Indledning til bind 1, 1918, ved Lis Jacobsen og Harald Juul-Jensen

I. ÆLDRE MODERSMAALSORDBØGER

De ældste bøger, i hvilke det danske sprog behandles i leksikalsk form, er de latinsk-danske vokabularer fra 16. aarh.; disse har dog ikke til formaal at give kendskab til modersmaalet, men at være et hjælpemiddel i tilegnelsen af latinen. Det er først i anden halvdel af 17. aarh., at planen lægges til en ordbog, hvis maal er at give en skildring af det danske sprog.

1. Moths ordbog

Den mand, der undfangede ideen til et saadant værk – og virkeliggjorde den –, var en af statens øverste og betydeligste embedsmænd, oversekretæren i det danske kancelli, gehejmeraad Matthias Moth (c. 1647–1719).

Efter en optegnelse i en af de folianter, der udgør Moths ordbog, er materialet til den "Begynt i Jesu Nafn at samles paa d. 16. Martii 1680". Ordstoffet er hentet dels fra de ældre latinsk-danske vokabularer og andre trykte skrifter som Peder Lolles ordsprog, Rimkrøniken, Hr. Michaels rimværker ofl., dels og navnlig er det hentet fra samtidens levende sprog. For at gøre sine samlinger saa fuldstændige som muligt har Moth ikke alene selv indsamlet stof, men benyttet sin embedsstilling til at paalægge bisperne baade i Danmark og Norge at lade "præster paa landet, Skolers betienter, eller andre vor Danske spraags elskere" gøre optegnelser til ordbogen og gennem bisperne indsende dem til Moth. For godt udført arbejde lovedes det da, at de "fremfor andre skulde blifve recommenderede til befordring".

Af en bevaret skrivelse til bisperne ses det, paa hvor bredt et grundlag ordbogsværket er bygget. Det hedder i denne skrivelse, at der skal anvendes den størst mulige flid paa indsamling ikke blot af selve gloserne (baade de almindelig brugte og dem "som icke bruges uden af gemeene folk") og deres egentlige og overførte betydninger, men ogsaa af staaende udtryk og talemaader, især skal man dog “sanke alle de nafne, som skibsfolk, handverksfolk, bønder etc. bruge til deres reedskab" ligesom navne paa fugle, fisk, planter olgn., og endelig skal man optegne, hvad der maatte være af “bønderord", ejendommelige for vedkommende herreds eller sogns indvaanere.

Det ses, hvor fjernt Moth var fra det leksikografiske princip, man har kaldt akademi-princippet, og som gaar ud paa at forvise fra ordbogen alle de ord, som akademiet (resp. ordbogsforfatteren) ikke godkender som “sprogrigtige". Maalet for Moth er at meddele, i saa vid udstrækning som muligt, hele det levende sprog, omfattende baade det almindelige ordforraad og den tekniske terminologi, og lige saa lidt at udelukke vulgærord som dialektord.

Den færdige ordbog viser, at det stof, der indkom, har været meget fyldigt, og hele dette stof ordnedes, fuldstændiggjordes og udarbejdedes nu af Moth. Ved en beundringsværdig flid og arbejdsevne lykkedes det ham at fuldende dette kæmpeværk, der ved sin plan, sin art, sit omfang er enestaaende i det danske sprogs historie. Derimod naaede han ikke at faa ordbogen trykt, og den er ikke bleven det siden; men den er bevaret i renskrift (og i en tidligere redaktion) og udgør med sine henved tresindstyve pergamentindbundne folianter, skrevet med Moths egen haand, en af de værdifuldeste skatte i det kgl. biblioteks haandskriftsamlinger.

Ordbogen falder i to dele: en verbalordbog, i hvilken hele det egentlige ordforraad er meddelt, og hvori ordenes bøjning, brug og betydninger er oplyst ved en fylde af sætninger fra talesproget, af mundheld, ordsprog olgn., til hvilke efter datidens skik er føjet latinsk oversættelse med citater fra klassikerne. Denne del af ordbogen har været en uudtømmelig – i hvert fald uudtømt – kilde, af hvilken alle senere danske ordbøger har øst. Den anden del af ordbogen er en slags konversationsleksikon, der giver realoplysninger om zoologiske, geografiske, medicinske og andre faglige termini. Helt bortset fra egennavnene er der et stort antal af disse ord, som ikke er optaget i verbalordbogen, hvorfor konversationsleksikon'et ogsaa fra et sprogligt synspunkt danner et vigtigt supplement til denne; men af senere ordbogsforfattere er det i modsætning til verbalordbogen saa godt som ikke blevet benyttet.

For vor ordbog har Moths værk været af betydelig værdi ved fastsættelsen af ordenes alder, idet ikke faa af de ord, betydninger og talemaader, som findes hos Moth, først er hjemlet fra senere tid i ordbogssamlingens øvrige kildemateriale (se ndf. s. [Moths-ordbog s. XLV fodn.] fodn [Moths-ordbog s. XLV fodn.]).

2. Videnskabernes Selskabs ordbog

Omtrent samtidig med at Moth begyndte udarbejdelsen af sin ordbog, lagde en anden dansk sprogelsker – ganske uafhængigt af Moth og uden at kende noget til dennes arbejde – planen til en dansk ordbog, der blev det første grundlag for Videnskabernes Selskabs ordbog.

Det var den senere gehejmearkivar Frederik Rostgaard (1671–1745), der under et studieophold i Oxford i aaret 1693 begyndte at samle materiale til en ordbog, der skulde indeholde hele det danske ordforraad med vedføjet latinsk oversættelse. Rostgaard fortsatte sine indsamlinger, efter at han (1699) var vendt tilbage til Danmark og her blevet gehejmearkivar; men skønt han havde fire medhjælpere til at samle og ordne stoffet, og skønt der gennem en lang aarrække arbejdedes paa værket, blev resultatet ikke betydeligt. Vel fyldte den endelige renskrift, som Rostgaard selv beretter, tyve folianter “som indeholder 2388 Ark"; men dels er kun en brøkdel af alt dette dejlige papir beskrevet (endda med en meget stor skrift), saa allerede omfanget ikke er saa imponerende som ark-antallet lader formode, dels staar værdien af artiklernes indhold i afgjort misforhold til værkets omfang. Al forklaring af ordenes betydninger indskrænker sig til en meddelelse af latinske (undertiden ogsaa franske) synonymer, saa det bindstærke værk rettere kan betegnes som et kortfattet dansk-latinsk vokabular end som en fuldstændig dansk ordbog.

Rostgaard indsaa ogsaa selv, at ordbogen til dels maatte omarbejdes, inden den kunde trykkes; og han overdrog da – efter at han omkring 1737 var kommet i forbindelse med den senere navnkundige danske historiker Jacob Langebek (1710–75) – denne at udarbejde en plan for ordbogens principper. Denne plan, der endnu er bevaret, viser, hvor stærkt akademiprincippet var blevet fremherskende. Ordbogen skulde ifølge planen omfatte “alle gode, reene, overalt brugelige og upaatvivlelige Danske Oord", derimod skulde “alle grove, plumpe og liderlige Oord og Talemaader, som stride imod ærbarheden" forvises fra ordbogen. Om fremmedord gælder følgende rimelige regel: de ord, der har faaet borgerret i sproget medtages, men alle unyttige fremmede, latinske, franske og tydske Oord, som alleeneste bruges enten for en egen Ziirligheds og Veltalenheds skyld, eller for en Modes skyld, .. bør uden forskaansel at blive uden for det Danske Lexicon". Af dialektord skal de vigtigste medtages, af forældede ord de, der findes i det danske lovsprog. Om de enkelte ordbogsartiklers affattelse bestemmes det, at der til hvert ord skal føjes oversættelse paa latin, tysk og fransk; derefter skal ordets forskellige betydninger med tilhørende udtryk og talemaader anføres.

Rostgaard formaaede nu Langebek til at paatage sig – for en urimelig ringe betaling – at omarbejde ordbogen efter denne plan og gøre den færdig til trykken. I de følgende fem-seks aar arbejdede Langebek paa udførelsen af dette slidsomme hverv, saaledes at han ved Rostgaards død 1745 havde henved halvdelen af ordbogen, A–K, færdig. Rostgaard døde 25. april, og allerede 2. juni bragte Hans Gram i et møde i Videnskabernes Selskab spørgsmaalet om en fortsættelse af det Rostgaard-Langebekske ordbogsarbejde til behandling. Imidlertid var de økonomiske vilkaar, man bød Langebek, der endnu dengang var en fattig student, saa ringe, at han, hvis lyst tilmed mere og mere droges mod historiske studier, kun meget modvilligt indlod sig derpaa. I de følgende aar har han dog redigeret bogstaverne L og N, og rimeligvis ogsaa M, hvortil redaktionen imidlertid ikke mere haves; men derefter er arbejdet helt standset, formodentlig i 1748, da Langebek ved Grams død blev udnævnt til gehejmearkivar.

I 1755 tog man paa ny sagen op i Videnskabernes Selskab, idet selskabet henvendte sig til Frederik d. femte med forslag om udgivelsen af den saa længe forberedte danske ordbog. Kongen æskede Langebeks betænkning, men Langebek, der som gehejmearkivar havde paataget sig at fortsætte og fuldende den af Gram begyndte udgivelse af et dansk-norsk diplomatarium, svarede, at det af ham udarbejdede leksikon maatte “forbedres" ved at sammenholdes med Moths store værk, og at det vilde være ham umuligt baade at fortsætte diplomatariet og paa forsvarlig maade at udarbejde ordbogen. Kongen paalagde ham imidlertid at lade det diplomatariske værk hvile og fremskynde ordbogsarbejdet saa meget som muligt.

Selv om ingen aktstykker viser, at gehejmearkivaren har siddet kongens befaling overhørig, viser kendsgerningerne det. Det var de historiske arbejder, Langebek helligede hele sin arbejdskraft; ordbogen hvilte til hans død.

Under disse forhold har man i Videnskabernes Selskab ikke villet røre ved sagen, men aaret efter Langebeks død tages den paa ny op af selskabets præsident, Henrik Hjelmstjerne, der tredive aar tidligere sammen med Gram havde opfordret Langebek til at fortsætte ordbogen. I et møde i selskabet d. 15. november 1776 fremhævede Hjelmstjerne i en pompøs tale nødvendigheden af, at den danske ordbog nu blev udgivet, og forelagde en nærmere plan for udgivelsen. Denne gang blev det ikke ved forslaget. Allerede i begyndelsen af 1777 var den endelige plan færdig og i løbet af samme foraar fik den kongens approbation.

Planen falder, hvad ordstoffets afgrænsning angaar, i hovedtrækkene sammen med Langebeks plan, men paa et væsentligt punkt afviger den fra denne: den af selskabet udgivne ordbog skulde udelukkende meddele ordforraadet paa modersmaalet uden vedføjet latinsk eller anden oversættelse. Denne ændring skyldtes iøvrigt ikke nogen af selskabets medlemmer, men den daværende statssekretær Ove Høeg Guldberg, hvem Hjelmstjerne havde overgivet planen, for at Guldberg kunde forelægge den for kongen. Guldberg meddelte da, at det var kongens befaling, at “Ordbogen maatte allene være i Landets eget Sprog og blive lige kiær for Lærde og Ulærde".

Ordbogens udarbejdelse blev overdraget til en sprogkyndig nordmand, stiftsskriveren i Roskilde, Ole Strøm, under tilsyn af en af selskabet nedsat ordbogskommission. Til grund for ordbogen lagdes Langebeks redaktion, der suppleredes med Moths ordbog og Strøms egne excerpter. – Men det blev fra første færd et møjsommeligt arbejde. Mange og tidtagende skriftlige forhandlinger mellem kommissionen og redaktøren og mangel paa duelig medhjælp virkede hemmende paa redaktionens fremadskriden og redaktørens arbejdslyst. Først i december 1780 – altsaa efter henved fire aars forløb – var bogstavet A færdigt fra pressen, og da var Strøm allerede saa led ved arbejdet, at han søgte om sin afsked som redaktør; man formaaede ham dog til at fortsætte, men han naaede kun at faa fuldført B; i begyndelsen af 1782 døde han. Under den følgende uduelige redaktør hengik ti aar, inden første bind blev færdigt. Endelig i 1793 udkom første tome af den danske ordbog, indeholdende A–E.

Vi skal ikke her følge ordbogens historie til dens afslutning, en historie, der er et blot altfor slaaende vidnesbyrd om, at et arbejde, der skal ledes af en kommission, ingen fremgang har, selv om kommissionen, som tilfældet her var, er sammensat af landets ypperste lærde, naar den enkelte, der skulde drive værket, mangler. Under daarlige redaktører og under gode, til enhver tid, har arbejdet savnet enkeltmandens initiativ og ledelse.

