udtale som “finere” eller “dårligere”, men det er ikke tilfældet. Under disse omstændigheder har den omtalte nuanceforskel i det højeste interesse for nogle få fagmænd, og dem kunne man have tilfredsstillet ved at gøre rede for forholdet i en kort kommentar til lydskrifttavlen.

Fra Jespersen har ODS imidlertid ikke blot arvet en for detal­jeret lydskrift, men også, hvad der er langt vigtigere, en samlet opfattelse af både hovedlinier og afgørende enkeltheder i fæno­menet dansk rigsmål. På grundlag af Jespersen fastsattes en stan­dard, som blev fulgt konsekvent gennem hele værket, uanset at rigsmål et undergik vigtige ændringer, mens udgivelsen stod på. Redaktørerne havde altså ikke frie hænder til at angive, hvad der på redaktionstidspunktet måtte betragtes som gængs rigsmålsud­tale, men skulle følge regler, som afspejlede en ældre sprogtilstand. Hvor gammel denne sprogtilstand er, kan være svært at bestem­me. Visse træk i Jespersens rigsmålsbegreb må have været foræl­dede allerede i Jespersens samtid, andre blev det meget snart.

ODS giver derfor ofte udtaleoplysninger, der må forekomme en moderne sprogbruger højst overraskende. Et par forhold skal kort omtales:

Reglen om, at udtalen af kort i og y foran r skal angives med kursiverede bogstaver, [i] og [y], som betegner, at udtalen kan variere mellem [i] og [e], hhv. [y] og [ø], blev fulgt til de bitreste konsekvenser. Endnu i de sidste bind regner ordbogen altså ud­taler af Tyrk med [ø] og Virke med [e] for rigsmålsmuligheder, en vurdering, der ikke vil kunne samle ret stor tilslutning i dag.

Udtalen af a er et vanskeligt kapitel i redegørelsen for dansk. ODS anvender kun to tegn for a, et omvendt a, der betegner den korte, åbne og tilbagetrukne a-lyd ved r i ord som Rad og skarp, og et almindeligt a, der bruges alle andre steder. Om det sidste tegn oplyses det imidlertid i den endelige lydskrifttavle i bd. 28 (men ikke i den foreløbige lydskrifttavle fra 1918), at det dæk­ker over forskellige udtaler; det betegner dels den a-lyd, som op­træder lang i Kane og kort i Kande, dels den a-lyd, som optræder lang ved r i ord som Fare og Ran. I moderne rigsmål er a-lyden i Fare og Ran på det nærmeste identisk med a-lyden i Rad og skarp, og det ville følgelig have været mere nærliggende at bruge samme tegn i disse to tilfælde end at slå a-lydene i Fare, Ran, Kane og Kande sammen under ét tegn. Forklaringen på ODS’ praksis er, at den bygger på den nu helt forældede form for rigs­mål, der havde samme a-lyd i Fare som i Fane.

Også bortset fra denne urimelighed, som dog delvis afbødes ved kommentaren i lydskrifttavlen, er ODS’ behandling af a-lydene noget problematisk. Det synes vanskeligt at give en dækkende be­skrivelse af moderne rigsmål uden at operere med i det mindste tre a-varianter, så der fx kunne skelnes mellem a-lydene i Kande og kamme. Denne skelnen ville ikke rammes af den kritik, som ovf. er rettet mod ODS’ nidkære registrering af forskellige n-ud­taler. Nok er forholdet ved a for så vidt parallelt med forholdet ved n, som der aldrig kan opstå nogen betydningsforskel ved ud­skiftning af det ene a med det andet eller tredje; men fordelingen af a-varianter er under visse omstændigheder afgørende for udta­lens rigsmålspræg, hvilket ikke er tilfældet m.h.t. n-varianterne. Fx er det en kendt sag, at rigsmålet i Kaffe har samme a-lyd som i kamme; en sprogbruger, der udtaler Kaffe med samme a som i Kande eller som i Karpe, røber derved sin dialektale bag­grund. Mens vi altså ovf. måtte anke over, at ODS’ lydskrift i visse henseender var unødigt fintmærkende, må vi nu tilføje, at den i andre ikke er fintmærkende nok.

