ODS-S: Ordbogsartiklernes opbygning

ORDBOGSARTIKLERNES OPBYGNING

Det følgende er en indføring i den for ODS og ODS-S fælles artikelstruktur. Yderligere oplysninger vedr. ODS kan findes i ordbogens indledning, spec. kapitlet Artiklernes affattelse (ODS.I.xxixff.), og i Poul Lindegård Hjorths Vejledning i brug af Ordbog over det danske Sprog, 1970 (også trykt i bind XXVIII af 3. genoptryk af ODS, 1981-83).

En artikel består af to slags oplysninger: kildeoplysninger og redaktionelle oplysninger. De er gennem hele artiklen vævet sammen, idet kildeoplysningerne (i form af citater og kildehenvisninger) står som dokumentation for eller som uddybning af de redaktionelle oplysninger, og de redaktionelle oplysninger står som en baggrund for læsningen af kildematerialet.

En artikel kan også beskrives som et antal afsnit i en bestemt rækkefølge. En ODS-artikel kan indeholde følgende afsnit:

• opslagsord

• ordklasse

• sideformer

• udtale (ikke i ODS-S)

• bøjning

• etymologi

• brug

Disse afsnit kaldes artiklens hoved. Det indeholder de oplysninger der er fælles for alle ordets betydninger. Artiklens betydningsdel, dens krop, indeholder en eller flere

• citatgrupper, evt. med oplysninger om etymologi og brug.

ODS-artiklerne varierer i længde fra få ord eller få linier til mange spalter. De korteste artikler behandler normalt sammensætninger og afledninger, se fx Afløbsrør, algebraisk, Arbejdsstridighed, Badeliv, Fæstningskrig, Følgevirkning, Vekselautomat. Korte er naturligvis også henvisningsartiklerne, fx Alkemi, der indeholder de tre ord: en. se Alkymi. De længste ODS-artikler behandler især verber og småord som slaa (82 spalter), være (76 spalter), gaa (74 spalter), til (59 spalter), for (50 spalter), saa (adverbium m.v., 32 spalter); lange substantivartikler er  fx: Øje (51 spalter), Liv (26  spalter), Vand (24 spalter). De længste artikler i ODS-S er på nogle få spalter; det er nye artikler som absorbere, accelerere, Antropologi, Aspekt og supplerende artikler til lange ODS-artikler som aaben, af, al, Baand, bag, Ben.
Visse arter af redaktionelle oplysninger kan forekomme inden for alle afsnit. Det gælder henvisninger inden for værket, og det gælder i ODS-S markeringen af tilføjelser og rettelser.

Tilføjelser og rettelser

Tilføjelser markeres ved et plustegn, +. Der er sat plus foran de nye opslagsord. I artikler der supplerer en ODS-artikel er der sat plus foran den supplerende tekst; hvis der suppleres noget til forskellige punkter i artiklen, sættes der flere plustegn. Se eksempler ndf. s. XLV.

Rettelser sker ved ordet læs: efterfulgt af den nye, korrigerede tekst. Egentlige fejl (fejl i citatteksten, i kildebetegnelse, forkert henvisning og lign.) er forholdsvis sjældne i ODS; nogle eksempler er: Howlund, læs: Kaalund (u. afryste 1), HCAnd.II, læs: HCAnd.XII. (u. afskrælle). Den samme retteteknik benyttes i de tilfælde hvor en misvisende redaktionel oplysning ønskes ændret. Det kan være en brugsbestemmelse, fx korstegnet foran aflægge 3 (aflægge en vej, et baneareal olgn.), hvor det i ODS-S hedder: korstegn, læs: emb. ell. fagl., eller det kan være en betydningsbeskrivelse, fx til bearbejde 1.1, hvor ODS' om legemligt arbejde skal udvides til også at omfatte industriel behandling: 1.1) læs: om legemligt arbejde ell. industriel behandling. I begge disse tilfælde har ODS-redaktøren bygget på et for spinkelt materiale.

En rettelse kan også bestå i at noget ODS-tekst ønskes fjernet uden at noget andet skal sættes i stedet; det sker ved ordet udgår. Det kan være et citat, fx Holb.-citat udgår (u. Anstaltning) eller en brugsbestemmelse, fx korstegn udgår (u. afhærde 1.1, I.afmaske).

Helt undtagelsesvis forekommer det at en ODS-artikel erstattes af en ny artikel; dette er markeret med ordene: artiklen erstattes af: se Afspænding S, Bagerkul S, Barbermaskine S.

De nævnte ændringer er alle tydeligt markeret som tilføjelser eller rettelser. For at klare nogle konflikter der opstår mellem hovedværk og supplement opereres der også med umarkerede ændringer, for ikke at tynge teksten unødigt. Når der i ODS-S tilføjes en betydning  2, så sættes der stiltiende 1) ved den betydning der i ODS naturligvis ikke har noget tal, såfremt ODS-S har ærinde i denne del af artiklen, se fx afglide S og afline S. En tilsvarende praksis findes ved de tal der markerer ensskrevne opslagsord. – Ved den kortfattede genoptagelse i ODS-S af redaktionel tekst fra ODS, oftest betydningsangivelser, kan der være foretaget mindre ændringer, bl.a. for at den redaktionelle tekst kan blive nutidig i ordvalget.

Henvisninger inden for ODS og ODS-S

Når der henvises til en ODS-S-artikel afsluttes henvisningen som nævnt med et S, fx u. Barn 2 S: barnets århundrede, se Aarhundrede 2 S; u. al fresko S: se II.fresko S. Af en sådan henvisning med et afsluttende S kan man ikke se om det pågældende ord også forekommer i ODS; der siges kun at læseren henvises til en artikel i ODS-S. Når der henvises til en ODS-artikel, dvs. når der ikke står noget S, så gælder henvisningen i princippet samtidig eventuelle supplerende oplysninger til vedkommende artikel eller punkt i artiklen.