Det er bekendt nok, hvorledes udgivelsen trak i langdrag. Andet bind, indeholdende F–H, udkom 1802, ni aar efter første bind. Saa gik atten aar, inden tredje bind, der indeholder I–L, udkom; en hovedaarsag hertil var de stadig stigende papirpriser, der i forening med seddelkursernes dalen fik selskabet til at udskyde papirindkøbet fra aar til aar i haab om bedre tider. Der arbejdedes dog stadig videre paa redaktion og revision, og i det følgende aarti kunde man derfor udgive hele to bind: 1826 fjerde tome, indeholdende M–O, og 1829 femte tome, indeholdende P–R. En snes aar senere, 1848, udkom det omfangsrige sjette bind, der indeholdt S, og i 1863 udkom syvende bind, indeholdende T–U. Endelig lykkedes det selskabet med ottende tome, V–Z, at føre ordbogen til ende, idet dette bind udkom 1905. Da var der gaaet over hundrede aar, siden første bind udsendtes, og mere end to aarhundreder, siden de første samlinger til ordbogen begyndtes. Det er en selvfølge, at en saa langsommelig udgivelse, der strakte sig gennem mange slægtled, maatte blive skæbnesvanger for værket. Den plan, der i slutningen af 17. aarh. var lagt af Rostgaard, var et halvt aarhundrede efter, da Langebek overtog redaktionen, forældet, og dog var Langebek jo bundet til Rostgaards manuskript; og i den plan, Videnskabernes Selskab lagde 30–40 aar senere, stod man heller ikke frit, fordi den ny ordbog som grundlag skulde have Langebeks længst forældede; og da ordbogen først var begyndt, var man naturligvis ved dens følgende bind ganske afhængig af førstebindet, selv om samtidens kritik viser, at man ikke har været blind for manglerne ved hele værkets anlæg og udførelse.

Saaledes har fortiden fra trin til trin hindret eftertiden i en tidssvarende udførelse, saa ordbogen aldrig har været noget gyldigt udtryk for den tid, i hvilken dens forskellige bind er blevet til; og selve ordstoffet faar ringe historisk værdi, fordi man ikke véd, naar det tilhører sproget i det tidsrum, i hvilket vedkommende bind er blevet til, og naar det stammer fra det langt ældre materiale, der ligger til grund for ordbogen. Tilbage bliver ordbogens praktiske værdi; men denne kunde jo i slutningen af 18. aarhundrede, da ordbogen var nogenlunde tidssvarende, ikke være stor, da man dengang udelukkende kunde faa oplysning om de ord, der havde alfabetets første bogstaver som begyndelsesbogstaver; og i begyndelsen af 20. aarh., da man endelig kunde finde oplysning om alle ord, var ordbogen ikke blot ganske forældet, men længst erstattet af et nyt og helstøbt værk.

3. Molbechs ordbog

I aaret 1813 henvendte indehaveren af Gyldendalske Boghandel Jacob Deichmann sig til den unge sprogforsker og historiker Chr. Molbech (1783–1857) og opfordrede ham til at udarbejde en kortfattet dansk ordbog over datidens sprog paa “et maadeligt Binds Størrelse". Molbech indvilgede heri, men naaede hurtigt til det resultat, at en saadan ordbog, om den skulde have nogen værdi, maatte blive betydelig større end paatænkt, idet man nødvendigvis til ordforklaringerne maatte tilføje eksempler; og han indsaa endvidere, at eksemplerne “vilde vinde saare meget i Sprogliv, Mangfoldighed og overbevisende Kraft", naar man foruden selvdannede talemaader og eksempler “tog Skriftsteder af gode og bekiendte danske Forfattere til Hielp". Saaledes blev den ordbog til, der indtil vor tid har været et uundværligt hjælpemiddel for enhver dansk sprogelsker og sprogdyrker.

Samtidig med at Molbech var optaget af megen anden videnskabelig virksomhed indsamlede han i aarene 1813–23 stoffet til ordbogen; i det følgende femaar redigerede han artiklerne, og 1828–33 blev værket trykt. Indsamlingen, redaktionen, korrekturlæsningen, – alt udførte forfatteren alene fra det første blad til det sidste.

I Molbechs ordbog er akademiprincippet eneraadende; er ord indkommet, som gør brud herpaa, er det ikke med forfatterens gode vilje; thi formaalet med ordbogen var, efter hans egne ord: “at være en Tolk for det rene, det dannede Skriftsprogs rigtige Brug i vor nærværende Alder"; med disse ord er ogsaa ordbogens begrænsning fastslaaet: den giver ikke, og skulde ikke give, en skildring af sproget, som det var paa forfatterens tid, men af hvorledes det burde være. Et enkelt eksempel vil fuldtud belyse dette. I redegørelsen for ordbogens principper skriver Molbech, at han har medtaget ordet Fødselsdag, men udeladt Geburtsdag; thi – siger han – “man vilde dog ei i en dansk Ordbog . . søge Geburtsdag, skiøndt dette i hvert dansk Øre skærende Ord .. endnu er saa aldeles hjemme i det almindelige .. Omgangs-sprog, selv i dannede Kredse, at det er iblandt de største Sieldenheder at høre en Dansk sige Fødselsdag“. Altsaa skønt alle har sagt Geburtsdag, og skønt det aabenbart har været yderst affektert at sige Fødselsdag, medtages dette ord (uden nogen bemærkning om dets sjældenhed), og det almindelig brugte ord udelades.

Men til trods for at Molbechs ordbog er bygget paa et ud fra vor tids synspunkt forkasteligt princip, idet man nu overalt søger at gøre modersmaalsordbøgerne til et sandt udtryk for den gængse sprogbrug og ikke anlægger nogen subjektiv værdimaaler overfor ordenes godhed eller slethed, saa er denne ordbog ikke blot et for sin tid overordentlig fortjenstfuldt værk, der har haft stor praktisk betydning, men den vil til alle tider bevare historisk værdi som en righoldig kilde til kendskab om den “dannede" sprogbrug i første halvdel af 19. aarhundrede. – En ny og forøget udgave fremkom 1854–59. Denne udgave afsluttedes af Molbechs søn, idet Molbech døde 1857.

4. Dahl og Hammers ordbog

Efter Molbechs ordbog er endnu én større dansk modersmaalsordbog fremkommet: “Dansk Ordbog for Folket" udarbejdet af cand. philol. B. T. Dahl og cand. mag. H. Hammer under medvirkning af pastor Hans Dahl. Ogsaa til denne ordbog, der udkom i aarene 1904–14, tog Gyldendalske Boghandel initiativet, idet forlaget ønskede en tidssvarende erstatning for Molbechs ordbog, hvis andet oplag længst var udsolgt.

I Dahl og Hammers ordbog, der omtrent har samme omfang som Molbechs ordbog, er de tidligere danske ordbøgers leksikalske stof samlet i kortfattet form som regel uden meddelelse af hjemmelsteder fra litteraturen. Sit særpræg faar denne ordbog ved de mangfoldige puristiske ord, den optager med det aabenbare formaal at fortrænge gængse internationale og andre fremmedord; men ordbogens værdi ligger i dens righoldige meddelelse af synonymer til de enkelte ord, danske saavel som fremmede, og i, at man her finder samlet det nuværende rigsdanske ordforraad.

Nærværende ordbog, der blev grundlagt af professor Verner Dahlerup, inden Dahl og Hammers ordbog fremkom, adskiller sig fra sine forgængere ved ikke at have noget pædagogisk formaal ved siden af det filologiske; den vil lige saa lidt udelade ord, der er almindelig brugte, som den vil medtage ord, der ikke bruges, fordi man kunde ønske hine fjernede af sproget eller disse indførte; dens opgave er alene at give en fremstilling af det danske ordforraad, saaledes som dette er, og som det har udviklet sig fra Holbergs tid til vor, saa vidt muligt oplyst ved hjemmelsteder fra den almindelige og faglige litteratur i dette tidsrum.

II. ORDBOGSSTOFFETS AFGRÆNSNING

Det danske sprogs historie strækker sig over et aartusinde. Dets landomraade har i dette tidsrum naaet Slien mod syd og Götaelv mod nord. En fuldstændig dansk ordbog maatte derfor omfatte tale- og skriftsprog paa den jydske halvø, paa de danske øer og i sundprovinserne, saa langt tilbage sprogmindesmærkerne giver os kendskab dertil.

Vor ordbog skal, som foran nævnt, ikke være et saadant ordbogsværk; stoffet vil blive afgrænset til alle sider: i tid, i sted, i brugsomraade.

1. Tidsgrænser

Ordbogen vil kun omfatte det danske sprog i nyere tid, ikke i dets ældre udvikling. Over sproget i de ældste danske sprogmindesmærker, runeindskrifterne (c. 800–1200), haves en fuldstændig ordfortegnelse i Ludv. F. A. Wimmer's monumentale runeværk og i haandudgaven heraf; over sproget i de for kendskabet til vort modersmaal saa betydende lovhaandskrifter haves vel kun en ret mangelfuld lille ordfortegnelse, men den udgave af de gamle danske landskabslove, som Det danske Sprog- og Litteraturselskab forbereder, vil bringe en udtømmende ordbog over hele ordforraadet i disse. Over sproget i den øvrige middelalderlitteratur (klosterhaandskrifter, diplomer m. m.), over reformationsaarhundredets og det 17. aarhundredes sprog findes den værdifulde, med talrige litteraturcitater forsynede ordbog af Otto Kalkar, et hovedarbejde indenfor dansk ordbogslitteratur.

Medens man saaledes for sprogets ældre perioder har – eller dog i en nærmere fremtid tør vente at faa – ordbøger, i hvilke hvert enkelt ords betydning er oplyst ved citater fra den datidige litteratur, mangler, som det vil være fremgaaet af skildringen af de ældre modersmaalsordbøger, et saadant ordbogsværk for den nyere tid, den i hvilken den moderne danske litteratur er blevet til, det nu talte og skrevne danske sprog har faaet form. Det er sproget i dette tidsrum – det 18., 19. og 20. aarhundrede – vor ordbog vil omfatte.

En særstilling indtager ordforraadet i Danske lov, folkeviserne, biblen og den autoriserede salmebog, idet dette delvis tilhører en ældre periode, men alligevel behandles i vor ordbog.

Danske lov udkom 1683, men da dens vedtægter i ikke ringe omfang gaar tilbage til middelalderens lovbøger (især Jydske lov), indeholder den mange ord og udtryk, som var forældede allerede før 1700. Da den imidlertid ikke blot har været udgangspunkt for væsentlige partier af det 18. og 19. aarhundredes lovgivning, men delvis endnu er i levende brug, har vi ment, at man burde kunne finde oplysning ogsaa om de ord og udtryk heri, der tilhører en ældre sprogperiode; se fx. artiklerne Aalgaard, Aaraad.

Folkeviserne tilhører jo en langt ældre periode end den, ordbogen omfatter, men mangfoldige ord og udtryk er fra denne digtning gaaet over i den senere poetiske litteratur. Til oplysning om saadanne folkeviseord har vi ment at burde anføre citater fra selve de gamle viser, ikke blot fra den senere efterklang heraf, se fx. Ageruld, Amur, III. alt 3, med alle (se al sp. 413, l. 56), mens udtryk der kun findes i viserne ikke er medtagne i ordbogen.

Fra biblen medtages alle ord fra det 18. og 19. aarhundreders hovedoversættelser, skønt en stor del af disse er mekanisk overført fra en tidligere tids oversættelser.

Ligeledes medtages ordforraadet i de nu almindelig brugelige salmebøger – “Konventssalmebogen" med tillæg og “Salmebog for Hus og Hjem" – uden hensyn til, at nogle af salmerne skyldes forfattere fra 16. og 17. aarhundrede. De fleste af de forældede ord vil iøvrigt være fjernede ved de forskellige salmebogskommissioners mere eller mindre lempelige fremfærd overfor de gamle salmer.

Endelig maa det her nævnes, at ved samlede udgaver af saadanne forfattere, hvis virksomhed tilhører baade det 17. og det 18. aarh. (fx. Tøger Reenberg, Vilhelm Helt), har vi benyttet udgaverne som helhed uden forsøg paa at udskille de dele, der maatte være forfattet før 1700.

Med de her nævnte forbehold, der ikke i nogen maade kan siges at præge ordbogen, vil ord og ordformer, udtryk og betydninger i denne tilhøre den danske litteratur og det danske talesprog i 18. til 20. aarhundrede.

