Den Danske Ordbog
 
Du er her: Forside / Sprogligt / Over stok og sten

Over stok og sten

Handlinger tilknyttet webside
Er "over stok og sten" egentlig et håndværkerudtryk?
Sten på en mark

Sten nær Mörönь,
Khovsgol aimag, Mongoliet
Foto: Aloxe
(Wikimedia Commons)

Spørgsmål:

Kan I bekræfte, at udtrykket "over stok og sten" er et håndværkerudtryk, idet det betyder at overmale en bindingsværksmur over stok og sten, så alt får samme farve?
Det lyder jo logisk nok, men jeg har ikke kunnet finde det i diverse ordbøger.

Jeg har lige været på Nr. Vosborg, hvor den næstældste fløj, Ide Langehuset, i forbindelse med Realdanias renovering er blevet malet helt hvid, hvor den før stod med det karakteristiske sorte bindingsværk. Dorte B. 7. juni 2011

Svar:

Hvis man skal tro ODS (under Stok, betydning 9.4) er der ikke tale om stokke og sten som byggematerialer, men om træstammer, trærødder, sten og klipper i uvejsomt terræn. Udtrykket menes at være lånt fra tysk "über Stock und Stein" med samme betydning. ODS mener dog også at stokkene kan være den type der indgår i skel og gærder (betydning 9.2), men der er stadigvæk tale om bevægelse ind over forhindringer.

Der er altså ikke umiddelbart noget der skulle tyde på en sammenhæng med håndværkersprog selvom "stok" også kan betyde 'tømmerstok' og dermed 'del af bygning' (ODS, betydning 3.1. og 5). Henrik Lorentzen