bachelor substantiv, fælleskøn
Bøjning -en, -er eller (uofficielt) -s, -erne
Udtale [ˈbadɕəlʌ] 
Oprindelse kendt fra 1965 fra engelsk bachelor fra latin baccalaureus, baccalarius 'ung mand', muligvis af keltisk oprindelse
Betydninger
1.
(titel for) person der har afsluttet en treårig grunduddannelse ved en højere læreanstalt betegnelsen indført 1988; bestået eksamen giver mulighed for at fortsætte på kandidatuddannelsen
Ord i nærheden titel ...vis mere
1.a
kortform af bachelorprojekt
Når han tager tilbage til Slovenien i et år for at skrive sin bachelor glæder han sig til at se vennerne og spise den kendte mad JyVestk2008JydskeVestkysten Kolding (avis), 2008.
Orddannelser
Sammensætninger bachelorgrad bacheloruddannelse professionsbachelor
Denne artikel blev første gang udgivet i den trykte version af ordbogen 2003-5 og senest opdateret 2017.