Se-henvisninger viser brugeren hen til det sted hvor det pågældende forhold er behandlet. Hvis se-henvisningen følger lige efter ordklassebetegnelsen, så er henvisningen hele artiklens indhold; det er en såkaldt henvisningsartikel. Opslagsordet i en henvisningsartikel er i de fleste tilfælde sideform i den artikel som læseren henvises til. Men rent ortografiske former, der i reglen ikke står som sideform, kan dog også være opslagsord i henvisningsartikler; læseren får derved hjælp til at identificere især vanskelige ord i en ældre tekst, eller ord som man nemt kan tro ikke er medtaget i ordbogen. Nogle eksempler: Abelsin: se Appelsin, Ahl S: se I.Al, appopliks S: se apopleks, Bakkalavr: se Baccalaureus. – Hvor en henvisningsartikel ville komme til at stå lige før eller efter i den alfabetiske rækkefølge, er den som oftest ikke medtaget.

Faste ordforbindelser er ofte medtaget i form af henvisninger til andre artikler. I ODS-bindene er der et meget stort antal af disse henvisningsordforbindelser, som gør opmærksom på et ords brug i faste udtryksmåder. Fra ODS-S kan nævnes fx i artiklen I.Aand S (3.2): åndens sværd, se II. Sværd 2.1; åndens udvalgte, se udvælge 2.1; den fule ånd, se ful 2.2.

Også kildemateriale kan være medtaget i form af en se-henvisning. Under Asfaltier S findes kildeangivelsen 1917. (se u.  asfaltere); i denne artikel ses citatet samt den egentlige kildeangivelse. I et tilfælde som I.Bad 1 S, hvor en kildeangivelse lyder: Redaktionelt 1919. (se u. Badested 2), henvises der til en redaktionel tekst i ODS, der altså nu er benyttet som et 1919-belæg.

Jævnfør-henvisninger indledes med jf., sml. eller mods., og de kan indgå i forskellige sammenhænge i artiklerne. De viser brugeren hen til noget der belyser ordets oprindelse eller betydning eller muligheder i orddannelsen. De mange henvisninger til andre betegnelser for samme eller lignende forhold bidrager til hvad man kunne kalde sprogets betegnelseshistorie, den historiske synonymik. Nogle eksempler: u. aavirke S: jf. afvirke 2 S; u. adel-baaren S: jf. adelfødt S og ædelbaaren; u. Ankrav S: jf. Paakrav; u. Animalier S: mods. Vegetabilier; u. anormal S: jf. anomal, abnorm; u. Antikrist S: jf. Ende-, Mod-krist; u. Asbest S: jf. Jordhør, Salamanderuld; u. anvise S: jf. vise an u. IV.vise 14.

Undertiden kan en jf.-henvisning erstatte betydningsbeskrivelsen (svarende til at synonymer ofte erstatter en egentlig betydningsbeskrivelse), fx: u. anti-kirkelig S: jf. kirkefjendsk og modkirkelig.

Hvor det skønnes af interesse er der medtaget jf.-henvisninger til ordenes brug som 2. led i sammensætninger. Nogle eksempler fra ODS-S: I.Aand, til bet. 3: jf. bl.a. Digter-, Menneske-, National-, Samfundsaand; til bet. 7: jf. bl.a. Folke-, Korps-, Sports-, Tidsaand; til bet. 8: jf. Livs-, Saltaand. I.Bark1.2: bl.a. Feber-, Garve-, Kina-, Kork-, Orme-, Sæbebark. bedaget: jf. højt-, velbedaget. Det er i reglen et udvalg af disse sammensætninger der nævnes; se ovf. s. XXIII om den fuldstændige registrering af ordenes forekomst som efterled i opslagsord olgn. i ODS.

Opslagsord

ODS-artiklernes opslagsord følger skrivemåden i Saabys Retskrivningsordbog, 7. udgave 1918. Hvor Saaby har valgfri stavemåder af et ord sætter ODS flere opslagsord eller opslagsord med bogstaver i parentes: Asjet ell. Asiet, ba(h), Baja(d)s. I ODS-S har en artikel altid kun ét opslagsord, og der anvendes ikke bogstaver i parentes. De nævnte ord har formerne Asiet S, ba S, Bajads S; den form er valgt der svarer til artiklens placering i den alfabetiske rækkefølge. Den anden, ligestillede, form sættes som sideform med ogs. foran, hvis det skønnes rimeligt at nævne den.

ODS-S' opslagsord følger i øvrigt gammel praksis. Substantiver får derfor stort begyndelsesbogstav, og der skrives aa for å. ODS-ord som Arbejdsjærn, Bataille, Hemme, Jærn, Kræm beholder den gamle skrivemåde i stillingen som opslagsord; også nye sammensætninger følger de gamle regler, derfor skrives Ansigtskræm S, arbejdshemmet S. Nye opslagsord der ikke kan udledes af et ODS-ord får en opslagsform i overensstemmelse med Retskrivningsordbog 1955 eller Gyldendals Fremmedordbog 1960ff. Derfor skrives Bise S (smalt læg på tøj), selv om formen Biese er den dominerende i materialet, og Lathyrus S, selv om den nugældende retskrivningsordbog har latyrus. Ved ord der ikke findes i de nævnte ordbøger vælges en etymologisk rimelig eller almindelig brugt form, se fx acquittere S, Baskyle S.

I redaktionel tekst uden for opslagsord (og sideformer samt underordnede sammensætninger, se ndf. s. XLIV) benyttes nugældende retskrivning; hyppigt brugte forkortelser  som ell., fx., olgn. bevarer deres gamle ODS-form. I  betydningsbeskrivelser m.v. i ODS-S anvendes pausekommatering.

Bindestreg er normalt sat i de opslagsord der er sammensætninger. Den er dog udeladt i visse tilfælde, se fx Bedemand / Menig-mand; I.maal-løs / II. maalløs / mage-løs; her drejer det sig om ”vigtigere ord, der efter almindelig sprogfølelse opfattes som selvstændige ord” (ODS.I.xlii). Bindestregen er også udeladt i de lange artikler, se fx I.Ind-komme, II.indkomme;  Til-hør, tilhøre. Sammensætninger bestående af tre led kan have to bindestreger (Blaa-jærn-jord, Mange-kant-ben), men oftest er disse ord tolket som toleddede ord, se fx Blaabær-suppe, med-sammensvoren, Medbestemmelses-ret u. med-bestemme.

Inden for et afsnit udelades de førsteled der er gentagelse af den foregående artikels førsteled, uden hensyntagen til et skifte  mellem stort og lille begyndelsesbogstav, se fx Almen-nytte, -nyttig, -oplysning. 

