blænker substantiv, fælleskøn
Bøjning
-en, -e, -ne
Udtale
[ˈblεŋgʌ] 
Oprindelse
fra tysk Blänker af middelnedertysk blenken 'bevæge sig hid og did'
Betydninger
soldat hørende til en mindre afdeling der udsendes for at operere i spredt orden uden for en hovedstyrke
SPROGBRUG
sjældent
Se også
spejder
Ord i nærheden
soldat
...vis mere
generaler .. sender blænkere af sted for at .. forvirrre fjenden og trække opmærksomheden væk fra hovedstyrken og det frontafsnit, hvor det afgørende angreb skal sættes ind Inf2008Information (avis), 2008.
Denne artikel er skrevet i 2014 og senest opdateret 2015.