En sådan anklage for utilstrækkelighed kunne også støttes på andre forhold. Fx fremgår det overhovedet ikke af ordbogens op­lysninger, at i hvert fald den yngre generation af rigsmålstalende har en anden, mere åben å-lyd i Daare end i daane. Måske havde det været nok at pege på forholdet i en kommentar til lydskrift­tavlen; men det er betænkeligt helt at forbigå det, da det er et vigtigt led i karakteristikken af generationsbestemte modsætninger inden for rigsmålsnormen.

Det blev ovf. nævnt, at Jespersens rigsmål har rummet træk, som allerede i samtiden har været forældede. Hertil må føjes, at Jespersens sprog heller ikke har været upåvirket af hans østjyske herkomst. Ved at lægge Jespersens form for rigsmål til grund for udtaleangivelserne har ODS fra første færd bundet sig til en noget jyskfarvet rigsmålsopfattelse. Da tvivlsspørgsmål vedrørende ud­talen blev afgjort ved afstemning i ordbogsrådet, hvor der til stadighed var overvægt af jyskfødte redaktører, blev den jyske tone ikke mindre kendelig, efterhånden som arbejdet skred frem. –

En så ensidig kritik som den her fremførte kunne give det indtryk, at ODS er dybt upålidelig m.h.t. udtaleoplysninger. Det er naturligvis ikke tilfældet; men det har været nødvendigt at frem­hæve, at ODS’ udtaleangivelser på flere punkter er misvisende eller utilstrækkelige.

Efterhånden er der blevet rådet bod på disse svagheder. Samtidig med ordbogsarbejdets afslutning udsendte Aage Hansen sin Udtalen i moderne dansk (1956), en værdifuld redegørelse for ordbogens praksis og for de udtaleforskydninger, der er sket, siden denne blev fastlagt. Ud fra en i vigtige henseender afvi­gende rigsmålsopfattelse har en anden af ordbogens redaktører, Paul Diderichsen, diskuteret principper og detaljer i Aage Han­sens redegørelse i en afhandling fra 1957, Udtalen af dansk rigs­sprog (trykt dels i tidsskriftet Danske Studier 1957, s. 41-79, dels som selvstændig publikation). Senere har Kaj Bom og Kai Kre­ner i lettilgængelig form behandlet en lang række vigtige udtale­problemer i bogen “Hørte du hvad han sae ... ?” (Danmarks Ra­dios Sprogundervisning. Dansk 1. 1959). Et hovedværk til belys­ning af nutidig rigsmålsudtale og af lydudviklingen i de sidste godt og vel hundrede år er Lars Brinks og Jørn Lunds Dansk Rigsmål (1975). Og endelig udkom i 1990 hele to udtaleordbøger, Peter Molbæk Hansens Udtaleordbog, der tager sigte på at oplyse danske ordformers rigsmålsudtale, og Lars Brink m. fl.: Den Store Danske Udtaleordbog, som udførligt registrerer og karakteriserer det danske standardsprogs udtaletradition under hensyntagen til den variation, der er betinget af alder, sted, social placering, distinkthed, kontekst og stil. Det kan herefter fastslås, at moderne dansk udtale omsider er særdeles velbelyst.

Betydningsforklaringerne

ODS rummer en lang række ord og betydninger, som den almin­delige sprogbruger ikke kender eller i hvert fald kun har temme­lig uklare forestillinger om. De fleste vil sikkert finde det rimeligt, at sådanne ord og betydninger forklares.

Anderledes stiller sagen sig måske m.h.t. sprogets almindelige ord. Man kan spørge sig selv, om det virkelig er nødvendigt eller bare nyttigt, at en ordbog, der henvender sig til dansktalende, gør sig den ulejlighed at forklare, hvad gængse danske ord som Alvor, løbe, Menneske, rød og Stol – eller Abe og Sæl – betyder.