Artiklernes rækkefølge er alfabetisk, bestemt af opslagsordenes skrivemåde. Dette kan give problemer for ODS-brugeren i dag, fordi opslagsordenes aa regnes for a efterfulgt af a. Artiklerne Aa og aa følger derfor lige efter artiklerne A og a, og alle ord der efter retskrivningsreformen i 1948 begynder med å er at finde i første bind. Når aa forekommer inde i et ord, står det naturligvis også som a efterfulgt af a: Baglaage følger i ODS efter Bagkød, ikke efter Bagløb.

M.h.t. alfabetiseringen gælder i øvrigt at w regnes for v (Wiener følger efter Viemoder), ü regnes for y (i ord som Führer S, Gründer S), ä regnes for æ (fx i henvisningsartiklen Bläzer S), ö regnes for ø.

Ensskrevne opslagsord, homografer, har et foranstillet romertal, fx: I.Aa, et, II.Aa, en, III.aa, v., IV.aa, præp., V.aa, interj. Homograferne er ordnet efter ordklasser i rækkefølgen: substantiver, adjektiver, numeralier, pronominer, verber, adverbier, præpositioner, konjunktioner, interjektioner.

Når der skal tilføjes en ny artikel i en række af homografer får den nye artikel det næste nummer, selv om rangfølgen af ordklasserne derved bliver brudt; se fx II.Adverbial S; ODS har artiklen adverbial, adj. Når en ny artikel skal have tallet II. sættes der (stiltiende) et I. ved ODS-artiklens opslagsord, hvis denne artikel får en supplementsartikel.

Opslagsord regnes for ensskrevne selv om et af ordene har stort begyndelsesbogstav, accenttegn (se fx IV.à, V.a) eller bindestreg foran eller inde i ordet (se fx II.løbet, III.-løbet; I.Bi-sætning, II.Bisætning; I.Menneske-lig, II.menneskelig). Men en afsluttende bindestreg regnes i ODS-S for et tegn der ændrer opslagsordet, se fx III. Auto S, Auto- S (trods ODS II.auto-), jf. VIII.Ur, I.Ur-.

Der kan forekomme lange rækker af artikler uden liniebrud (se fx artiklerne Mellem- til mellemst der udgør 24 spalter uden liniebrud); men der kan også være mange liniebrud inden for en enkelt spalte. De vigtigste principper er:

En artikel begynder på ny linie når den behandler et simpleksord (eller en præfiksafledning) som er etymologisk ubeslægtet med den foregående. Se fx I.-VI.Balle; befedre, befedte, befejde, befile, hvor alle artiklerne begynder på ny linie; men sammensætningerne Bane-rytter, -rømmer, -saar indgår i en række hvor afsnittet først brydes af bang, selv om Bane- er etymologisk forskellige ord. (Bemærk at ODS ikke har regnet afbade, afbage, afbalancere osv. for sammensætninger, modsat den senere praksis ved ord med bort-, ind-, til- osv.; ODS-S har fulgt den senere praksis).
    Hvis en række af sammensætninger afbrydes af andre ord eller af sammensætninger med (i alfabetisk henseende) andre førsteled, så sættes der ny linie ved afbrydelsen og ved fortsættelsen af rækken. Se fx Aars-arbejde S og de følgende sammensætninger, hvor rækken afbrydes af Aar-skifte S.

En artikel der fylder over en spalte får i ODS liniebrud både foran og bagefter samt ved hver hovedbetydning. I ODS-S er grænsen for de lange artikler med liniebrud sat lidt lavere.

Ordklasse

Substantiver, navneord, er betegnet ved de ubestemte kendeord en og et. Hvis begge har været brugt, og de ikke er ligestillede i brugen, er der gjort rede for forholdet imellem dem, ofte med henvisning til kilder (se fx Agern, I.Atlas, Automat, Bavn, Beg). Hvis hverken en eller et kan bruges, er ordklassen betegnet ved subst., substantiv (se fx I.Alderne, Avenant S), eller pl., pluralis (se fx Bedsteforældre). Person- og stednavne betegnes propr., proprium (se fx Akselstad 1, Albion S, Bakkus S), undertiden propr. ell. en (se fx Belial S).

Adjektiver, tillægsord, er betegnet adj.; hvis de indeholder en participiumsform (som fx afholdt, afspændt, afstandtagende) er de betegnet participialadjektiv, part.adj. – Pronomener, stedord, betegnes pron. – Verber, udsagnsord, betegnes v. – Adverbier, biord, og adverbielle udtryk (som fx à deux S, ad hoc S) betegnes adv. – De øvrige ordklasser betegnes interj., interjektion, udråbsord, konj., konjunktion, bindeord, num., numerale, talord samt præp., præposition, forholdsord.

Et ord kan tilhøre flere ordklasser,  fx præp. og adv.  (se ad, af); hele 4 ordklasser opregnes under VI.saa.

Artikler der behandler en orddel betegnes: i ssgr. eller: præfiks, forstavelse, suffiks, afledningsendelse.

Sideformer

Ved sideformer forstås de fra opslagsordet afvigende skrivemåder der er redaktionelt fremhævet i artiklen. – Sideformer er trykt med halvfed type i en parentes i artiklens hoved. (I ODS kan der dog også forekomme en lidt anden praksis, se ODS.I.xxx og fx u. Bejtel, Vejled). Denne parentes kan indeholde flere sideformer, se en stor samling u. fx Tummerum, og der kan være redaktionelle oplysninger til formerne samt kildemateriale.

Ikke alle de afvigende skrivemåder der forekommer i citatmaterialet registreres som sideformer. De rent ortografiske former fremhæves normalt ikke i artiklen, fx Adjunct i citater u. Adjunkt, afdandse u. afdanse, afphiloutere u. affilutere. De former der også angår ordets udtale fremhæves derimod; se fx Absats u. Afsats S, Bardon u. Bardun, besvimme u. besvime. Ved afledninger og sammensætninger er sideformerne ofte orddannelser af en afvigende struktur, fx australisk u. australsk S, bekræftige u. bekræfte, Besøg- u. Besøgstal S, -tid S. Ved fremmedord kan sideformerne vise konkurrerende former eller forskellige stadier i fordanskningsprocessen, se fx Atmosphær u. Atmosfære S, atomær u. atomar S, Auktor u. Autor, Benzine u. Benzin S.

