dissonant adjektiv
Bøjning
-, -e
Udtale
[disoˈnanˀd] 
Oprindelse
se dissonans
Betydninger
1.
som klinger med toner der mangler harmoni og derfor lyder ubehageligt i den givne sammenhæng
Synonymer
mislydende ildelydende
Mennesket er sandsynligvis det eneste væsen, der kan forstå og sætte pris på oplevelsen af musik, det eneste væsen, der reagerer på, om musik er dissonant eller konsonant Pol2011Politiken (avis), 2011.
Tritonus blev bandlyst fra den middelalderlige kirkesang på grund af dens dissonante lyd, som fik munke til at kalde den diabolus in musica – "djævlen i musikken" Wikipedia2008Wikipedia (internetleksikon), 2008.
1.a
overført
flertydig eller disharmonisk ved at blande modsætningsfyldte elementer
Væk er de skrigende og dissonante farver fra 1970'erne og 80'erne. Ind er kommet en mere afdæmpet palet EksBl99Ekstra Bladet (avis), 1999.
Ikke overraskende er bogen en hybrid, tilmed en dissonantisk og fragmentarisk sådan BerlT1995Berlingske Tidende (avis), 1995.
Denne artikel er skrevet i 2017.