Verner Dahlerup hørte til dem, der betvivlede nytten af at defi­nere almindelige ords betydning. I tilknytning til en lille samling prøver på forklaringerne i Molbechs ordbog – fx Molbechs de­finition af Bjørn: “et hos os fremmedt Pattedyr, som lever paa Bierge og i lidet beboede Lande” – bemærker han: “Slige forkla­ringer er jo både intetsigende og unyttige; man kan rolig gå ud fra, at den, som bruger en större modersmålsordbog, er fortrolig med sprogets første begyndelsesgrunde, og ved han ikke i forvejen, hvad en björn er, skal han ikke blive klogere ved Molbechs for­klaring” (Danske Studier 1907, s. 75).

Efter Dahlerups opfattelse kunne man ved kendte ord som regel helt spare sig direkte forklaringer og i stedet lade velvalgte cita­ter belyse ordets betydningsindhold. Ved sjældnere ord ville små billeder ofte kunne sige mere end mange ord. Helt ville Dahlerup dog ikke forkaste definitioner af den traditionelle type; hvor be­skrivelser af konkrete genstande kunne være nyttige og kunne gø­res tilstrækkeligt oplysende i få ord, og hvor virkelige definitioner kunne gives, burde ordbogen også bringe dem.

Ideen med billeder blev hurtigt opgivet, hvilket nok på sin vis var beklageligt, men måske alligevel velmotiveret, eftersom brug af billeder kunne have bidraget til yderligere at øge uklarheden m.h.t. ordbogens sigte: behandler den ord eller ting, er den i eks­klusiv forstand ordbog, eller er den også – måske lige så meget – konversationsleksikon?

Om Dahlerups planer i øvrigt blev fastholdt, kan diskuteres. Der er ikke nogen artikel i ODS, som ikke giver en eller anden form for betydningsforklaring. Overensstemmelse med Dahlerups linie skulle herefter kun kunne vise sig ved, at ordbogen afstod fra de meget udførlige (men alligevel aldrig udtømmende) defini­tioner og indskrænkede sig til at give de antydninger, som var nødvendige for og tilstrækkelige til, at brugeren kunne identifi­cere ordet eller betydningen.

Programudtalelserne i bd. 1 (s. xxxviii) vidner om tilslutning til Dahlerup: “definitionen .. søger vi at gøre saa kortfattet og lidet specialiseret som mulig”. Dette program blev fulgt i de første bind, men blev – som det allerede viste sig ved konfrontation af defini­tionerne i artiklerne I. Abe og I. Sæl – gradvis opgivet, og det ganske eftertrykkeligt. Blandt eksemplerne på “intetsigende og unyttige” forklaringer i Molbechs ordbog anførte Dahlerup defi­nitionen af Bord: “en paa Fod eller Fødder opløftet og hvilende Skive eller Plade, hvorved eller hvorpaa man foretager sig alle­haande Forretninger”. ODS I. Bord 2 er kortere, tjener stort set blot identifikationsformål: “om det stykke bohave, hvis væsent­ligste del er en vandret plade”. Så langt som hertil har Dahlerups ord altså virket. Men i artiklen I. Stol mærkes ikke længere nogen skyhed for det omstændelige og udpenslende (se især bet. 2). Og Dahlerups vittige bemærkninger om Molbechs definition af Bjørn har øjensynlig ikke gjort dybere indtryk på redaktøren af ODS­-artiklen Menneske: “det over hele jordkloden udbredte, til patte­dyrene hørende væsen, der bl.a. udmærker sig ved sin oprette gang, sin (i forhold til dyrene) højt udviklede forstand, sin evne til at tale m.m.; menneskeligt væsen (Homo sapiens)”.

Der vil være uenighed om, hvorledes redaktørernes frafald fra Dahlerups linie skal bedømmes. Umiddelbart forekommer Dahle­rups standpunkt særdeles rimeligt, men problemfrit er det ikke.

Fx vil det i praksis kunne skabe generende tvivl om grænse­dragninger: man kan sagtens udskille en gruppe almindeligt kendte ord, der ikke behøver definition, og en anden gruppe, som kun de færreste kender, og som derfor ubetinget må forklares; men hvad skal man stille op med den ikke ubetydelige del af ord­forrådet, der falder imellem disse to grupper, ord, som er selvfølgelige for temmelig mange, men delvis uforståelige for måske lige så mange andre?