Udtale

ODS-S angiver ikke udtalen af de nye ord, og ODS' udtaleangivelser kommenteres ikke. Dette er en følge af at ODS-S ikke viderefører samtidsordbogen ODS.

Udtaleangivelserne i ODS blev i tidens løb forældede (det gælder især med hensyn til visse vokalkvaliteter og r-forbindelser). ODS' regler følger Otto Jespersens standard i Modersmaalets fonetik, 1906 (se ODS.XXVIII.94-98), og de passede ikke ret godt til den almindelige udtale 40-50 år senere. En redegørelse for de udtaleændringer der skete fra ca. 1900 til 1955, med særligt henblik på ODS' udtaleangivelser, er givet af Aage Hansen i Udtalen i moderne dansk, 1956. Det hedder her (s. 9): ”Især i ordbogens sidste del har redaktørerne udkæmpet mange kampe mellem hvad deres øre og egen udtale sagde dem og hvad hensynet til ordbogens standard krævede.” I Paul Diderichsens anmeldelse i Danske Studier af Udtalen i moderne dansk, gives også en karakteristik af ordbogens lydskrift, og der gøres opmærksom på at af ODS' ca. 38.000 spalter er ca. 23.000 redigeret af jyder. Oplysninger om udtaleændringer  i det 20. århundrede findes endvidere i Lars Brink & Jørn Lund, Dansk Rigsmål, 1975, samt i Lars Brink m.fl.: Den store danske Udtaleordbog, 1991.

ODS-S medtager dog undertiden nogle vidnesbyrd om udtaleformerne. Det kan være som citering af udtaleangivelser i ældre fremmedordbøger (se fx u. absolument S, Adroititet S, Akkuchør S), eller det kan være som fremhævelse af skrivemåder der gengiver en udtaleform (se fx abselut u. absolut S, Bajats u. Bajads S).

Bøjning

I nye ODS-S-artikler er der anført bøjningsformer efter hovedværkets regler (se ODS.I.xxxiii).

Verbalsubstantiver står derfor blandt bøjningsformerne, og de får kun selvstændig artikel hvis de har en konkret betydning ved siden af den verbale. Verbalsubstantiver på -en, der kun undtagelsesvis er medtaget som en form (se fx u. aagre, IV.bande samt artiklerne Kunnen, Nysen), kan oftere være at finde i citatmaterialet, se fx Gøen u. gø, Tilbagevenden u. tilbagevende.

Ved tilføjelser til ODS-artiklers bøjningsafsnit fremgår det af plustegnets placering om der tilføjes en ny form (se fx I.Agt S, akkordere S, Besked S) eller om der tilføjes noget til en ODS-form (se fx Baal S, I.bange S).

Etymologi

Oplysningerne om ordets oprindelse og historie (se ODS.I.xxxiv) står i ODS-artiklen i en halvfed parentes, sammen med oplysninger om brugen; i ODS-S er denne parentes kursiv lige som andre redaktionelle parenteser.

De etymologiske oplysninger til de mange nye fremmedordsartikler kan i ODS-S være lidt mere udførlige end det var praksis i første bind af ODS (sammenlign fx Absces S, Acces S, Accessit S med abdicere, absurd, Accise). Normalt nævnes ordets form i et eller flere beslægtede sprog, og de græske eller latinske grundord anføres. Undertiden gøres der rede for forholdet mellem sprogene: af betyder så udviklet ell. dannet af, fx Advokatur S af nylat. advocatura, fra betyder lånt fra, fx Absud S fra ty. absud, accelerere S fra lat. accelerare, og gennem angiver lånevejen, se fx Konsekvens, Makron. Ved oversættelseslån siges efter, fx Adbærd S efter ældre sv. åtbärd, Autobane S efter ty. autobahn, Beskeler efter ty. beschäler.

Et større antal ord kan nu føres tilbage til dansk før 1700, især takket være det nye seddelmateriale fra Kalkars ordbog (se ovf. s. XVIII); en forekomst i ældre nydansk (ænyd., perioden ca. 1500- 1700) er nævnt fx u. Afhandling S, Alterklæde S, Bagstykke S, Bedekammer S. Der er ikke lagt vægt på en tilbagedatering fra den ældrenydanske periode til ældre perioder; Gammeldansk Ordbogs seddelsamling er derfor kun benyttet i særlige tilfælde.

Der er heller ikke lagt vægt på at kontrollere ODS' etymologiske oplysninger i nyere sprogvidenskabelig litteratur eller at begrænse forekomsten af oplysningen af uvis oprindelse. Rettelser af denne art er dog af og til medtaget, se fx u. Bajsalt S, Bastard S.

En datering af ord der er kommet i brug efter 1700, gives kun undtagelsesvis i den historiske parentes (se fx Atom- 2 S, I.-II.Ballade, Barndoms-, benytte, camouflere, Værnemager). Dateringen må normalt aflæses af kildematerialet. Dog er de nye ord fra tiden o. 1900 ofte udtrykkeligt markeret som nye, især i begyndelsen af ODS (se ovf. s. XXXI).

ODS angiver undertiden at et ord ikke er medtaget i en bestemt ordbog, hvilket kunne tyde på at det endnu ikke var i almindelig brug, se fx afhylle: < vAph.(1764), aflaste: < S&B.1883, Alvorsmand: < MO. (dvs. 1859; ODS-S har et 1818-citat), besko: < VS0.1793. Denne praksis anvendes ikke i ODS-S.

Ved sammensætninger består etymologien ofte i at identificere de elementer ordet er dannet af. ODS anvender i reglen en firkantet parentes til angivelse af førsteleddets identitet: al-god 1) [II.9.1] og 2) [III], d.v.s. henholdsvis II.al 9.1 og III.al. Denne identificering vil samtidig være en betydningsoplysning.

ODS-S anvender ikke den firkantede parentes, men oplyser på andre måder om leddenes identitet, enten i den historiske parentes (se fx Almenart S: til almen l.2), eller i betydningsbeskrivelsen (se fx albunden S: om jord: gjort hård af al (I)). En lignende praksis anvender ODS af og til ved sammensætningerne (se fx Vandested, Vendejakke) og normalt ved afledningsdannelserne.

Både i ODS og ODS-S kan de nødvendige oplysninger om sammensætningers førsteled undertiden være at finde i en særlig artikel om denne orddel, se fx al- S, Arts-, Autoritets-.