2. Sted- og klassegrænser

Ogsaa indenfor det tidsrum, ordbogen omfatter, maa grænser afstikkes. Disse bestemmes fornemmelig deraf, at vor ordbog er en ordbog over det danske rigssprog; ord, der alene tilhører almuesmaalene eller alene tilhører vulgærsproget eller er ejendommelige for en enkelt klasse indenfor sprogomraadet (soldatersprog, tyvesprog osv.), medtages kun undtagelsesvis. Men naturligvis er grænserne paa disse omraader mere udflydende end ved afgrænsningen af tiden, hvor et bestemt tal betegner grænsepælen. Man kan fastsætte nok saa detaillerede regler for arten af de ord, som skal medtages, saa kan det dog ikke undgaas, at det i mangfoldige tilfælde maa bero paa redaktørens skøn, hvad der falder indenfor reglerne. De regler, vi har arbejdet efter, er følgende:

Dialektord, der kun findes i dialektordbøgerne eller kun i tekster skrevne i dialekt, medtages som regel ikke, med mindre de har ganske særlig interesse, fx. er udbredt over alle landets egne, se III. Aas, afelske olgn.; desuden medtages saadanne ord, der, skønt de stadig er ejendommelige for almuesmaalene, findes i værker, der er affattet i rigssproget (naar ordene her da ikke forekommer ganske lejlighedsvis), saaledes afsysle (Grundtvig, Zak. Nielsen, Andersen-Nexø), falde i amdam (Blicher, Niels Møller), alke (Rahbek, Bredahl, Schandorph). Jydske ord, der findes i Blichers rigsdanske tekster, er medtaget, men ikke de jydske ord, der kun findes i E Bindstouw eller i replikker, der er affattet paa jydsk; fra Jeppe Aakjær er medtaget ord som verbet alle (fra “Paa Aftægt" og “Vadmelsfolk"), men ikke ordforraadet i hans jydske digte, osv. At denne fremgangsmaade gør valget af dialektord noget tilfældigt, er indlysende. Det skyldes jo ikke almengyldige grunde, men rim og rytme og digterens lune, om et hjemstavnsord sættes paa prent; dertil kommer, at litteraturen ikke er gennemgaaet og udskrevet med en saadan fuldstændighed, at alle dialektord, der er optaget i rigssprogstekster, findes i ordbogssamlingen, og endelig: hvad der ikke findes i teksterne i dag, kan findes i morgen; ordene eksisterer jo i det levende sprog, og digteren kan, naar som helst det lyster ham, indføre dem i skriftsproget. Men vi har ment hellere at maatte give afkald paa konsekvens m. h. t. valget af dialektord end helt at udelade disse; derfor har vi, saa vidt vort materiale rakte, medtaget dialektord, som fandtes i kendte rigssprogsskrifter, og som mangen læser af ordbogen derfor kunde ønske oplysning om.

For medtagelse af ord, udtryk, betydninger og ordformer fra vulgærsprog og slang gælder i det hele samme regler som for medtagelse af dialektord. Ord, der kun findes i skrifter og replikker affattede i disse klassesprog, medtages som regel ikke lige saa lidt som ord af denne art, der ganske lejlighedsvis er optaget i rigssprogstekster; saaledes udelades fx. være ansjos med, situasjasken olgn. Derimod medtages ord og udtryk, der har faaet en videre udbredelse, fx. kvæle abekatten, ampligere, (eden) Amager, af den anden verden (sp. 551, l. 25), en anden en (sp. 559), udtalen [{lydskrift}] (Abekat) olgn.

3. Afgrænsninger indenfor rigssproget

Men selv naar tids- og stedgrænser er trukket, naar ordforraadet fra særsprogene er afgrænset, bliver der indenfor selve nutidens rigssprog grupper af ord tilbage, som delvis eller i deres helhed ikke vil finde plads i ordbogen.

Der er for det første egennavne, egentlige nomina propria. Dette ordstof, der i og for sig har en overordentlig interesse, baade sprogligt og kulturhistorisk, er holdt udenfor de fleste modersmaalsordbøger, selv de meget store. Men en hel del egennavne er jo ved siden af at være nomina propria blevet nomina communia, fælles betegnelser; og naar deres anvendelse som saadanne er almindelig, er de medtaget og behandlet i ordbogen. Medtaget er saaledes personnavne som Adonis, Argus, stednavne som Amager, Babel, Babylon, mens vi har ment ikke at burde medtage navne som Arkadien (“ogsaa jeg har været i Arkadien"), Bøoter (= “molbo") olgn., hvis anvendelse som fællesnavn har et mere begrænset brugsomraade eller en mere tilfældig karakter.

Foruden egennavne, der bruges som fællesnavne, medtager ordbogen de vigtigste poetiske egennavne, fx. Akselstad, Kodan, Tule. I ret vid udstrækning medtages danske folke- og stammenavne. Ikke blot navnene paa beboerne af hovedlandsdelene, Jyde, Sjællænder og Sjællandsfar(er), Lollik og Lollænder osv., vil finde plads i ordbogen, men ogsaa de almindeligere navne paa beboerne af de mindre øer og landsdele, fx. Alsing(er), Læsing(er), Tøsing(er), Himmerbo, Tybo, Vendelbo; derimod medtages ikke de utallige og delvis lidet kendte navne paa -bo, der kan dannes af næsten ethvert ønavn, fx. Femøbo, Turøbo osv.

Af fremmede folkenavne medtages 1) navne paa beboere paa verdensdelene, fx. Amerikaner, Asiat(er) osv., 2) navne paa beboere af de større europæiske lande, fx. Englænder og Engelskmand, Irer og Irlænder osv., derimod ikke navne paa beboere af landsdele som Albaner, Andalusier olgn. 3) navne paa de vigtigste ikke-europæiske folk, fx. Araber, Japan(es)er, Ægypter osv., men fx. ikke Brasilianer, Chilenser olgn. 4) de almindeligste gamle folkenavne, fx. Angelsakser, Angler, Briter, Kelter, Vender, men fx. ikke Allemanner, Pikter, Sveber olgn.

Af navne paa partier, konfessioner olgn. medtages de almindeligste, saaledes: Lutheraner, Katolik, Jesuit; Bondeven, Helstatsmand, Ejderdansk; Grundtvigianer, Brandesianer, derimod ikke: Haugianer, Voltairianer olgn.

De her givne eksempler vil formentlig tilstrækkelig have oplyst ordbogens stilling til egennavne. Vi maa dog udtrykkelig tilføje, at da det seddelmateriale, ordbogen bygger paa, for egennavnenes vedkommende er meget ufuldstændigt, og da de trykte hjælpekilder paa dette omraade er faa og magre, maa de fleste artikler om egennavne blive mindre tilfredsstillende.

En anden gruppe af ord, indenfor hvilken det er nødvendigt at afstikke grænser, er fremmedordene. Ved fremmedord forstaas her ikke de talrige laaneord, som i aarhundredernes løb er optaget i det danske sprog og er blevet en uadskillelig del af dette: gamle laan som Alter, Almisse, Angst, de mange ord med forstavelserne an-, be- osv.; ved fremmedord forstaas ord, der føles som fremmede, og som heller ikke i deres ydre form er hjemliggjorte, men endnu lever som fremmedlegemer i den danske sprogorganisme. Saadanne fremmedord er de titusinder af internationale fagudtryk, der bruges af filologen og filosofen, matematikeren og kemikeren, lægen og farmaceuten, ingeniøren og teknikeren osv. til betegnelse af abstraktioner, stoffer, maskindele, redskaber, fremgangsmaader osv. Det vilde ikke blot være uoverkommeligt, men til oplysning om dansk sprogbrug af tvivlsom værdi at behandle alle disse ord i ordbogen. Paa den anden side bør man naturligvis i en stor dansk ordbog kunne finde oplysning om de fagord af fremmed oprindelse, der er blevet almindelige i sproget ogsaa uden for fagmændenes kreds, ord som abortere, Adjektiv, Alt (= dyb kvindestemme); men at fastsætte grænsen mellem disse almenkendte ord, der bør medtages, og hine specielle, der bør udelades, er ofte vanskeligt; og det kan derfor næppe undgaas, at læserens og redaktørens skøn ikke altid vil falde sammen, saa læseren forgæves vil søge ord, som han mener burde findes i ordbogen, mens han omvendt vil støde paa artikler om ord, som han mener kunde være udeladt. Til oplysning om de grænser, vi sætter for medtagelse og udeladelse af fremmede fagord, skal vi eksempelvis nævne, at vi har medtaget Alligator, men ikke Aguti; Apokalypse, men ikke Apokalyptiker; Akkusativ, men ikke Ablativ og Aorist; Agio, men ikke Agiotage; Albino, men ikke Albinisme; Ammoniak, men ikke Ammonium osv.

Medens de fremmede fagord som oftest har bevaret deres internationale betydning, ikke er blevet stedligt farvede og derfor til oplysning om dansk sprog er uden større interesse, gælder dette ikke de fremmedord, der udgør en del af det litterære ordforraad og det almindelige talesprog. Hvilke fremmedord der er optaget heri, i hvilket tidsrum de er optaget, hvor stor udbredelse de har haft og har, hvorledes deres oprindelige betydning har udviklet sig, dette er sprogligt og litterært af stor interesse. Derfor medtages i ordbogen alle saadanne almindelige fremmedord som abdicere, absurd, affabel, Affekt, aggressiv, aimabel, Alternativ, Apologi, mens ord, der alene tilhører det lærde sprog, som fx. Aggregat, akkusatorisk, Alternat, Amabilitet, Apologet, udelades.

Endvidere maa det nævnes, at uden hensyn til ordenes mere eller mindre hyppige brug medtages saadanne fremmedord fra klassiske værker, som ikke er almindelig forstaaelige, fx. Abskonsel fra Ambrosius Stubs digte, Adraschanter fra Holbergs Barselstuen olgn.

Sluttelig maa det fremhæves, at valget af de ord, der medtages, og af dem, der udskydes, i mange tilfælde maa blive vilkaarligt; vi har medtaget Aluminium, men udeladt Antracit, vi har medtaget applicere, men udeladt aggravere o. a. lign., fordi et valg skulde træffes, men vi vilde dog neppe være kommet i strid med vort princip, om vi havde valgt modsat.

Hvad ovenfor er sagt om egennavnene, gælder til en vis grad ogsaa fremmedordene. Det seddelmateriale, som er ordbogens vigtigste kilde, har – ud fra den plan, efter hvilken det er blevet til – taget forholdsvis ringe hensyn til fremmedord, saaledes at artiklerne om disse, selv om man ved supplering af materialet har søgt at bøde paa denne mangel, ikke altid vil blive saa fyldestgørende som ønskeligt.

Af nydannelser medtages kun de, der har faaet en videre udbredelse, som fx. Aalefaring (dannet af A. Feddersen i slutn. af 19. aarh.), afsive for "dræne" (foreslaaet af H. V. Rasmussen 1855), Afvigelighed og Afviger (dannet af W. Johannsen 1902), Bil (foreslaaet af “Politiken" 1902), endvidere nydannelser som Ildhu, Levn, Styrelse (for Bestyrelse) olgn.; derimod udelades purismer, der neppe er naaet udover opfinderens egne skrifter som afdraabe for destillere (foreslaaet af Eilschov), Albrev for Manifest (foreslaaet af Hans Dahl) o. m. lgn.; men ogsaa paa dette punkt er grænserne vigende; med tvivl har vi saaledes medtaget Adled (foreslaaet af Otto Jespersen), Afbyrd (foreslaaet genoptaget fra 17. aarh. af Chr. Molbech) o. a.

Vigtigere for ordbogens hele økonomi end afgrænsningen af ordstoffet paa de ovennævnte omraader er skønsomt valg og udskydelse af sammensætninger. Saaledes som orddannelsen i det danske sprog er, bliver afgrænsning paa dette omraade en tvingende nødvendighed. Et enkelt eksempel skal nævnes: med ordet hoved som sidste led kan man danne abehoved, bjørnehoved, kaninhoved, kanariefuglehoved osv. osv. – saa mange ord, som der er dyrearter. Lignende sammensætninger kan dannes med hals, hale, knogle, krop osv. En fuldstændig fortegnelse over disse vilde kunne fylde en hel foliant; at optage alle slige sammensætninger i ordbogen, kan der da fornuftigvis ikke være tale om. Det vilde være lige saa urimeligt at kræve af en god dansk ordbog, at den skulde medtage alle danske sammensætninger, som det vilde være at kræve af en god regnebog, at den skulde indeholde hele talrækken.

Der er dog en stor gruppe af sammensætninger, der maa medtages i lige saa vid udstrækning som de usammensatte ord; det er alle de ssgr., i hvilke de to led er smeltet sammen til en enhed, et nyt begreb, hvis betydning man ikke kan udregne ved at opløse ordene i deres enkelte dele. Som eksempler paa saadanne ssgr. kan nævnes: Aakande, Aandsfraværelse, aandssvag, Aarbog, Agurketid, Altergang osv. osv.

