Den Danske Ordbog
 
Du er her: Forside / Sprogligt / Kraniosakral terapi – ét eller to ord?

Kraniosakral terapi – ét eller to ord?

Handlinger tilknyttet webside
Kraniosakral terapi – ét eller to ord?
Kraniosakral terapi

Foto: Agate Lusina
(www.pexels.com)

Spørgsmål:

Jeg kan se at I har optaget "kraniosakral terapi" i Den Danske Ordbog. Men det må da være en stavefejl at skrive det opdelt i to ord. Så vidt jeg ved, skrives alle sammensatte ord på dansk ud i ét, i modsætning til f.eks. på engelsk, hvor hovedreglen er modsat (opdelt i to ord). Mange danskere har svært ved at huske denne regel, så ville det ikke være en hjælp, hvis man i det mindste i ordbogen overholdt den gængse retstavning. Eller er der noget jeg har misforstået? Dan H. 11. marts 2019

Svar:

Nej, der er ikke tale om en stavefejl. Det ord vi har optaget i Den Danske Ordbog, er adjektivet kraniosakral. Ligesom alle andre adjektiver kan dette ord bruges sammen med et substantiv og indgå i faste udtryk. Kraniosakral terapi er derfor et eksempel på sådan et udtryk, helt på samme måde som man kan finde udtrykkene bengalsk belysning, forloren skildpadde og passiv rygning under adjektiverne bengalsk, forloren og passiv. Der er altså ikke tale om en sammensætning, men om et fast udtryk bestående af adjektiv + substantiv. På samme måde er ordet og udtrykket behandlet i Retskrivningsordbogen.

Bortset fra det har du naturligvis ret i at sammensatte ord skal skrives i ét ord. Men man må skelne mellem sammensætninger og forbindelser af adjektiv + substantiv (eller adverbium + adjektiv). Der findes nogle få eksempler hvor både sær- og sammenskrivning er muligt, afhængigt at udtalen: vandret liggende eller vandretliggende, fælles økonomi eller fællesøkonomi (se retskrivningsreglernes § 18.3), men det hører til sjældenhederne. Hvis man skulle skrive i ét ord: kraniosakralterapi, ville det forudsætte at man udtalte ordet med ét hovedtryk. Og det er ikke nogen udbredt udtale, har både vi og Dansk Sprognævn vurderet. Lars Trap-Jensen