Oplysninger om andetleddet kan stå som en jf.-henvisning, se fx Almuejærn S: jf. Jærn 4.2.

Brug

I ODS karakteriseres ordenes brug ud fra ODS-nutidens almindelige sprogbrug. Der angives indskrænkninger i brugen når et ord (eller en form af ordet, en betydning, en ordforbindelse m.v.) ikke er fuldt brugeligt i det neutrale rigssprog. I princippet står intet ord uden en sådan bedømmelse, fordi ord (m.v.) der er uden brugsbetegnelse har den underforståede betegnelse ”almindelig brugt” (se ODS.I.xxxvi). Der kan dog sættes spørgsmålstegn ved ODS' praksis på dette punkt (bl.a. fordi brugsbedømmelsen ikke altid blev holdt ude fra betydningsbeskrivelsen, se Anne Duekildes artikel i Danske Studier, 1974; se også ODS.XXVIII.91 om forkortelsen foræld.).

De oplysninger som ODS-redaktøren giver om sin samtids almindelige sprogbrug må naturligvis stort set stå til troende. Men på de områder hvor redaktørens eget sprog ikke kunne være repræsentativt, det gælder fagsprog, ældre sprog og dialekt, kan vi i dag sidde inde med kildemateriale der sætter spørgsmålstegn ved en brugsoplysning i ODS.

ODS-S har ikke et ”nu” i redaktionssproget, for vi beskriver ikke sproget lige nu; vi står med ryggen til nutiden og ser bagud. Og om ordenes brug i den nu historiske ODS-periode ved vi strengt taget ikke mere end vort materiale kan sige. Vi ved således ikke altid hvordan det er gået med de ord og udtryksmåder der var i brug i begyndelsen af århundredet. Og ODS-S-redaktionen behøver ikke nødvendigvis at vide det, for de gamle oplysninger kan blive stående ukommenteret som oplysninger fra år 1917ff.

ODS' system af brugsbetegnelser er med visse modifikationer stadig anvendeligt og anvendt i ODS-S. Betegnelserne kan beskrives ud fra synsvinklerne: tid, stil og frekvens.

1. Brugsindskrænkning i tid

Hvis et ord (m.v.) slet ikke er kendt fra det 20. århundrede, markerer ODS det som dødt ved at sætte et kors. ODS-S anvender betegnelsen ældre spr. Hvis brugen i de ældre århundreder kan karakteriseres nærmere, sættes i ODS-S ældre foran den pågældende karakteristik, fx ældre slang (se Aktenfresser S), ældre teat. (se aparte S), ældre kem. (se ansyre S). Vi ved mindre om ordenes udbredelse og stilpræg i det 18. og 19. århundrede end i det 20.; oplysningerne må ofte blive forsigtige eller indirekte. Se videre ndf. om tidsaspektet i kombination med stil- og frekvensbetegnelserne. Hvis det ser ud til at en sprogbrug har været mere almindelig i den ældre del af ODS-perioden end i det 20. århundrede, så kan det i ODS-S hedde: især ældre spr., der angiver at ordet o. 1900 synes på vej ud af sproget (se fx admirabel S, Almenfred S, Balprins S, bemærkelig S).

Korstegnet bør ikke blive stående på et sted hvor der kendes eksempelstof fra det 20. århundrede, derfor har ODS-S rettelser som: korstegn udgår (se u. afhærde 1.1 S,  agtpaagiven S) eller korstegn, læs: i 20. årh. kun dial. (se u. Aftenbakke 2 S, om person).

Undertiden kan en brug henføres til en kortere periode af det 20. århundrede, fx: i beg. af 20. årh. (se automobilisere S), især o. 1950 (se Bedstesælger S).

Følgende ODS-betegnelser forekommer ikke i ODS-S' redaktionssprog: korstegnet, foræld., gldgs. og alle udtryksmåder med ordet nu.

2. Brugsindskrænkning på grund af et særligt stilpræg

Et stilistisk særpræg inden for skriftsproget kan udtrykkes med betegnelser som poet., poetisk sprog (Aftenglans S), ældre poet. (Atterskær  S), arkais., arkaiserende sprog (Adelgaard S, Avindsmand S; i det sidste eksempel er der tale om en stiltiende ændring af ODS' foræld.), emb., embeds- eller administrationssprog  (afkortningsfri S),  avis-spr. (Bambustæppe S, Bananrepublik S). Til angivelse af et akademisk eller litterært præget skriftsprog har ODS-S indført betegnelsen litt., se fx abstrus S, altmodisch S, banausisk S, Belletristik S.

Et præg af skriftsprog i almindelighed, modsat talesproget, markeres meget ofte i ODS, se fx bogtegnet ved ordene Aktualitet, Almindelighed, applaudere, Arbejdsglæde, arbejdsom, Bakkehæid. Dette ODS-tegn erstattes i ODS-S af skriftspr., som dog forekommer ret sjældent, fordi ODS-S gør det ubetegnede område af sprogbrugen noget bredere end samtidsordbogen ODS gjorde.

Derimod forekommer betegnelsen fagl., fagligt sprog, meget hyppigt i ODS-S, se fx Aarsmiddel S, affinere S, afgifte S, Afgrødeenhed S. Betegnelserne for de specielle fagområder, fx anat., apot, arkæol, astr., bag., biavl, osv., kan stå i stedet for fagl., når brugen kan henføres til et enkelt fagområde. Fagbetegnelserne bidrager til betydningsbeskrivelsen, men de står  i ODS-S primært som stilbetegnelser; de er derfor kun sat ved ord der har et præg af fagsprog, ikke ved almindeligt brugte ord som Antenne 2 S, Bacon S, Badminton S, Bakgear S. ODS' figurer (merkurstav, kårder osv.) er erstattet af ord, se handel, mil, mus., sø., tekn. i forkortelseslisten (s. LI).

Figurerne blomst, fisk og fugl har en noget anden karakter. De er ikke stilbetegnelser, men tilhører udelukkende betydningsangivelsen, idet de står ved samtlige navne på henholdsvis planter, fisk og fugle. De erstattes i ODS-S af formuleringer som: betegnelse for, eller: stueplanten, akvariefisken osv.