Mens alle saadanne sammensætninger medtages i ordbogen, søger vi at indvinde plads ved helt at udelade eller kun i stærkt begrænset antal og stærkt sammentrængt behandling at medtage ssgr. af den art som de ovf. eksempelvis anførte ord, der var sammensat af dyrenavne og legemsdele, d. v. s. ssgr., hvis betydning er umiddelbart indlysende, naar man kender betydningen af ordets enkelte dele. Som eksempler paa saadanne ssgr. kan, foruden de ovf. anførte, nævnes de talløse ord, hvis første led er et stofnavn, som Bomulds-, Uld-, Silke- osv. -garn, -handsker, -kjole, -skørt, -strømper, -stof osv.

Naar denne art sammensætninger overhovedet medtages, er det kun for at vise, at og hvorledes det første led bruges i ssgr. Det maa derfor med al styrke fremhæves, at ordbogens bruger kun vil finde disse ofte overordentlig almindelige ord medtaget som eksempler, altsaa kun i et mere eller mindre tilfældigt udvalg. At der herved vil fremkomme inkonsekvenser, er givet; ofte er en ssg. medtaget som eksempel et sted, medens en ganske tilsvarende ssg. med et andet første- eller sidsteled ikke er medtaget et andet sted, et forhold, som vi dog ikke anser for uforsvarligt, og som i hvert fald er uundgaaeligt under hensyn ikke blot til ordbogens pladsforhold, men ogsaa til orddannelsens art i det danske sprog.

I tilfælde hvor en eller anden oplysning gælder alle (eller de fleste) ssgr. med samme førsteled, er denne – for at spare plads – givet i en særlig lille artikel med førsteleddet som opslagsord, og man bør derfor, hvis man maatte savne oplysning om en enkelt ssg., undersøge, om en saadan fællesartikel ikke findes (se fx. Aars- sp. 71, l. 61, Adels- sp. 100, l. 62, Afholds- sp. 185, l. 41, almen- sp. 462, l. 48, Almue(s)- sp. 476, l. 14, Alvors- sp. 506, l. 56, Amts- sp. 527, l. 47, anden- sp. 560, l. 11, Angrebs- sp. 603, l. 21). Videst er dette princip anvendt ved ssgr., hvis første led i betydning nærmer sig et præfiks, idet førsteleddet da behandles i en artikel, hvor et udvalg af ssgr. anføres som eksempler, mens kun de ssgr., der kræver særlig omtale, anføres paa alfabetisk plads i egne artikler (se fx. agter-, aller-, anti-).

Sammensætninger af individuel art medtages normalt ikke, selv om de ofte kan være smukke, ejendommelige eller morsomme dannelser, der ikke er uden sproglig eller stilistisk interesse, fx. Dugfaldstid, graadbitter, Løvfaldsnat, mindeslynget, Støvregnsdrys, Toneregn (alle fra Johs. Jørgensen, Stemninger), Diskejomfru, Kvinderuin, Tvivlerkomplot (fra Soph. Claussen, Djævlerier). Findes saadanne sammensætninger i et klassisk og særlig folkekendt værk, vil de dog ofte, især hvis de ikke er umiddelbart forstaaelige, blive medtaget i ordbogen, saaledes fx. alvorsstor fra "Jylland mellem tvende Have" og Aftenblod fra Sankt Hans-Aftenspil.

Vi har nu optrukket grænselinjerne for det ordforraad, man kan vente at finde i ordbogen. Vi har set, hvorledes ordforraadet er indskrænket til et bestemt tidsrum: det 18.–20. aarhundrede, til en bestemt sprogform indenfor dette tidsrum: det danske rigssprog, og hvorledes ogsaa indenfor denne sprogform grænser er afstukne, idet egennavne, fremmedord og sammensatte ord kun medtages i meget indskrænket omfang; og vi har set, hvorledes grænserne paa alle punkter er vigende, giver plads for tvivl om, hvad der skal indenfor og hvad der skal udenfor, at afgørelsen derfor i mangfoldige tilfælde maa bero paa redaktørens skøn. Maatte dette da ikke altfor ofte være forskelligt fra læserens.

III. ARTIKLERNES AFFATTELSE

1. Alfabetisk orden

Artiklerne om de enkelte ord er ordnet i streng alfabetisk rækkefølge uden hensyn til ordenes etymologiske sammenhæng.

Manglen ved den alfabetiske rækkefølge er den, at sammensætninger til et enkelt ord kan være spredt paa mange steder; for at tage et grelt eksempel er sammensætninger med substantivet en Aa spredt over hele bogstavet Aa fra Aabakke sp. 4 til Aavand sp. 82, men denne mangel opvejes dog langt af fordelen ved, at læseren aldrig vil være i tvivl om, hvor han skal søge et ord, mens mangen læser sikkert ellers ofte maatte se efter flere steder, inden han traf det rette; saaledes vilde en etymologisk ordning fordre, at læseren skulde vide, at fx. Aaklæde og Aasted var sammensat med den forældede præposition aa, men Aaknap og Aaleje med subst. en Aa, og Aalam med et gammelt nordisk ord for "faar", saa at disse ord maatte søges paa helt forskellige steder. Ved den strengt alfabetiske ordning er enhver tvivl om, hvor et ord skal søges, udelukket.

Opslagsordene staves med ministeriel retskrivning (se Saaby's Retskrivningsordbog, 7. udg.); har denne flere former for det enkelte ord, behandles ordet under den ene form, og henvisning til artiklen gives under den anden form, se fx. aah. Ensstavede ord ordnes efter rækkefølgen: substantiver, adjektiver, talord, pronominer, verber, adverbier, præpositioner, konjunktioner, interjektioner.

Ved adjektiver behandles komparativ og superlativ under positivformen, med mindre denne er dannet af en anden rod end gradformerne; yngre, yngst behandles altsaa under ung, men ældre, ældst behandles under ældre, ikke under gammel. Ved de personlige pronominer behandles afhængighedsform under nominativformen, altsaa mig under jeg, dig under du, os under vi osv.

Forskellige former af samme ord behandles som regel i samme artikel, fx. Aandedrægt og Aandedræt under Aandedrag, Demant under Diamant osv. I saadanne tilfælde samles enten materialet paa den ene form (biformen) i hovedet, eller, hvor dette ikke skønnes praktisk: indenfor hver betydnings-gruppe samles citater (og henvisninger) med samme former, og de forskellige former sættes, hver gang de skifter, med spærret sats (en henvisning i en saadan artikel vil altsaa have ordet i samme form som formen i det nærmest foregaaende citat).

2. ”Hovedet”

Til vejledning for brugen af ordbogen skal vi nu gøre rede for stoffets ordning indenfor den enkelte artikel.

En fuldstændig artikel bestaar af to dele: "hovedet" og "betydningerne". I "hovedet" meddeles opslagsordets grundform, dets grammatiske kategori, dets udtale, dets bøjning, dets etymologi, historie og brugsomraade. Under "betydningerne" gives en inddeling af ordets forskellige betydninger oplyst ved citater og henvisninger.

Som ordets grundform anføres den eller de ministerielle retskrivningsformer samt andre former, der er lydligt forskellige herfra. Derimod anføres som regel ikke andre ortografiske sideformer, se fx. I. Admiral med anførelse af den forældede sideform Amiral, men Adjunkt uden anførelse af den ældre stavemaade Adjunct. Ved ord, for hvilke ministeriel retskrivning er fastsat, betegner fed sats den (de) ministerielle form(er), halvfed sats andre sideformer. Ved fremmedord, forældede ord og andre ord, der ikke har nogen officiel retskrivningsform, betegner den fede sats den almindelig brugte eller en i lighed med tilsvarende ord hos Saaby normaliseret stavemaade.

Efter opslagsordets grundform følger angivelse af, hvilken ordklasse ordet tilhører. Den ubestemte artikel en eller et efter et substantiv betegner dette som fælles- eller intetkøn, subst. betegner, at ordet intet køn har, fx. II. Adel, Fjor, Gaar; pl. betegner, at ordet kun kan bruges i pluralis, fx. Søskende. Har ordet vekslende køn indenfor den periode, ordbogen omfatter, meddeles dette med henvisninger til de steder, hvor det forskellige køn findes, med mindre dette fremgaar af de i artiklen anførte citater, se fx. Adfærd, Afbræk.

Herefter følger angivelse af ordets udtale; denne gengives i skarp parentes med den i forkortelseshæftet meddelte lydskrift. Samme ord udtales jo imidlertid paa mange forskellige maader ikke blot af forskellige personer, men af samme person til forskellige tider alt efter ordets stilling i sætningen, dets forskellige stemningsbetoning osv. Saaledes udtales ordene forskelligt i trykstærk og tryksvag stilling, i højtidelig og daglig tale og i spøgende eller vulgær tale; de udtales forskelligt af den indfødte københavner og af den rigssprogstalende sjællænder eller jyde; og ikke faa ord udtales forskelligt af det ældre slægtled og det yngre. At gengive alle disse nuancer kan der naturligvis ikke være tale om; man maa for hvert ord angive den normale udtale; herved forstaar vi udtalen i trykstærk stilling i dialektfrit dansk. Da der imidlertid ikke er ministerielle – officielt vedtagne – udtaleformer, saaledes som der er ministerielle retskrivningsformer, er der plads for individuelt skøn om, hvorledes ordets normale udtale er, og det er derfor at vente, at redaktørens skøn ikke altid vil falde sammen med læserens, idet denne maaske nogle steder vil finde udtalegengivelsen for skrifttro, andre steder for afsnubbet; at værge sig herimod er ikke muligt, men vi vil dog forudskikke den bemærkning, at udtaleangivelsen af de enkelte ord ikke skyldes de forskellige redaktørers subjektive opfattelse af "normal" udtale, men er bygget paa faste regler, der er vedtaget i samraad efter nøje prøvelse, og som til hovedgrundlag har professor Otto Jespersens bog om modersmaalets fonetik.

I tilfælde, hvor man ikke kan fastsætte en enkelt form som norm, vil det af udtaleangivelsen fremgaa, at udtalen er vaklende. Til at betegne en saadan vaklen – mellem stærk og svag lukkelyd, mellem ustemte og stemte nasaler og likvider, mellem lukkede og aabnede vokaler – har vi brugt kursivbogstaver: {lydskrift: [b, d, g]} betegner, at udtalen kan være {lydskrift: [p, t, k]} eller {lydskrift: [b, d, q]}; {lydskrift: [m, n, l, r]} betegner vaklen mellem ustemt og stemt m, n, l, r; {lydskrift: [i, y, ø]} betegner vaklen mellem den mere og mindre aabne i-, y- og ø-lyd foran r; {lydskrift: [t]} betegner vaklen mellem {lydskrift: [t], [d], [t>] og [5]} i endelsen -et. Saaledes betegner fx. udtalegengivelsen {lydskrift: ['aumagd]}, at t i Afmagt kan udtales baade med pust, dvs. som {lydskrift: [t]} og uden pust, dvs. som {lydskrift: [d]}; udtalegengivelsen {lydskrift: ['au,sau'n]} betegner, at n i Afsavn baade kan udtales ustemt og stemt; gengivelsen {lydskrift: ['au,si'rgle]} betegner, at i i afcirkle kan udtales mere eller mindre i- eller e-agtigt, at k kan udtales som {lydskrift: [k] eller [q]}, og at l udtales ustemt eller stemt, efter som k udtales med eller uden pust. Foruden i de her nævnte tilfælde, hvor der er vaklen i udtalen, er der mange ord, som har en dobbelt udtale, en mere distinkt, der kan betegnes som normal i højtidelig tale, og en mere afsnubbet, der kan betegnes som normal i daglig eller vulgær udtale. Ved saadanne ord meddeles begge udtaler, og hvor det skønnes af interesse, angives deres forskellige brug, fx. {lydskrift: [fa-(ø)r, højtid. 'fa-Sar]}, {lydskrift: ['a-be.kad, vulg. 'a-v(e)-, 'au(e),kad]}, {lydskrift: [be'sø'q,, gldgs. be'sroi']}. Ved et lydtegn, der er sat i parentes, betegnes, at udtalen med og uden dette er jævnstillede.

Udtaleangivelse meddeles ved alle fuldstændige artikler (om sammensætninger og afledninger se ndf. [sammensætninger]s. [sammensætninger] ff.); dog kan ved forældede og sjældnere ord (se fx. Abrod, afkrøsle, Angekok) ingen udtale angives, med mindre saadanne ord har faaet en fast udtale i læsesproget eller det højtidelige talesprog, der lyder fra kateder, prædikestol eller scene. Ved rene dialektord angives udtalen kun undtagelsesvis, og ord, der som ganske ubrugelige i det nuværende tale- og skriftsprog er betegnede med kors, forsynes aldrig med udtaleangivelse.

