Den Danske Ordbog
 
Du er her: Forside / Sprogligt / Lod i livet

Lod i livet

Handlinger tilknyttet webside
Hvornår bruger man "min lod", og hvornår bruger man "mit lod"?
Lod i livet

Illustration: gouv
(pixabay.com)

Spørgsmål:

Jeg har prøvet at finde ud af hvordan man bruger ordet “lod” korrekt i kontekst med ens lod i livet og ens lod i livets lotteri.


Er det korrekt at man vil bruge -den formen i livets lod? Altså “Min lod i livet” når man refererer til ens skæbne?
Er det korrekt at man derimod vil bruge -det formen hvis man refererer til “livets lotteri”? Altså “Mit lod i livets lotteri” når underliggende mener at det beror på chance?

I bund og grund er jeg lidt i tvivl om hvornår man bruger “min lod” og hvornår man bruger “mit lod”.

Jeg håber I kan hjælpe, og på forhånd tak. Anders T. 28. juni 2021

Svar:

Jeg kan godt forstå at du er i tvivl om hvornår man bruger henholdsvis fælleskøn (min lod) og intetkøn (mit lod) ved ordet "lod".

Af Den Danske Ordbogs opslag fremgår det at man bruger "mit lod, loddet" om lotterisedler og "min lod, lodden" om skæbne, vilkår og forpligtelse. Det understøtter din fornemmelse af at det almindeligste er at tale om

min lod i livet = min skæbne, de vilkår jeg er underlagt

mit lod i livets lotteri = den tænkte lodseddel jeg har i livets lotteri

I betydningen 'jordstykke, jordlod' er "lod" også fælleskøn (en lod jord). Når betydningen 'lodseddel' er blevet intetkøn, skyldes det nok påvirkning fra et andet ord "lod" (i et urværk eller en vægt). I Ordbog over det danske Sprog kan man læse mere om disse lidt indviklede forhold.

Jeg håber dette kastede lidt mere lys over sagen. Henrik Lorentzen