Et præg aftalesprog i almindelighed, modsat skriftsproget, kan udtrykkes ved betegnelserne talespr. eller dagl. Særlige talesprogsgenrer er barnespr., folkeligt spr. og jarg., jargon (som ofte kombineres med angivelse af en personkreds: drenge-jarg., fag-jarg., sports-jarg., tobaksarbejder-jarg. osv.; betegnelser som skol., soldat, teat. kan også angive jargonudtryk). Betegnelsen slang kan ikke skarpt holdes ude fra jargon eller fra angivelsen spøg. eller dagl., spøg. Jargon kan karakteriseres som et uformelt gruppesprog; med ordet slang kan den bevidst overraskende, vittighedsskabende udtryksmåde påpeges. Betegnelsen vulg., vulgært sprog, benyttes ikke i ODS-S, men lavt talespr. kan anvendes.

Sprogbrug med et markant præg af dialekt betegnes dial., se fx II.aadig S, Aalekude S. Betegnelserne for bestemte dialekter, fx jy., sjæll., kbh., bornh., kan stå i stedet for dial. Mange ord og former er i det 18. eller 19. århundrede brugt i tekster der ikke har et dialektalt præg, i det 20. århundrede kun i dialektnære tekster eller dialektoptegnelser; det gælder fx sideformerne Afskeden, Beskeden (se Afsked S, Besked), ordene afdrikke S, drikke ud, II.afregne 1 S, ophøre med at regne, bav S. Disse tilfælde kan karakteriseres som ældre spr. og dial., i 20. årh. især dial. og lign.; i ODS hedder det nu kun dial. Der tages ikke stilling til hvorvidt en dialektal sprogbrug er trængt tilbage i løbet af det 20. århundrede, det er kun forholdet mellem rigssprog og ”klassisk” dialekt der er tænkt på med betegnelsen dial. I mange tilfælde står der i ODS dial. ved en sprogbrug der i dag ikke føles som dialektal, se fx baldre, buldre, dundre på noget, I.Bamse, tyk, klodset person. Vi må tro på at udtryksmåden dengang, i 1919, ikke har været almindelig i hverdagssproget hos rigsmålstalende; den gamle oplysning skal ikke rettes, men der er tilføjet: senere ogs. i rigsspr., dagl.

3. Brugsindskrænkning karakteriseret ved frekvens

Hovedbetegnelsen i ODS-S  er sj., sjældent brugt, se fx Aabningstaler S, adskilbar S, Afbalance S, arbejdsgivende S, becykle S. Den sættes ved ord der kun sjældent vælges af sprogets brugere, ord der ikke synes at have et særligt stilpræg, og som heller ikke er den almindelige betegnelse i ældre sprog. Et ord der betegner et sjældent forekommende fænomen bør naturligvis ikke bedømmes som  sjældent, hvis det er den almindelige betegnelse (ODS' l.br. ved Femling 1 er ikke heldigt).

ODS-betegnelserne komettegn og l.br. benyttes ikke i ODS-S. Bedømmelsen l.br., lidet brugt, angiver i ODS en svagere afvigelse fra almindelig brug end bedømmelsen sjælden. Hvor ODS' l.br. eller nu l.br. skønnes at være misvisende, tilføjes der undertiden citater fra det 20. årh., men bedømmelsen kommenteres i reglen ikke direkte (se fx tage sin begyndelse u. Begyndelse 1 S). I stedet for l.br. siges undertiden mindre br., mindre brugt (fx anti S, Afmontage u. afmontere S, arkivisk S;  i ODS: tørhalset, Vindskifte).

Når brugen måske var mere almindelig i ældre sprog end i det 20. århundrede, så kan det hedde: sj. i 20. årh. Rettelsen sj., læs: sj. i 20. årh. (se fx Auktoritet u. Autoritet S) skyldes et forhold i ODS' redaktionssprog: i de første ODS-bind kan der stå sj., selv om eksempelstoffet tyder på at ordet (eller formen, betydningen) ikke var sjældent i de ældre århundreder; redaktøren havde kun samtidssproget i tankerne med oplysningen sj. I den senere ODS siges nu sj. når meningen er at brugen sandsynligvis var mere almindelig i det ældre sprog.

Hvis der er sket en frekvensændring i slutningen af ODS-perioden, kan ODS-S markere dette ved et: aftagende brug i 20. årh., se fx aandsfri S, Aeroplan S, agtbar S, i brede baner u. II.Bane 3.2 S, eller: sj. efter 1945, se fx Aerodrom S, Automobilist S. Frekvensændringen kan naturligvis også gå fra en indskrænket brug til almindelig eller øget brug: sj., + senere alm., se fx Bagmand 2 S, om en skjult hovedmand eller anstifter, betragtelig S, eller: øget brug i 20. årh., se fx advare S i forb. m. om, befare S, præt. -ede.

Rettelsen sj., læs: fagl. (se fx Afslag 4 S, aftryk med et stempel olgn.) viser at ODS-redaktøren ikke har kendt en faglig brug af ordet.

Citatgrupper

Artiklernes betydningsdel er ordnet i citatgrupper. Hver gruppe indeholder en kommenteret fremlæggelse af noget kildemateriale, og dette er ordnet kronologisk inden for gruppen. Når man vil finde det ældste belæg på et ord eller en betydning, må man være opmærksom på de forskellige citatgrupper, for det er ikke sikkert at den første gruppe indeholder det ældste belæg; det kan komme i en senere, måske underordnet gruppe.

Citatgruppen er den enhed som ODS-S opererer med i denne del af artiklen. Det skal understreges at nye citater til en ODS-gruppe kun henføres til gruppen, de indordnes ikke på deres kronologiske plads imellem gruppens gamle citater.

