Den Danske Ordbog
 
Du er her: Forside / Sprogligt / Kovending

Kovending

Handlinger tilknyttet webside
Har en kovending noget med køer at gøre?
Kovending 2

Foto: Niels Elgaard Larsen
(Wikimedia Commons)

Kommentar:

En kovending er en vending med en sejlbåd, hvor man drejer bådens forstavn væk fra vindens retning, så man på et tidspunkt har vinden ind lige bagfra. Udtrykkets oprindelse har ikke noget med køer at gøre. Ebbe H. 25. oktober 2017

Svar:

Mange tak for din kommentar til ordet "kovending". Vi har fået flere henvendelser med samme pointe, nemlig at ordet ikke har noget med malkekøer at gøre, men henviser til noget maritimt.

Sagen er ganske rigtigt den at ordet "kovende" og afledningen "kovending" oprindelig blev brugt om en besværlig vending med en sejlbåd. I Ordbog over det danske Sprog, ODS forklares det således: '(i høj sø ell. ved svag vind) vende et sejlfartøj (saa at det faar vinden ind fra den anden side) ved først at falde af, til vinden er agterind (hvilken manøvre tager mere tid og plads og i det hele er forbunden med flere ulemper end vending gennem vinden, stagvending)'.

Ordene bruges på tilsvarende måde i svensk og norsk, og brugen er inspireret af at det er besværligt for en ko at vende sig, jf. ODS: 'egl.: gøre en vending som en ko, vende paa en klodset, besværlig maade'. Af den maritime brug har der siden udviklet sig en overført betydning om en pludselig og måske klodset ændring af holdning til et bestemt spørgsmål eller ændring i adfærd. Den Danske Ordbog dækker i øjeblikket kun den overførte betydning, og det skyldes givetvis at det er den mest udbredte i almensproget. Men under indtryk af flere henvendelser og behandlingen af ordene i svenske og norske ordbøger vil vi sandsynligvis tage søfartsbetydningen med i næste opdatering af ordbogen. Henrik Lorentzen