Dahlerup ville så vidt muligt nøjes med at forklare almindeligt kendte ord ved hjælp af belysende citater. Hertil er nu for det før­ste at sige, at det kan være svært at finde virkeligt belysende cita­ter. Og for det andet, at der til bare nødtørftig illustration af et ords betydningsmæssige spændvidde kræves langt flere citater, end der normalt vil være økonomisk mulighed for at trykke. Skulle man give et dækkende billede af et ords betydning, måtte man principielt citere alle de tekstlige sammenhænge, hvori ordet kan indgå. Det lader sig ikke gøre; men hvis man sammenstiller et lille udvalg af gode citater og supplerer med en betydningsforklaring af traditionel type, kan denne forklaring med nogen ret opfattes som kompensation for et principielt ubegrænset antal citater.

Konsekvenserne af at lade et ords større eller mindre kendthed være afgørende for, hvor udførligt det behandles, kunne godt blive ejendommelige. Accepterer man det synspunkt, at betydningsfor­klaringer af almenkendte ord kan spares, fordi ingen er i tvivl om disse ords betydning og følgelig heller ikke vil slå dem op, er det lidt svært at se, hvordan man så egentlig skal forsvare medta­gelsen af citater. Måske ville man redde citaterne ved at sige, at de skal belyse ordets brug; men er kendskabet til et ords betydning andet end kendskab til, hvordan det bruges? Og er citater så ikke overflødige for den, der kender ordets betydning?

Det synspunkt, at en ordbog i en eller flere henseender skulle være mindre forpligtet over for det almindeligt kendte, ville som sin yderste konsekvens have, at man holdt sig til at lave et såkaldt idiotikon, dvs. en ordbog over sjældne og uforståelige ord. Et idio­tikon kunne sikkert være et nyttigt hjælpemiddel, men det ville ikke fortjene navn af modersmålsordbog. Og blandingsformer mellem et idiotikon og en fuldstændig ordbog må naturnødven­digt blive utilfredsstillende, fordi de giver en helt skæv vægtforde­ling: det grundlæggende, almenkendte ordforråd behandles ganske kortfattet, mens de sjældne, i praksis temmelig ligegyldige ord får en indgående behandling.

Til det hidtil fremførte, mere praktisk betonede forsvar for be­tydningsforklaringerne kan føjes, at Dahlerups standpunkt måske indebærer en trods alt uberettiget undervurdering af betydnings­forklaringers videnskabelige værdi.

Ligesom det nu om stunder anses for nødvendigt i en sprogbe­skrivelse at gøre rede for, hvilke mindsteenheder sproget råder over, når det gælder at opbygge stavelser og ord, således må det også kunne anses for nødvendigt at gøre status over inventaret af betydningsenheder, semantiske faktorer. Blot er den sidste opgave ulige mere kompliceret end den første. Mens antallet af sprogligt gyldige udtryksenheder kan reduceres til mellem 30 og 50, er det foreløbig ikke lykkedes bare tilnærmelsesvis at skaffe sig overblik over de semantiske faktorer, og det er vel tvivlsomt, om det nogen sinde lykkes at nå systematisk tilfredsstillende og samtidig praktisk anvendelige resultater på dette felt.

I denne uafklarede situation bør det ikke overses, at betydnings­forklaringer som ODS’ er meget vigtige forarbejder til en mere systematisk behandling af sprogets indholdsside.

Blandt de latterliggjorte eksempler på betydningsforklaringer af traditionel type finder man definitionen af Hund i Videnska­bernes Selskabs Ordbog: “Et bekiendt fiirføddet kiødædende Dyr, med en lang Hale, som det bærer krumbøiet i Veiret, naar det er friskt og muntert, derimod lader den hænge ned, naar det er sygt, og stikker den imellem Benene, naar det bliver bange. Dette Dyr er Mennesket meget hengivent, og bruges efter sine forskiellige Slags til forskiellige Forretninger, hvoraf det og faaer sine Be­nævnelser”. Det er nærliggende at gøre sig lystig over udførelsen, men måske mindre rimeligt at kritisere intentionen. VSO-redak­tøren er inde på et rigtigt spor, når han forsøger at gøre rede for, hvilke associationer ordet Hund fremkalder hos sprogbrugeren, eller, anderledes sagt, hvilke semantiske faktorer dette ord under givne omstændigheder kan aktualisere. Selvfølgelig kunne redak­tøren have holdt sig til stikord af typen “det bekendte husdyr”, “husdyret Canis familiaris”, “dyrenavn (Canis familiaris)”; men den slags stikord ville ikke gøre det muligt at se den semantiske sammenhæng mellem grundbetydningen og diverse overførte be­tydninger.