Som indledning til en citatgruppe findes der redaktionelle oplysninger der har flere formål: de skal markere gruppens plads i forhold til andre grupper, og de skal karakterisere den anvendelse af ordet som gruppen behandler. Markeringen viser fem forskellige arter af citatgrupper:

1. Grupper markeret med fremhævede betydningstal er overordnede grupper. (I artikler der kun har en enkelt hovedbetydning, og derfor ingen betydningstal, står den første gruppe på dette niveau hvis den er umarkeret, se fx amen, Ankel, Baal). Disse betydningstal kan markere to niveauer, idet bet. 1 kan, inddeles i 1.1, 1.2 osv.
2. Som underordnet gruppe kan der være en såkaldt plankegruppe; den er markeret med to lodrette streger. Plankerne har ingen tal eller bogstaver som der kan henvises til, og det er derfor i reglen nødvendigt at anføre spalte- og linietal når ODS-S-artiklen går ind i en ODS-plankegruppe.
3. Endnu mere underordnet er koloncitatgruppen, som ofte kun indeholder et enkelt citat der afviger på en eller anden måde fra den foregående gruppe. Afvigelsen er oplyst ved en redaktionel tekst der altid slutter med et kolon, fx billedl.:, som adv.:, måske kun et jf.:. Undertiden indeholder den redaktionelle tekst en hel betydningsbeskrivelse, se fx: om stykke af en frugt, et kogt æg olgn. udskåret i bådform u. Baad 1 S.
4. De ved spatieret skrift fremhævede faste ordforbindelser, fx åben by, være i samme båd, en halv bajer, i lange baner er i reglen underordnet en citatgruppe af type 1 eller 2. Der kan her forekomme en betydningsinddeling med særlige numre (og dermed deling i flere citatgrupper), se fx åben hånd u. aaben 1.6 S. Faste ordforbindelser er så vidt muligt behandlet under kun et af de indgående ord. Hvis en ordforbindelse er fremhævet i en ODS-artikel, fastholder ODS-S denne artikel som hovedstedet. Hvis ODS har behandlet samme ordforbindelse i to artikler (der kom jo vigtigt nyt materiale til i årenes løb), så henviser ODS-S til de senere oplysninger, ligesom ODS har henvist til de alfabetisk tidligere behandlinger. Allerede inden for ODS' bind I kom der suppleringer af denne art: artiklen III.Bal har henvisningen aabne ballet, se aabne 4, og derefter et citat (tilknyttet med et jf.:) der viser den billedlige brug (med betydningen: begynde kampen); under aabne 4 S gøres der opmærk som på dette.
5. De redaktionelt fremhævede underordnede sammensætninger er sammensætninger der ikke har selvstændigt opslagsord, men danner hver sin citatgruppe i en anden artikel. Disse sammensætninger forekommer i reglen i rækker med samme 1. led. Rækken står enten i en samleartikel om 1. led brugt  i sammensætninger, se fx Ambulance- S, Beton- S eller i artiklen om det ord der danner 1. led, se fx Aspirant S, Batik S. Hvert ord i rækken efterfølges af en kursiv parentes med kildemateriale og evt. redaktionelle oplysninger. I ODS er disse sammensætninger oftest trykt halvfedt (se u. Beton, Sports-,  Tombola), men de kan også være med spatieret skrift (se fx u. Befolkning,  Tun-, Tvinde-) eller med brødskrift (se fx u. Almue-, Ælte-). I ODS-S anvendes halvfed type. (ODS har i sin redaktionspraksis regnet de halvfede sammensætninger for en slags opslagsord; dette viser sig bl.a. ved at de er medtaget i den (ovf. s. XXIII omtalte) første registrering af sammensætningers efterled).
        De underordnede sammensætninger er ikke nødvendigvis af en helt anden leksikalsk karakter end de sammensætninger der har fået en artikel i ODS eller -S, men mere tilfældige dannelser kan bedre medtages i en sådan række, der bl.a. tjener til at vise produktiviteten i sproget. Desuden er formen pladsbesparende.

De sidste to typer kan betragtes som en art miniartikler, idet deres markeringer – ordforbindelsen og sammensætningen – kan ses som en slags underordnede opslagsord.

Den del af citatgruppernes redaktionelle oplysninger der skal karakterisere opslagsordets anvendelse i de forskellige grupper, indeholder oftest en betydningsbeskrivelse, undertiden en grammatisk angivelse eller en angivelse af forholdet til en anden citatgruppe (fx: overf. anv. af bet. 1).

De forskellige typer af citatgrupper udgør et hierarki, hvilket  indebærer at oplysninger på et højere niveau er gældende for de underordnede grupper. En kolongruppe under en plankegruppe under betydning 2.2 kan altså være forklaret i redaktionelle oplysninger på mange niveauer. ODS-artiklens hierarki er bindende for ODS-S-artiklen og kan normalt ikke omstødes. Om en ny citatgruppe bliver en hovedbetydning eller en underordnet gruppe afhænger ofte nok så meget af ODS-artiklens struktur som af gruppens leksikalske indhold; dette er vilkårene for et supplement.

Plustegnene indgår i hierarkiet,idet deres rækkevidde er bestemt af placeringen. Når der tilføjes en ny hovedbetydning,  fx + 3), så rækker dette plus naturligvis til hele betydning 3, der evt. kan indeholde underordnede citatgrupper (ligesom plus foran et opslagsord gælder for hele artiklen). Hvis der tilføjes flere nye hovedbetydninger sættes der plus foran hver enkelt, + 4), + 5) osv. Samme praksis, med plus foran hver enkelt, er fulgt ved plankegrupperne.

Når S-artiklen går ind i begyndelsen af en citatgruppe for at tilføje noget, fx 2) +, så rækker dette plus til både redaktionelle oplysninger og kildemateriale, og desuden til de underordnede grupper faste ordforbindelser og koloncitatgrupper. Ofte gentages noget af ODS' citatgruppekarakteristik, til orientering for læseren, før plusset sættes.

Nogle eksempler:

Bagmur, en. + citat kilde. + || den indvendige, bageste del af en hulmur (mods. Formur S). kilde. kilde. citat kilde.

Bagskud, et. 1) (jæg.). + ældre: citat kilde. + 2) ..

Bagslag, et. 1.1) + citat kilde. || 1041,66 overf., om eftervirkning. + (jf. Tilbageslag 2.2). citat kilde. især i forb. give bagslag, få en uheldig eftervirkning; ”hævne sig”. kilde. citat kilde. citat kilde. + || .. + 1.4) ..

Bagtrappe, en. || overf. + citat kilde. i ssgr.: Bagtrappe-arbejde (kilde), -forbindelse (kilde), -indflydelse (kilde), -politik (kilde), -politiker (citat kilde).

balsamere, v. .. 1) + .. 2) (spøg.) overf. 2.1) gennemprygle. + 2.2) narre; bedrage; overliste. [Her er bet. 2 stiltiende omdefineret til at rumme begge de overførte anvendelser.]