Udtalen af bøjningsformer meddeles, hvis den afviger fra grundformens udtale ved mere end endelsen. I visse (i noten ndf. meddelte) tilfælde, hvor lydændringen ved bøjning er af saa almindelig art, at den maa betragtes som regel, anføres den dog ikke ved hvert enkelt ord.

Paa grundlag af de i ordbogen anførte udtaleformer af et ord vil man altsaa kunne bestemme udtalen af enhver af vedkommende ords bøjningsformer; idet man, naar man ser bort fra de i fodnoten nævnte, med spærret sats trykte undtagelsestilfælde, tør slutte, at bøjningsformer, om hvis udtale intet er meddelt, udtales ligesom grundformen med tilføjelse af bøjningsendelsen.

For at man kan se, om ordenes nuværende udtale var gængs ogsaa i 18. aarh., er dette aarhundredes banebrydende fonetiker, Jens Høysgaards grammatiske værker fuldstændig excerperet. Findes udtalen af et ord angivet hos Høysgaard, vil dette da blive meddelt i ordbogen. Afviger udtalen hos Høysgaard ikke fra den nuværende udtale, gives i ordbogen kun en henvisning til Høysgaard; men viser dennes udtaleangivelse en fra nutidens udtale afvigende form, meddeles selve Høysgaards udtaleform. En henvisning til Høysgaard uden citat betyder altsaa, at ordets udtale i 18. aarh. antagelig var den samme som i vor tid; anførelse af en Høysgaardsk udtaleform betyder, at der er uoverensstemmelse mellem den nuværende og den hos Høysgaard meddelte form.

Høysgaards lydtegnssystem stemmer ikke med ordbogens og er i det hele nutiden fremmed; det havde derfor været meget fristende at omskrive de Høysgaardske udtaleformer med ordbogens lydtegn; men da dette ikke lod sig gøre med fuldkommen sikkerhed i enkeltheder, har vi ment det rigtigere at bevare forfatterens tegn; en oversigt over betydningen af Høysgaards lydtegn findes i den i forkortelseshæftet meddelte lydskrifttavle. I et par tilfælde, hvor de Høysgaardske udtaleformer maatte virke vildledende paa den, der ikke er nøje inde i Høysgaards lydtegnssystem, har vi i parentes vedføjet betydningen af disse udtaleformer; dette gælder bl. a. de tilfælde, hvor H. efter bestemte regler udelader accent, se fx. aagre, og de tilfælde, hvor H. bruger accent 1 ({accent aigu}) i stedet for accent 3 ({accent circonflexe}) og omvendt.

Foruden Høysgaards værker er naturligvis ogsaa nyere afhandlinger om dansk fonetik gennemgaaet. Ved citater fra saadanne afhandlinger, fx. fra Otto Jespersens store fonetik, fra Karl Verners breve olgn., hvor der ingen tvivl er om, hvilken udtale forfatteren har villet betegne, ombyttes vedkommende skrifts lydtegn med de i ordbogen brugte; saaledes gengives Verners længde-streg ved en prik, hans stød-prik ved et komma, og hans tryk-accent ved en lodret streg.

Efter udtaleangivelsen meddeles ordets bøjning. Princippet for de former, der meddeles, er det samme som ved udtaleangivelsen: læseren skal paa grundlag af de anførte former kunne slutte til alle øvrige bøjningsformer.

Af substantiver meddeles derfor altid flertal, men bestemthedsform kun, hvor den er uregelmæssig dannet, se fx. I.Ager. Desuden meddeles forældede kasusformer, se fx. Aar, II.al. Af adjektiver meddeles normalt ikke flertal og bestemthedsform. Intetkønsformen og gradformerne anføres derimod altid, hvor man ikke kan slutte sig til dem ud fra grundformen, se fx. aaben, blaa, bly. Adverbialendelsen -t anføres som regel kun, hvor ogsaa andre adverbialformer forekommer, se fx. aandelig, absolut. Forældede former anføres altid. Af verber anføres som regel præt. af svage verber og præt. og part. af stærke verber.

Ogsaa verbalsubstantiver, der kun har verbal betydning, betragtes som bøjningsformer; derfor opføres som bøjningsendelser verbalsubstantiver paa -else, -ing, -ning (kun undtagelsesvis medtages ord paa -en, der jo kan dannes til næsten et hvilket som helst verbum) samt paa -ion, -ation olgn. Disse ord vil altsaa ikke blive behandlet i særlige artikler, men maa søges i verbets "hoved", hvor der eventuelt vil blive givet oplysninger om deres brug m.m.; hvor citater meddeles, anbringes de mellem de øvrige verbalformer under de forskellige betydninger. Har et verbalsubstantiv derimod ogsaa andre betydninger, fx. konkrete, vil det blive opført i en særlig artikel paa alfabetisk plads, se fx. Aabenbarelse, Aabenbaring, Aabning.

Verbalsubstantiver med andre endelser, fx. -ende, -sel, -st, behandles ved smaa-artikler paa samme maade som de ovf. nævnte ord, men vil dog i reglen blive opført som selvstændige artikler; ved verbalsubstantiver paa -eri og vbss. af typen Affald, Angreb er dette altid tilfældet. Til saadanne artikler vil der blive henvist fra verbets "hoved".

Foruden i de her nævnte tilfælde anføres bøjningsformer af praktiske grunde i de tilfælde, hvor udtaleangivelse af vedkommende form er nødvendig (jfr. foran [Udtaleangivelse-meddeles-ved]s. [Udtaleangivelse-meddeles-ved] f.).

Efter ordets bøjningsformer – eller, hvor saadanne ikke er meddelt, efter ordets udtaleangivelse – gives meddelelser om ordets historie og etymologi og som regel ogsaa om dets brugsomraade. Disse meddelelser er anbragt i en halvfed parentes, med hvilken "hovedet" slutter. Vi skal nu nøjere gøre rede for, i hvor vid udstrækning man efter ordbogens plan kan vente at finde oplysninger paa disse omraader, der er af saa stor betydning for kendskabet til ordets udvikling og dets nuværende udbredelse.

Det tidsrum, ordbogen omfatter, begynder som ovf. omtalt først ved aar 1700, men for hvert enkelt ord (se dog om ssgr. og afledninger ndf. [sammensætninger] s. [sammensætninger] f.) gives oplysning om, hvor langt tilbage i danske sprogkilder ordet findes. Findes ordet i runeindskrifterne eller i de ældste danske haandskrifter (c. 1275–1350), angives dette altid. Ord fra runeindskrifterne anføres med normaliseret retskrivning som i ordbogen til Wimmers store værk og i haandudgavens ordbog, hvorefter formerne meddeles uden nærmere kildeangivelse – kun med betegnelsen run. Ord fra de ældste danske haandskrifter gengives med den i kilderne almindelige stavemaade. Hvis ordet findes i Lunds ordbog over ordforraadet i det ældste danske skriftsprog, anføres formen kun med betegnelsen æda. uden nærmere kildeangivelse, i alle andre tilfælde vil kilden være meddelt.

Hvis ordet findes i runeindskrifterne eller i de ældste haandskrifter, anføres det ikke fra gammeldanske eller ældre nydanske kilder, uden der er særlige grunde dertil; saaledes er fx. Abbed og Abrod anført med former henholdsvis fra gammeldansk og ældre nydansk for at vise, naar den nuværende ordform tidligst optræder.

Findes ordet først i gammeldansk, anføres det herfra. Ord, der findes paa alfabetisk plads i Kalkars ordbog I–V, anføres som regel uden nærmere kildeangivelse kun med betegnelsen glda. Findes ordet ikke hos Kalkar, meddeles kildestedet. Ord, der findes i gammeldanske kilder, anføres ikke fra ældre nydanske, naar der ikke er særlige grunde dertil.

Findes ordet derimod først i ældre nydansk, anføres det herfra. Om kildeangivelsen gælder samme regel som for gammeldanske ordformer.

Ordformer fra gammeldansk og ældre nydansk, hvor retskrivningen var meget uregelmæssig og overfyldt, gengives som regel med en lempelig normalisering af ortografien, saaledes at hin tids sammenhobning af bogstaver og for nutidens læsere vildledende sammenblanding af y og i, af w, v og u olgn. undgaas.

Der er altsaa søgt ved alle ord at vise forbindelsen mellem ordets udvikling i det tidsrum, ordbogen omfatter, og tidligere tidsrum. Man vil af de sproghistoriske meddelelser kunne se, naar et ord først findes i danske kilder, og hvor det findes, idet enten selve kilden er meddelt eller en ordbog, i hvilken nærmere oplysninger om ordets forekomst gives.

Efter meddelelsen om ordets forekomst i ældre dansk gives oplysning om dets udbredelse i nordisk (er ordet fællesnordisk, anføres som regel kun den "oldnordiske" (oldnorsk-islandske) form) og i de germanske hovedsprog. Efter de germanske ordformer meddeles – hvis ordet er indoeuropæisk – de latinske og græske former eller, hvis ordet ikke findes i latin og græsk, formen i sanskrit. Ordformer fra andre europæiske eller fra ikke-europæiske sprog meddeles kun undtagelsesvis (se fx. Abbed, Admiral, Alkove). Hvor oplysninger om et ords grundbetydning kan gives med nogen sikkerhed, vil de blive meddelt, eventuelt med henvisninger til afhandlinger, hvor ordet er udførligere behandlet (se fx. Aag, Aager, Aare, Alvor).

Ordets lydudvikling fra ældre tid til nyere forklares ikke, hvis forandringen skyldes de gængse regler for lydudvikling; skyldes den nuværende lydform derimod særlige forhold som fx. sammenblanding mellem to forskellige ord, vil oplysninger blive givet, hvor det skønnes at være af interesse.

Ved laaneord skelner vi mellem de gamle, især latinske og nedertyske, ord, som er kommet ind i middelalderen, og som nu knap opfattes som fremmedord (fx. Abbed, Almisse, Alter, agte, Arbejde), og de talrige især latinske ord, som dels direkte, dels gennem tysk og fransk er kommet ind i dansk i nyere tid, og som rent umiddelbart føles som fremmedlegemer i sproget (ord som fx. abdicere, abnorm, Affekt). Den første slags laaneord behandles m. h. t. historie og etymologi ligesaa udførligt som de danske arveord; de nyere laaneord – de egentlige fremmedord – behandles mere kortfattet. Paa grund af de ældre ordbøgers ufuldstændighed m. h. t. fremmedord vil det ofte være umuligt at paavise, naar disse først optræder i dansk; men saa vidt materialet tillader det, vil den ældste forekomst blive meddelt, se fx. abnorm, abonnere, adræt. Dernæst meddeles det, fra hvilket sprog ordet stammer; men om det er kommet direkte herfra til dansk eller gennem et andet sprog, oplyses kun, hvor dette er af særlig interesse til forklaring af den danske form ell. lign. (se fx. Alun, Abrikos). Oplysninger om fremmedords egentlige betydning gives, saa vidt dette med sikkerhed kan gøres og iøvrigt anses for rimeligt, se fx. Abskonsel, Akvarel, Albino, alert, Alfons, Ambe.

Foruden om ordets skriftform og grammatiske kategori, dets udtale og bøjning, dets historie og etymologi gives i "hovedet" oplysning om dets brugsomraade.

Ved de ord, ordformer etc., der tilhører nutidens almindelige skrift- og talesprog, gives ikke nogen særlig brugsbetegnelse. Et ord, der er uden brugsbetegnelse, har altsaa den underforstaaede betegnelse "almindelig brugt baade i skrift- og talesproget". Tilhører ordet derimod en snævrere sprogkreds, betegnes brugsomraadet altid nærmere.

Et ord kan tilhøre en ældre tid. Er det i det nuværende sprog ganske ubrugeligt, dødt, betegnes det med et kors; fx. stærk aand, der endnu af Paludan-Müller bruges om "fritænker", afgjort i betydning "fejret", endnu almindeligt i midten af 19. aarh. ("hun var afgjort af alle". Hertz), Aftenhøne om stjernebilledet svanen, endnu brugt hos H. C. Andersen, Akkermær, der senere omdannes til Rakkermær, almindeligt hos Holberg, det almindelige væsen om "det borgerlige samfund" ofte hos det 18. aarh.s prosaister. Kan det endnu bruges i arkaistisk stil eller hvor der er tale om ældre tiders forhold, betegnes det som forældet, se fx. Adrienne, allersom-, Amt (i betydning "haandværkerlav"), Anhang (i betydning "tilhængere", "slæng"); tilhører det det ældre slægtled, betegnes det som gammeldags, se fx. II.Aal (om indsats, spillepenge), Agtersting ("Bagsting"), udtalen {lydskrift: ['almesa]} Almisse; eller ordet betegnes som (nu) sjældent, lidet brugeligt m.m. Omvendt kan et ord, en ordform etc. være indskrænket til brug i nyere tid, hvad der fx. kan vise sig ved, at ordet ganske mangler i de ældre ordbøger, i saa fald vil der ved ordet blive sat en pil (<), der peger bort fra vedk. ordbog, og som betyder "findes ikke i det og det værk, sandsynligvis fordi ordet ikke fandtes i sproget, da værket udkom"; saaledes er fx. Agerbrug betegnet som yngre end v. Aphelens ordbog 1764 (< vAph.), aandfuld, affolke, afsløre, Album, alsidig, anerkende som yngre end Videnskabernes Selskabs ordbog 1793, Aandenød, afkristne, afruste (i betydning "afvæbne"), Albuerum som yngre end Molbechs ordbog 1859, affede, aflaste som yngre end Sundby og Baruëls ordbog 1883 osv.