Et eksempel fra ODS til illustration: Hvis Ørn udelukkende var blevet identificeret ved stikord som “stor rovfugl .. især af slægten Aquila”, ville det ikke være muligt at se forbindelsen mellem grundbetydningen og en afledt betydning som den, der foreligger i en nu ret almindelig brug som “Beate er ikke nogen Ørn til at holde Orden paa Tingene” (citeret efter ODS fra Ber­lingske Tidende 1953). Men da ODS supplerer den anførte grundlæggende definition med oplysninger om, hvilke associatio­ner der knytter sig nogenlunde fast til ordet, bl.a. ‘stor flyveevne’ og ‘kongeværdighed blandt fuglene’, er det forholdsvis let at se de semantiske forbindelsestråde, som går fra grundbetydningen til den overførte betydning ‘person, der hæver sig højt over andre’, ‘person, som i en eller anden henseende er fremragende’, og der­fra videre til jargonanvendelsen.

Vellykkede analytiske definitioner af et ords betydninger giver tilsammen taget en tolkning af en betydningssammenhæng. Sæt­tes de i relation til definitioner af andre, betydningsmæssigt nær­stående ord, udgør de et sluttet system, som gør rede for de græn­ser, der gennemskærer et betydningsfelt. Og når alle definitioner lægges sammen på tværs af den tilfældige – særdeles praktiske, men teoretisk set ganske utilfredsstillende – alfabetiske rækkefølge, giver de et billede af sprogets begrebssystem. Dette billede ville blive aldeles fortegnet, hvis det ikke tog hensyn til sprogets almin­deligste ord.

Også bortset herfra turde definitionerne af velkendte ord have værdi. Idet betydningsanalyserne redegør for et ords rigssproglige status på et givet tidspunkt, byder de samtidens sprogbrugere muligheder for at justere en evt. svigtende rigssprogsfornemmelse og eftertidens sprogforskere muligheder for at påvise stedfundne for­skydninger.

Efterskrift

Ingen ordbog er fuldkommen. ODS danner ingen undtagelse fra den regel.

Men en del af den kritik, der mand og mand imellem rettes mod ODS, er direkte uretfærdig. Man kan ikke stille krav om, at en ordbog giver svar på det, som den ikke er indrettet til at svare på. Fx er der jo intet ejendommeligt i, at en ordbog, der er anlagt til at dække tidsrummet ca. 1700–1950, ofte svigter m.h.t. nutidens sprog (men unægtelig må tiden snart være moden til at påbegynde arbejdet på en stor videnskabelig ordbog over nutidsdansk). Nærvæ­rende vejledning har forhåbentlig kunnet bidrage til at imødegå den urimelige kritik af ODS.

Derimod har den naturligvis ikke skullet undertrykke den rime­lige kritik. Det skal ikke nægtes, at ODS er et noget ujævnt værk, hvad ingen har erkendt klarere end redaktionen. Også vi har i det foregående nu og da måttet opholde os ved ujævnheden, ikke så meget for at kritisere ordbogen som for at vejlede brugeren. Der er en fare for, at de nødvendige påvisninger af svagheder kan tildrage sig uforholdsmæssig stor interesse, så meget mere som det i en vej­ledning som denne ikke har været sagligt påkrævet også at give udtryk for beundring. Derfor skal det til sidst siges, at ODS med sine mangler og skævheder – både de uundgåelige inkonsekvenser ved grænsedragninger og de mangler, der er følger af materialets beskaffenhed og redaktionens arbejdsbetingelser – dog er et stor­værk, dette århundredes største bedrift inden for modersmålets ud­forskning, et uundværligt og særdeles ydedygtigt hjælpemiddel ved studiet af dansk sprog.