sin2 pronomen
Bøjning
sit, -e
Udtale
[ˈsiˀn] 
eller [sin] sit: [ˈsid] eller [sid] sine: [ˈsiːnə] eller [ˌsiːnə]
eller [sin] sit: [ˈsid] eller [sid] sine: [ˈsiːnə] eller [ˌsiːnə]
Oprindelse
norrønt sinn, oldengelsk sin, latin suus egentlig afledt af roden i sig
Betydninger
1.
som tilhører eller vedrører sætningens subjekt (eller evt. et andet overordnet led) når dette er en størrelse i 3. person singularis
Louise tog sit glas og ville tage en slurk KaNiel88Karl Nielsen: Louise - ynk mig ikke, elsk mig!. Sommer & Sørensen, 1988.
Der lå gården med sine tunge, røde mure og det sorte bindingsværk JeKjær92Jette Kjærboe: Albertines fortællinger. Gyldendal, 1992.
pludselig mærkede han Pernilles hånd i sin Hjemm1992Hjemmet (blad), 1992.
At miste sine børn er det værste, man kan udsættes for UdeHjem1985Ude og Hjemme (blad), 1985.
1.a
bruges ved angivelse af en vanemæssig eller karakteristisk tilknytning eller forbindelse
Han drak sine en-to flasker bourgogne om dagen StDala92Stig Dalager: Glemsel og erindring. Borgen, 1992.
han tager ned på Stjernecaféen for at læse sin avis og drikke sin morgenkaffe skropg1992skriftlig opgave (fx i gymnasiet el. på en videregående uddannelse), 1992
1.b
bruges ved angivelse af en bestemt størrelse, især for at betegne størrelsen som imponerende eller bemærkelsesværdig
I sedanversionen skulle den angiveligt kunne gå sine 17 kilometer på en liter diesel JyP2000Morgenavisen Jyllands-Posten (avis), 2000.
Med sine 40 % er [osten] LILLEBROR aldrig tør, men frisk og fuld af gode proteiner Samv1985Samvirke (blad), 1985.
Denne artikel blev første gang udgivet i den trykte version af ordbogen 2003-5.