Et ord kan ogsaa helt eller i særlig grad tilhøre en vis stil. Ord, der ikke bruges i det almindelige talesprog, betegnes som ejendommelige for højtidelig sprogbrug, fx. Aasyn (i betydning "ansigt"), udtalen {lydskrift: [qoQ'afcfon]} af godaften i modsætning til den almindelige udtale {lydskrift: [go'afdn]}, eller som ejendommelige for embedssprog, fx. aktere (en sag, en skrivelse), allerunderdanigst (i underskrifter), for bibelsk og religiøs sprogbrug, fx. Agermand, "agerdyrker" (se ogsaa Aasyn l, afvende 2, I.Angst 1); eller ordet kan betegnes som tilhørende poetisk sprogbrug, se fx. Aftenguld, substantivet Allerkæreste, alt brugt som fyldeord (sp. 486, l. 56), jf. aarle, Abildgaard, eller som tilhørende bogsproget, fx. Aarsnes, Adfærd, affordre, afæske.

Omvendt betegnes ord, som har et anstrøg af familiaritet eller plathed, som dagligdags, fx. en Afstikker (om en udflugt), udtrykket ikke for aldrig det, akavet (i betydning "klodset", "bagvendt"), alstyrende (i udraab), eller som vulgære, fx. formen adjøs (for adjø), Aftning (for Aften), udtryk som af den anden verden (sp. 551, l. 25), en anden en (sp. 559, l. 4), andet end (i betydning "men", "derimod" sp. 558, l. 24), eller som jargon-ord, fx. eden Amager (sp. 508, l. 57); kan man henføre ordets brug til en bestemt sprogkreds som barnesprog, skole-, studenter-, soldaterjargon, tilføjes disse betegnelser, se fx. III.a, ae mfl.

Er et dialektord indført i en rigssprogstekst, men iøvrigt ikke brugeligt i alm. rigsskrift og -tale, betegnes det med navnet paa den dialekt, hvorfra det kendes; saaledes er fx. verbet alle, adjektivet alstille i betydning "ganske stille", Andel {lydskrift: ['an'(9)l]}, navn paa sødgræs, betegnet som tilhørende jydsk, alstille i betydning "stadig" som tilhørende sjællandsk, afynde "skæmme" som tilhørende fynsk, affar (modsat alfar) som falstersk, Aandetræk for "aandedræt" og Alhore for "ærkeskøge" som bornholmsk.

Hører et dialektord ikke til en bestemt landsdel, betegnes det, i større almindelighed, som dialektisk, fx. Aftensæde hos Grundtvig, Anton Nielsen, Gjellerup og Aakjær, Alvorsnak "alvorlig talt" i Vid. Selsk. Ordb., hos Bredahl, i Feilbergs jydske ordbog, se endvidere Aavending, Afgøring, Aftenrusk, agle, Aldermand, Alterskole, Amdam, Andre mfl.

Endelig kan ordenes brug være indskrænket til et bestemt fag – filosofien, medicinen, kemien osv., bødker- eller snedkerfaget, skrædder- eller skomagerfaget osv., det kan tilhøre handelssproget, det juridiske sprog, marinesproget osv., det kan tilhøre musik-, sport-, kortspil-terminologien osv. Saaledes tilhører fx. Aasted og Alibi den juridiske terminologi, Afgang (om blodets udtømmelse af legemet olgn.) og akut (modsat kronisk) den medicinske terminologi; andrive (i betydning "kunstigt opelske") tilhører gartnersproget, Agterstaf (del af en stol) snedkersproget, After ("affaldsgrus") bjergværkssproget, afneje ("randsy en saal") skomagersproget, Aal ("staalspids til at optage typer med") bogtrykkersproget osv. Som særlige handelsudtryk betegnes fx. aabent marked (sp. 9, l. 41), afregne 2 (sp. 239, l. 63) og Allonge, som landbrugsudtryk fx. afheste og Ajle, som marineudtryk fx. afmønstre, anduve og anhale, som udtryk ejendommelige for jægersproget fx. Aadseljæger og affange osv.

Tilhører et ord ikke særligt et enkelt fagomraade, men en videre fagkreds, betegnes det som fagligt – eller, hvis det tilhører de tekniske fag, som teknisk. Som eksempler paa ord, der er betegnede som tilhørende fagsproget, kan nævnes: afproppe, afspalte, Akse 2, Akvædukt, som eksempler paa tekniske fagord kan nævnes aadre, affase, anbore.

Om betegnelsesmaaden skal vi blot meddele, at vi i det hele har anvendt de almindelige forkortelser og tegn. Hvor vi har maattet indføre ny forkortelser, har vi søgt at gøre disse saa korte som muligt, uden at dette dog forhaabentlig er gaaet ud over letforstaaeligheden (iøvrigt henvises til forkortelseshæftet).

3. Betydningsinddeling

Artiklens væsentligste del, ret egentlig ordbogens kerne, udgøres af ordenes betydninger, oplyst ved citater.

Ved betydningsinddelingen har det været vort maal at fremhæve ordets hovedbetydninger saa overskueligt som muligt, mens vi ikke har kunnet tilstræbe fuldstændighed i meddelelsen af betydningsnuancerne. Ikke blot er citatmaterialet for utilstrækkeligt, og den tid og den plads, der er til vor raadighed, for knap til, at en i alle enkeltheder gaaende inddeling af betydningsnuancerne kan gives, men en saadan vil ofte gaa ud over opstillingens klarhed, saaledes at brugeren af ordbogen meget vanskeligt vil kunne faa overblik over de større artikler. Hertil kommer, at selv den mest detaillerede betydningsinddeling ikke kan være udtømmende; sprogets mangfoldighed vil altid skabe ny nuancer; kun ved et dødt, et afsluttet sprog, hvor den hele litteratur kan gennemgaas, er det muligt at opnaa fuldstændighed i meddelelse af betydningsnuancerne – vel at mærke i de bevarede litteraturrester, ikke i det engang levende sprog.

Ved den rækkefølge, i hvilken betydningerne meddeles, er ordets betydningsudvikling bestemmende; den logisk oprindeligste, den primære betydning sættes først, uafhængigt af om denne er den tidligst forekommende i dansk eller ej. Hvis fx. den primære betydning af et laaneord først findes i 19. aarh., men den afledte betydning allerede i gammeldansk eller i ældre nydansk, sættes som første betydning den primære, skønt det er den historisk yngre; men naturligvis bemærkes det i saadanne tilfælde, at betydning 1 i dansk er yngre end fx. betydning 2, se fx. angribe, hvor betydning 2 "virke umiddelbart paa", der ligger meget nær grundbetydningen "gribe fat paa", først findes (i teknisk terminologi) i slutningen af 19. aarh., mens de afledte betydninger "begynde en kamp","rammes af en sygdom olgn.", der er opført som nr. 5 og 6 i rækken, allerede findes hos Holberg.

Som det vil ses af artiklerne, bruges til betegnelse af ordets hovedbetydninger: 1), 2) osv., til betegnelse af underbetydninger: 1.1), 1.2) osv., mens yderligere inddelinger indenfor hoved- eller underbetydningerne betegnes ved ||. Ved særlige udtryk eller forbindelser bruges som inddeling almindelige tal (se fx. aabne sig sp. 17, l. 62).

Definitioner

Efter betydningstallene følger definitionen; denne søger vi at gøre saa kortfattet og lidet specialiseret som mulig; til selve forklaringen, der alene har til formaal at meddele ordets sproglige betydning, ikke at give realoplysninger om den ting, ordet betegner, føjes de vigtigste synonymer, uden at vi dog i nogen maade paa dette punkt tilsigter fuldstændighed.

Citater

Betydningerne oplyses ved citater eller henvisninger til saadanne. Citaternes opgave er flerdobbelt: dels saa klart som muligt at belyse definitionen, dels at meddele afskygningerne indenfor vedkommende betydning saa alsidigt som muligt, dels endelig at vise, naar og hvor betydningen er gængs.

Ved valget af citater i det forhaandenværende seddelmateriale søger man naturligvis i videst mulige omfang at fyldestgøre dette citaternes tredobbelte formaal; desuden tager vi ved citatvalget hensyn til særlig folkekendte skriftsteder; fx. medtages under age citatet fra J. P. Jacobsens "Det bødes der for"; under give agt citatet fra "Kong Kristian", under Alarm citatet fra Fabers Julevise, under allenfals citatet fra Wessels berømte impromptu, ved udtrykket et–et andet (sp. 554, l. 36) anføres det ikke mindre berømte Holbergcitat fra Den politiske Kandestøber osv.

Citater og henvisninger anføres indenfor hver betydning efter tidsfølgen. Som grundlag for kronologien lægges forfatter-aaret; vi har her valgt ikke forfatterens fødselsaar, der kan give en uheldig rækkefølge (som fx. ved fru Gyllembourg, hvis stil i høj grad er paavirket af hendes yngre samtids, og hvis skrifter man derfor nødig saa anbragt fx. før Oehlenschlägers), men forfatterens debutaar. Ved leksikalske værker og fagværker anbringes citaterne naturligvis ved det aar, i hvilket vedkommende ordbog eller fagværk er udkommet, ikke ved forfatterens debutaar, der i dette tilfælde er ganske uden interesse for ordets datering. Undertiden kan det ogsaa være hensigtsmæssigt overhovedet at bryde den kronologiske rækkefølge, hvis man fx. vil angive nærbeslægtede udtryk fra forskellige værker; vi har saaledes tit som citat valgt det mest oplysende eksempel, selv om dette ikke var det ældste, og dertil føjet henvisninger fra ældre og yngre værker (se fx. Affald sp. 153, l. 20).

En særlig omtale kræver bibel- og salmecitaternes datering. Som grundlag for bibelcitaterne bruges: Chr. VI.s bibel 1740 (paa hvilken Ewalds bibelkonkordans bygger), det 19. aarh.s autoriserede bibeloversættelser – af det ny testamente 1819 og det gamle testamente 1871 – samt den ny autoriserede oversættelse fra 1907 af det ny testamente. I almindelighed anføres citaterne efter det 19. aarh.s oversættelser, men hvis det ord, som skriftstedet giver eksempel paa, er ændret fra Chr. VI.s bibel eller senere er blevet ændret i 1907-oversættelsen, meddeles dette; omvendt anføres, hvis ordet kun findes i Chr. VI.s bibel eller i 1907-oversættelsen, bibelstedet herefter, som regel med tilføjelse af ordlyden i de andre oversættelser. Bibelcitater, der er anført fra henholdsvis 1819- og 1871-oversættelsen, meddeles uden nærmere kildeangivelse, ved bibelcitater fra Chr. VI.s bibel eller 1907-oversættelsen tilføjes derimod efter bibelstedet "(Chr.VI)" eller "(1907)". Man vil altsaa ved ethvert bibelcitat kunne se, fra hvilken oversættelse det er anført, og man vil kunne se, om opslagsordet er fælles for "normalteksten" (d. e. det 19. aarh.s oversættelser) og henholdsvis det 18. og 20. aarh.s oversættelser. Citater, der er anført fra Chr. VI.s bibel, anbringes før andre citater fra det 18. aarh., idet der er stor sandsynlighed for, at citatet i virkeligheden er af meget ældre dato; det samme gælder citater, der er anført fra 1819- eller 1871-oversættelsen, men hvor opslagsordet stemmer overens med teksten i Chr. VI.s bibel. Findes et ord derimod først i 1819-, 1871- eller 1907-oversættelsen, anbringes citatet paa vedkommende bibeloversættelses kronologiske plads.

