dulcian substantiv, fælleskøn
Bøjning
-en, -er, -erne
Udtale
[dulsjˈæˀn] 
Oprindelse
af latin dulcis 'sød, behagelig' og -an
Betydninger
1.
historisk træblæseinstrument der minder om en fagot, men som i stedet for to parallelle rør har to parallelle boringer i samme stykke træ var almindelig udbredt i renæssancen
Orkestret har specialiseret sig i musik fra renæssancen, dvs. ca. 1470 til 1620. Så tonerne vil lyde fra instrumenter som zink, dulcian og krumhorn HorsFbl2017Horsens Folkeblad (avis), 2017.
1.a
orgelregister med en klang der minder om instrumentet dulcian
Denne artikel er skrevet i 2017.
