Du er her: Forside / Den Danske Ordbog / Ordbog
dioskur substantiv, fælleskøn
Bøjning -en, -er, -erne
Udtale [dioˈsguˀɐ̯]  tip
Oprindelse fra græsk Dioskouroi 'Zeus' sønner', dvs. Kastor og Polydeukes, i romersk mytologi kendt som Castor og Pollux
Skjul Betydning

Betydninger

 
hver af to uadskillelige kammerater eller fæller SPROGBRUG gammeldags eller spøgende
Ravel nævnes gerne sammen med Debussy som en slags impressionismens dioskurer FyensSt2012Fyens Stiftstidende (avis), 2012.
den korrekte, videnskabelige gengivelse i lydskrift kan findes i Munksgaards store danske udtaleordbog, forfattet af de fonetiske dioskurer Brink og Lund BerlT1996Berlingske Tidende (avis), 1996.
Rapportér et problemfra Den Danske OrdbogDen Danske Ordbog. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab 2023. Første udgave af ordbogen udkom 2003-5.

Denne artikel er skrevet i 2017 og senest opdateret 2025.