Salmecitaterne volder større vanskelighed. Kan et citat fra salmebogen nogenlunde let findes i forfatterens originale tekst – hvad der som regel er tilfældet ved salmer af de fire store salmister, Kingo, Brorson, Grundtvig og Ingemann – citeres det efter originalteksten og anbringes blandt vedkommende forfatteres øvrige citater; den eventuelt afvigende tekst i salmebogen anføres kun, hvor det er særlig oplysende for opslagsordets udvikling. Hidrører citatet derimod fra andre forfattere, er det oversat ell. lign., har vi ikke ment at turde anvende saa megen tid som en verificering efter originalen maatte fordre, men anfører i saadanne tilfælde citatet efter salmebogen (ligesom i de tilfælde, hvor en verificering for de fire store salmedigteres vedkommende ikke indenfor en rimelig tid er lykkedes). Men den kronologiske anbringelse af saadanne salmebogscitater er vanskelig, fordi man jo ikke uden jævnførelse med originalteksten kan afgøre, om citatet er gaaet uforandret over fra en eller anden gammel eller nyere salme, eller om det i dets nuværende form skyldes den kommission, der – ofte med kraftig haand – har revideret og omarbejdet de gamle tekster. Vi har da ment det rimeligst at anbringe uverificerede salmebogscitater efter de udaterede bibelcitater, altsaa før forfattercitater fra 18. aarh. At man ved dette valg ikke undgaar at faa citater, der i virkeligheden er fra anden halvdel af 19. aarh., anbragt før Holbergcitaler, er vi vel vidende om; læseren kan derfor ikke anvende salmebogscitaterne til oplysning om ordenes og betydningernes datering uden at have underkastet dem den nærmere undersøgelse, som vi desværre ikke har ment at turde ofre den tilstrækkelige tid paa.

Endnu skal det nævnes, at citater fra Danske lov anbringes allerførst i den kronologiske række, dernæst kommer folkevisecitater, endvidere, som omtalt, bibelcitater og salmebogscitater – og endelig de navngivne citater fra forfattere eller daterede fagværker. (Henvisninger til Jenssen-Tusch's Nordiske Plantenavne anbringes under det 18. eller 19. aarhundredes citaler, alt efter den ældste kildes alder, som Jenssen-Tusch citerer).

Sidst i artiklen eller i hver betydningsgruppe anføres de vigtigste af de talemaader og ordsprog, i hvilke ordet findes. Nærmere oplysning om, hvorfra udtrykket hidrører, meddeles, hvor det skønnes af interesse, se fx. talemaaden kvæle abekatten sp. 85, l. 26, honnet ambition sp. 512, l. 65, skrive (trykke) almanakker sp. 461, l. 23, lægge en alen til sin vækst sp. 435, l. 26; desuden gives henvisninger til udtrykkenes anvendelse i litteraturen, se fx. talemaaden "hvad forstaar bønder sig paa agurkesalat" (sp. 376, l. 4) med henvisning til Oehlenschlägers Dina, J. L. Heibergs Recensenten og Dyret og Kierkegaards Forførerens Dagbog.

Den fremstilling, der her er givet af det omfang, hvori betydninger og citater meddeles, kræver et forbehold. Medens oplysningerne om ordets udtale, bøjning, historie og etymologi kan gives i det omfang, ordbogens plan fordrer, er den udstrækning, i hvilken citater og betydninger kan meddeles, i høj grad afhængig af det forhaandenværende seddelmateriale; og da dette bygger og maa bygge paa et udvalg af de trykte sprogkilder, ikke paa den samlede litteratur, vil der nødvendigvis være betydninger, som fattes i ordbogen, eller hvis tidfæstelse i denne er mangelfuld.

Tilbage staar at omtale citaternes ydre form. Citaterne anføres ordret og bogstavret; indskud af ord sættes i parentes og kursiveres; erstatter de(t) indskudte ord et eller flere ord i teksten, betegnes lakunen ikke særlig, men i alle andre tilfælde betegnes udeladelse af ord og sætninger ved to prikker. Ogsaa tekstens tegnsætning følges nøje, dog sættes punktum ved citaternes slutning, selv om der i teksten intet slutningstegn er, eller her staar komma, kolon eller semikolon. Spørgsmaals- og udraabstegn bevares i reglen som slutningstegn. Citater fra poesi (vers) er betegnede ved en stjerne foran citatet; ny linje i verset er betegnet ved en lodret streg. I dramatiske citater sættes ved replikskifte replikkerne i anførselstegn, og replikskiftet betegnes ved en tankestreg. Som det vil ses, trykkes selve citaterne og alene disse med antikva (opretstaaende skrift), redaktørens indskud trykkes som nævnt med kursiv (løbeskrift), det samme gælder titelangivelserne.

Titelforkortelser

Om disse – bogtitlerne – maa det meddeles, at vi for at spare plads i saa vid udstrækning som muligt har anvendt forkortelser. Princippet for forkortelserne har været at gøre forfatternavnet gennemsigtigt (Holb., Wess., Oehl., HCAnd., Grundtv., PalM., Kierk. osv.), mens bøgernes titler som regel kun er betegnet med et eller et par forbogstaver, fx. Oehl.A. = Oehlenschläger, Aladdin, JVJens.EE. = Johs. V. Jensen, Ejner Elkær.

Tal, der er tilføjet som eksponent i en bogtitel, betegner udgaven, fx. OpfB. = Opfindelsernes Bog, 2. udg. Særlig mærkes det, at et forfatternavn efterfulgt af en bogtitel i parentes henviser til et af forfatteren skrevet stykke i vedkommende bog, tidsskrift etc.; fx. PHFrim.(Rahb.LB.I.160) = P. H. Frimann i Rahbeks Læsebog I. 160. Redaktionelle sprogprøver betegnes med tre smaa streger ({tre streger}). Titler paa bøger, der kun citeres enkelte gange, forkortes ikke. Iøvrigt henvises til forkortelseshæftet.

4. Sammensætninger

Der er flere gange ovenfor talt om den fuldstændige ordbogsartikel i modsætning til artikler om sammensætninger. Da oplysning om de fleste sammensætningers udtale, bøjning, historie, etymologi og betydning kan faas gennem oplysningerne om sammensætningens enkelte led, følger heraf, at sammensætninger i almindelighed bør behandles paa en meget mere kortfattet maade end enkeltordene. Vi skal i det følgende give en redegørelse for de principper, hvorefter artikler om sammensætninger er udarbejdede.

Sammensætninger, hvis første led er en præposition, et adverbium eller et præfiks, behandles normalt i selvstændige artikler ligesom ikke-sammensatte ord; den eneste afvigelse fra disse er, at udtalen kun angives for opslagsformens, ikke for bøjningsformernes vedkommende, da de bøjede formers udtale svarer til udtalen af det ikke sammensatte ords bøjningsformer med den almindelige begrænsning, at sammensatte verber har stød i alle former, hvor stød er lydligt muligt, fx. har aflyse, aflyste, Aflysning stød, mens enkeltverbets former mangler stød.

Sammensætninger, hvis første led er et substantiv, adjektiv eller verbum, behandles som selvstændige artikler, hvis det er vigtigere ord, der efter almindelig sprogfølelse opfattes som selvstændige ord (fx. Aandedrag, aandfuld, Abekat); andre sammensætninger opføres i summariske artikler, hvor, naar ikke særlige forhold gør sig gældende, hverken udtale, bøjningsformer eller historie og etymologi anføres. Ved særlige forhold forstaas, at de enkelte leds udtale i sammensætningen er forskellig fra de selvstændige ords udtale (se fx. almen- med fakultativt stødtab, sp. 462; dog meddeles som regel ikke stødtab i sidste stavelse af ssgr., naar disse indgaar som led af en ny ssg. fx. Aalegaardsnævn, Aandfuldhed), at deres bøjning afviger fra det usammensatte ords (se fx. Aarti med uforandret flertal, sp. 76), at deres etymologi eller historie frembyder særlig interesse (se fx. Aadseljæger, Abebrødtræ, Aftenrøde, Andehval). Betydningen af en sammensætning anføres som regel kun ved henvisning til første leds betydning. Henvisningstallene sættes i skarp parentes lige efter den grammatiske betegnelse. Romertallene henviser til det opslagsord, der udgør første led, arabertallene til betydningen, fx. vil Akkord-arbejde [1.{lille 2-tal}] sige, at Akkord her er brugt i betydning 1.{lille 2-tal} af Akkord: "overenskomst, if. hvilken arbejdsløn beregnes efter mængden af det udførte arbejde, ikke efter arbejdstiden", Alt-nøgle [I] vil sige, at første led er I.Alt, "den dybe kvindestemme", ikke II.Alt, "en helhed, universet".

Meget ofte vil man (som omtalt foran [førsteledsartikel s. XXVIII]s. [førsteledsartikel s. XXVIII]) i en lille artikel om førsteleddet finde samlet oplysninger om dettes form, udtale osv., som det vilde være urimeligt at gentage ved de enkelte sammensætninger, se fx. Aands-, sp. 52, Almue-, sp. 476.

Paa lignende maade som sammensætninger behandler vi suffiksord. Selve suffikserne omtales i særlige artikler, hvis de har hoved- eller bitryk og er af germansk oprindelse. Ordbogen vil da bringe artikler om følgende suffikser: 1) substantivsuffikserne: -dom, -dømme, -hed, -inde, -mager, -skab; desuden de romanske suffikser -eri og -ment. 2) adjektiv-suffikserne: -agtig, -bar, -foldig, -fældig, -færdig, -haftig, -holdig, -laden, -mæssig, -vorn. 3) adverbium-suffikserne: -dan, -deles, -ledes, -lunde, -længs, -sinde, -vis, -vortes. Ord, der ender paa disse suffikser, vil i almindelighed blive behandlet som sammensætninger, med mindre de efter hele deres karakter føles som selvstændige ord, fx. behandles aandbar, aandeagtig, abeagtig osv. som ssgr., men aabenbar, delagtig, skabagtig osv. i selvstændige artikler.

De her anførte bemærkninger om, hvordan vi har søgt at løse det store og vanskelige spørgsmaal: i hvor vid udstrækning sammensætninger skal behandles, og hvorledes man skal opnaa nogenlunde ensartethed i behandlingen, maa, trods de ikke faa enkeltoplysninger, ikke opfattes, som om vi havde givet et udtømmende regulativ, som læseren kunde anvende paa enhver af ordbogens artikler om sammensætninger. Vi har blot villet vise retningslinien, villet vise, at vort maal har været intet overflødigt at meddele, ikke at lade lidet sigende oplysninger om ord, der ikke har oplysning behov, tage pladsen fra væsentlige artikler, men at vi paa den anden side, hvor ordet, selv om det formelt var en sammensætning, dog reelt var blevet en enhed, en enhed, der krævede meddelelser om historie og betydning saa vel som enkeltordene, dér har givet disse, saa vidt materialet tillod det; og ved valget mellem disse sammensætninger og hine har vi søgt at lade saa lidt som muligt afhænge af det subjektive skøn: men naturligvis maa dette, trods alle regler, i mangfoldige tilfælde blive det afgørende.

IV. ORDBOGENS KILDER

1. Seddelsamlingerne

Hovedgrundlaget for ordbogen udgør den af professor Verner Dahlerup udarbejdede citatsamling.

Professor Dahlerups samling suppleres med to ældre citatsamlinger: sprogforskeren I. Levins samling til en dansk ordbog over sproget fra middelalderen til c. 1870 og arkivsekretær Jørgen Blochs samling til en fuldstændig Holberg-ordbog.

I. Levin (1810–83) havde gennem en lang aarrække samlet citatsedler til en dansk ordbog, som det dog ikke lykkedes ham at faa begyndt udarbejdelsen af. Hans samlinger er imidlertid – især til litteraturen fra slutningen af 18. aarh. og til de vigtigste skønlitterære forfattere fra første halvdel af 19. aarh. (samt til enkelte andre fx. Mynster og Molbech) – meget righoldige og affattede med stor skønsomhed og nøjagtighed. Men da hans citater fra litteraturen før 1700 i det væsentlige er optaget i eller overflødiggjort af Kalkars ordbog, og da hans samling til tiden efter 1700 for en stor del som grundlag har samme litteratur som professor Dahlerups samlinger, har Levins samling ikke længere den betydning, som dens omfang, dens paalidelighed og dens værdifulde citatvalg berettigede den til.

Efter Levins død er samlingen efterhaanden blevet forøget med en del af filologen dr. Oskar Siesbye (1833–1913) affattede citatsedler, som saaledes ogsaa kommer vor ordbog til gavn.

Af overordentlig betydning er de samlinger til en Holberg-ordbog, som er udarbejdet af arkivsekretær Jørgen Bloch (1839–1910). De hviler paa en gennemexcerpering af alle Holbergs skrifter; til hvert ord findes som regel mange citater eller henvisninger, saaledes at samlingen – selv om den ikke er komplet – dog har karakteren af en konkordans, og ordbogen bygger derfor, hvad Holberg-ordforraadet angaar, saa godt som udelukkende paa Blochs samling.