Baand, et. .. + 2.3) (jf. bl.a. Baandkæde og -sav samt Arbejds- S, Flad- 2 S, Samle-, Transportbaand) (endeløs) rem, kæde ell. smal flade. citat kilde. citat kilde. .. løbende bånd, (jf. ty. laufendes band samt Løbebaand S) transportbånd. citat kilde. citat kilde. ..

Kildematerialet

Om citaternes ydre form se ODS.I.xli.

Det er en ulykkelig mangel ved ODS at hvert citat ikke har synligt årstal. Et supplement kan ikke ændre på dette forhold. Men ved ODS-S' citater tilføjes tekstens år i de tilfælde hvor forkortelseslisterne ikke oplyser brugeren om året (det gælder især ved samlede eller udvalgte skrifter og ved brevudgaver), hvis det skønnes værdifuldt i artiklens sammenhæng.

Citaterne i en citatgruppe står i kronologisk orden. Som grundlag for den kronologiske rækkefølge af citaterne valgte ODS forfatternes debutår (dog er dette princip af og til fraveget, se ODS.I.xxxix, note 2). Redaktøren behøvede altså ikke kende årstallet for de enkelte citater fra forfattere som Ew., Oehl., Grundtv., Blich., Ing., Hauch., HCAnd., PalM., Goldschm., Brandes ofl., der oftest citeres efter udgaver der skjuler tekstens oprindelige år for ODS-brugeren, for det var hver gang debutåret der var bestemmende for citatfølgen. ODS-S foretrækker derimod som hovedprincip at benytte citatets år; dog foretages der ikke kildeundersøgelser blot for at bestemme rækkefølgen af fx Ingemann- og Blicher-citater. Også bibelcitater sættes efter citatets, dvs. den pågældende oversættelses, år (om ODS' placering af bibelcitater se ODS.I.xxxix).

Kildematerialet giver dokumentation og uddyber de redaktionelle oplysninger. Til ren dokumentation eller datering er det tilstrækkeligt med kildehenvisninger. Det ældste kendte belæg på et ord (og en betydning, et udtryk) vil altid være medtaget, enten som kildehenvisning eller som citat. De bedst egnede, de mest oplysende og læseværdige belæg står som citater. Citaterne giver en levende belysning af ordet m.h.t. dets betydninger, forbindelsen med andre ord, karakteristiske brugssituationer m.v. Se fx afgiftspligtig, der ikke har kildemateriale i ODS; i S-artiklen findes fire ganske korte citater fra love eller bekendtgørelser fra tiden 1815 til 1951, som viser hvad der kan være afgiftspligtigt: en person, en vare, et beløb m.v. Eller se II.arbejde 2.3, med betydningen virke, fungere, hvor citaterne – fx i ODS-S' nye citatgrupper – konkretiserer de redaktionelle oplysninger.

Både i ODS og ODS-S forekommer der citater uden det egentlige opslagsord, men derimod indeholdende en sammensætning eller afledning til det. Se fx Afbedrageri under Afbedrag S, affektladning under affektladet S, aflangtfirkantet under aflang S, dobbeltbespillede Grammophon-Plader under bespille S, bessermakke under Bessermachen S, Vennesælhed under vennesæl 1 og 2. Disse afvigende ord er i reglen fremhævet ved spatieret skrift, og citaterne står ofte markeret med et jf.:. Med disse citater kan der evt. vises ældre dateringer af opslagsordet, eller de kan levere et yderligere belæg på et ord der kun er kendt fra ganske få citater. Eller det kan være ønskeligt at dokumentere ordets brug i afledninger og sammensætninger, uden at disse orddannelser i sig selv skønnes at burde få en selvstændig artikel.

Visse ord har fået en speciel betydning som 2. led i sammensætninger, og dette forhold behandles bedst under de pågældende simpleksord, se fx u. Apparat 1 slutn. S, Basis 1 S, I.Pave 2.1, venlig 3. Her er der oprettet citatgrupper til dette formål, og de forskellige sammensætninger er i reglen typografisk fremhævet; citaterne står i kronologisk orden (i ODS dog undertiden alfabetisk efter eksempelordene).

Endnu et forhold skal omtales hvor citatet ikke helt problemfrit viser opslagsordet i brug. Det gælder skrivemåden af sammensætninger i ældre sprog, hvor det kan være vanskeligt at fastlægge grænsen mellem sammensætning og to selvstændige ord. Ofte benyttes uden videre citater hvor sammensætninger er skrevet som to ord, se fx u. Aandsarbejde S, Afskedsord S, Alderspræsident S, Daarekiste, Ungdomsaar. Undertiden er den afvigende skrivemåde sat som sideform, se fx aarligaars S, Aarsunge S, Procent, undertiden er den fremhævet i en underordnet citatgruppe, se fx Aandsnærværelse S.

Da kildeteksterne i ODS-S i vidt omfang er de samme som i ODS, er langt de fleste kildebetegnelser også de samme. Hovedparten af de forkortede betegnelser er derfor at finde i forkortelsesbindet til ODS, som rummer 5-6.000 titler. De nye forkortelser, ca. 400 titler, er anført ndf. s. LIff.

I forordet til ODS' forkortelsesbind gøres opmærksom på at ”store dele af litteraturen er citeret uforkortet” samt at det redaktionelle valg mellem forkortet og uforkortet kildebetegnelse har været afhængig af rent praktiske hensyn. Det var dog en hovedregel at kilder der skønnedes at blive citeret mange gange (dvs. mere end ca. 50 gange), blev forkortet. De talrige uforkortede (eller kun let afkortede) kildebetegnelser vil altid indeholde tilstrækkelige oplysninger til at kilden kan findes i de biblioteksmæssige hjælpemidler; for ODS' vedkommende drejer det sig om ca. 11.000 titler. ODS-S' nye uforkortede kildebetegnelser omfatter i dag ca. 1500 titler, og denne liste vil få en vis tilvækst efterhånden som ODS-S-bindene færdiggøres.

Der findes altså ikke trykte lister over alle ordbogsværkets kildebetegnelser, i alt vel op imod 20.000 titler. Ordbogsbrugeren kan derfor ikke slå op og se hvor mange titler fra et forfatterskab der er benyttet af ordbogen. Redaktionen har denne opslagsmulighed, men ofte er det uvist om der er udskrevet et større eller mindre antal citater fra kilderne.