Desuden har ordbogen gennem Det danske Sprog- og Litteraturselskab (se ndf. [hjælp udefra]s. [hjælp udefra]) og gennem professor Dahlerup (se foran *s. IX f.) modtaget et ikke ringe antal gavesedler saavel fra lærde og ulærde venner af ordbogen som fra dennes medarbejdere; disse bidrag, der bestaar saavel af litteraturcitater som af oplysninger om levende sprogbrug i vore almuesmaal, i de specielle fagsprog olgn., er kommet ordbogen til megen nytte.

De her nævnte samlinger har vi forøget paa to maader: dels ved en gennemlæsning og udskrivning af litteratur paa de omraader, der var utilfredsstillende repræsenteret, dels ved et suppleringsarbejde efter fagleksika og fagværker med registre, der gaar forud for redaktionen af hvert afsnit.

Gennemlæsningen og udskrivningen har især omfattet litteraturen fra det 18. aarhundrede: dele af den poetiske litteratur (særlig fra første halvdel af aarhundredet), af romanlitteraturen, af den historisk-filosofiske og teologiske litteratur foruden nogle naturvidenskabelige afhandlinger og tekniske værker. For det 19. aarh.s vedkommende har vi kun i ringe grad gennemgaaet skønlitteraturen, som i forvejen var meget fyldigt repræsenteret, derimod har vi excerperet en stor del af den rige brev- og memoirelitteratur, hovedværker af aarhundredets fremragende videnskabsmænd og vigtigere skrifter af opbyggelseslitteraturen. Endelig har vi for det 20. aarh.s vedkommende ved gennemlæsning af den dramatiske, lyriske og prosaiske litteratur søgt at føre ordbogsmaterialet op til udgivelsestidspunktet.

Denne gennemlæsning, der nu maa anses for i det væsentlige afsluttet, er foretaget dels af redaktører og andre medarbejdere ved ordbogen, dels af nogle af litteraturselskabets medlemmer, blandt hvilke særlig maa nævnes professor juris Poul Johs. Jørgensen, musæumsinspektør Jørgen Olrik og adjunkt Anker Jensen; desuden har dr. Jonas Collin, professor A. B. Drachmann og enkelte andre ydet os værdifuld hjælp ved dette arbejde.

Suppleringen efter fagleksika og fagværker med registre omfatter hele tidsrummet fra 1700 til nutiden og saavidt muligt alle fag: zoologi og botanik; havebrug og landbrug; geologi, kemi og fysik; medicin og farmakologi; teknologi og haandværk; jura, handelsvidenskab og varekundskab; militær- og søvæsen; kogekunst; idræt, musik m.m. Værker om disse fag gennemgaas til hvert enkelt afsnit, og citater udskrives herfra, inden redaktionen af vedkommende afsnit finder sted. Endvidere udskrives bibel- og salmekonkordanserne i passende udvalg efter de autoriserede bibeloversættelser og, for salmernes vedkommende, saavidt muligt efter originalteksterne, se foran [Biblen s. XXIII]s. [Biblen s. XXIII] og [Biblen s. XXIII][Salmecitaterne-volder-større] f.

Det seddelmateriale, som tilvejebringes ved denne "fag-supplering", danner hovedgrundlaget for ordbogens meddelelser om ældre og nyere sprogbrug paa videnskabeligt og teknisk omraade samt om bibel- og salmesproget.

Ordbogens kilder udgøres altsaa af store seddelsamlinger, der bygger paa den almindelige og den faglige litteratur i 18., 19. og 20. aarhundrede. Ved redaktionen benyttes desuden som supplerende hjælpemidler – foruden de foran[modersmålsordbøger s. XV] s. [modersmålsordbøger s. XV] ff. omtalte modersmaalsordbøger – dansk-fremmedordbøger, egentlige fremmedordbøger, konversationsleksika, argot-ordbøger, dialektordbøger, ordsprogssamlinger olgn.

2. Kildematerialets ufuldstændighed

Vil man nu spørge, om det danske sprogstof efter 1700 paa denne maade er udtømmende benyttet til ordbogen, om alle ord, der falder inden for ordbogens plan, ogsaa findes i ordbogen, om der er sikkerhed for, at de enkelte ords betydninger alle er repræsenterede og repræsenterede saaledes, at ordbogen meddeler de ældste citater paa nu brugelige og de yngste paa nu forældede udtryk, betydninger ell. ordformer, meddeler det med de mest prægnante eksempler, der findes i litteraturen, saa bliver svaret et afgjort nej. Der er ikke sikkerhed for, at vi har faaet alle betydninger, navnlig ikke alle faglige betydninger med; der er ikke sikkerhed for, at man ikke i mange tilfælde vil kunne finde ordformer og betydninger og staaende udtryk hjemlede i henholdsvis ældre eller yngre kilder, end ordbogen angiver, og der er sandsynlighed for, at man i mange tilfælde vil kunne finde citater i litteraturen, der klarere og mere repræsentativt end de i ordbogen anførte oplyser ordets brug.

Vil man videre spørge, om en saadan ufuldstændighed er nødvendig, bliver svaret et ligesaa ubetinget ja. Ved en litteratur, der er afsluttet og lidet omfangsrig som fx. de klassiske sprogs, er en fuldstændig udskrivning paa sedler mulig, og paa grundlag af en saadan seddelsamling kan en "thesaurus", der naar fuldkommenheden, udarbejdes. Men en ordbog over et levende sprog, med de sidste aarhundreders uhyre bog- og avisproduktion og med talesprogets stadige nydannelser, kan ikke bygge paa fuldstændige seddelsamlinger, og der er derfor ingen sikkerhed for, at man for alle betydningers vedkommende har faaet just de citater med, der i henseende til betydningens kronologi eller nuancering er de mest repræsentative. Alligevel kunde man ved mere omfattende forarbejder og en bredere anlagt redaktion komme idealet nærmere, end tilfældet er ved denne ordbog. Dette gælder om de store modersmaalsordbøger over de med dansk nær beslægtede sprog, der for tiden er under udgivelse: den svenske og den engelske, den tyske og den hollandske. Men den større fuldstændighed ved disse ordbøger opnaas ved forhold, som ikke kan tilvejebringes ved vor ordbog. Saaledes har ved den snart afsluttede store engelske ordbog, til hvilken grunden lagdes i 1857, og af hvilken første bind udkom 1884, en stor mængde filologer arbejdet i en lang aarrække, men – som en af dets hovedredaktører for nogle aar siden udtalte – "æren for det resultat, der er opnaaet, tilkommer kun i ringe udstrækning ordbogens redaktører og dens flittige stab af lønnede medarbejdere: vore anstrengelser vilde have været fuldstændig resultatløse uden det uhyre seddelmateriale, som er samlet af hundreder af frivillige medarbejdere". I 1905 udgjorde seddelmaterialet over fire millioner sedler, og disse var tilvejebragte af mere end to tusinde samlere, spredt over hele den engelsktalende del af jordkloden, der alle arbejdede vederlagsfrit for den store ordbog. Naar det er lykkedes i England i løbet af et godt halvt hundred aar at fuldføre en ordbog, der i omfang, i nøjagtighed, i indtrængen i stoffet overgaar alle tidligere og samtidige ordbøger, saa skyldes dette altsaa i første række, at den uhyre arbejdskraft, der krævedes hertil, er ydet af et saa stort antal medarbejdere, som kun vil kunne skaffes i et land, hvis sprog har en udbredelse som engelsk, og blandt hvis befolkninger saa mange kyndige kan give deres tid uden at modtage løn derfor.

Den svenske akademiordbog begyndte efter mange aars forberedende arbejde at udkomme 1893. I de 25 Aar, der er forløbet siden da, er henved en tiendedel af ordbogen udkommet. Denne langsomhed i udgivelsen, en følge af ordbogens krav paa fuldstændighed, synes uundgaaelig, til trods for, at der paa akademiordbogen arbejder en hel stab af yngre og ældre filologer, der er honoreret saaledes, at de kan ofre ordbogen hovedparten af deres arbejdskraft. Men at hver enkelt artikel under disse forhold kan komme idealet nærmere end ved vor ordbog, er indlysende.

Og alligevel – lykkes det at gennemføre vor ordbog indenfor det tidsrum, der er planlagt, vil fordelen ved, at ordbogen kan afsluttes af det samme slægtled, ja sandsynligvis for største delen af de samme redaktører, der har begyndt den, være overordentlig. Ikke blot vil ordbogens værdi i og for sig øges ved den større enhed i redaktionen, men det vil unægtelig for ordbogens nuværende brugere være en stor vinding, om de kan faa oplysning om de ord, de søger, hvad enten disse begynder med A eller P eller Ø. Har vi nu taget alle forbehold imod, at man maatte opfatte vor ordbog som fuldstændig, saa maa vi paa den anden side hævde, at kildematerialet og bearbejdelsen heraf er af en saadan art, at forhaabentlig kun faa af de ord, der ifølge ordbogens plan falder indenfor denne, vil savnes, ligesom de væsentligere betydninger af de ord, der omtales, i de fleste tilfælde vil være meddelt i ordbogen, oplyst ved citater fra den almindelige og faglige danske litteratur i de sidste to aarhundreder og saaledes oplyst, at man vil være i stand til, hvad der ikke har været mulighed for i noget tidligere dansk ordbogsværk, gennem citaterne at følge ordets historiske udvikling indenfor den periode, ordbogen omfatter, mens der i artiklernes "hoved" gives en udsigt over ordenes historie i ældre tid.

3. De tilgrundliggende udgaver

Vi har ovenfor talt om kildernes indhold uden at gøre rede for, hvilke udgaver af disse der er benyttet som grundlag. Dette spørgsmaal er naturligvis af stor betydning baade for ordbogens værdi og for dens brugbarhed. Her som i andre tilfælde er idealet naaet ved den græske og romerske oldtidslitteratur, idet denne saa godt som fuldstændig kan citeres med stedangivelse, der er uafhængig af den udgave, hvorefter der citeres, og citatet derfor kan genfindes af ordbogens bruger, hvilken udgave af vedkommende værk han end er i besiddelse af. En meget stor del af den overleverede litteratur er jo poetisk, og i denne er verslinjerne talt, saaledes at man, naar verstallet meddeles, i et øjeblik kan genfinde den citerede verslinje; og hvad prosalitteraturen angaar, er de enkelte bøger inddelt i saa smaa kapitler, at man uden større vanskelighed finder det citerede sted, naar bog og kapitel er meddelt. Man kan derfor vælge udgaverne ganske uden hensyn til disses større eller mindre udbredthed, og det er da en selvfølge, at man i alle tilfælde vælger den udgave, der giver teksten i den paalideligste form.

De moderne litteraturer er, hvad poesien angaar, kun undtagelsesvis linjetalte, og hvad prosaen angaar kun undtagelsesvis delt i saa smaa kapitler, at der kan være tale om at citere efter kapitel i stedet for efter side, saa den eneste litteraturart, hvor en citering, der er uafhængig af den tilfældige udgave, er mulig, bliver den dramatiske litteratur, hvor man ved de sceneinddelte skuespil kan citere efter akt og scene. I de allerfleste tilfælde maa man altsaa citere med sidetal; og da dette for samme citat er forskelligt i de forskellige udgaver, er der nogen grund til ved valget af de udgaver, der citeres i ordbogen, at tage hensyn til disses større eller mindre udbredelse. Mens fx. saaledes Georg Brandes' Samlede Skrifter findes i de fleste større privat-bogsamlinger, er originaludgaverne lidet udbredte; den samlede udgave vil derfor have visse fordele ved citeringen fremfor originaludgaverne. Foruden det her anførte er der imidlertid et forhold, der er ejendommeligt for vor ordbog, og som i høj grad har været bestemmende for de udgaver, vi har lagt til grund ved citeringen. Som ovenfor omtalt udgøres grundstammen af ordbogens citater af seddelsamlinger, der er overdraget litteraturselskabet til benyttelse, og ved hvilke vi har været uden indflydelse paa valget af kilderne. Medens citaterne saavel i Jørgen Blochs Holberg-ordbog som i I. Levins ordbogssamling er affattet efter principper, der gør det nødvendigt at verificere citaterne, uafhængigt af om en mere eller mindre tilfredsstillende udgave er benyttet, saa er citaterne i professor Dahlerups samling affattet saaledes, at de – saafremt de ikke bør anføres efter en anden udgave – kan meddeles i ordbogen uden nærmere verificering.

Vi havde altsaa nu i vort tekstvalg tre hensyn at tage: 1) at vælge tekstgrundlaget saaledes, at teksten var paalidelig – alle udgaver, der var kommet efter forfatterens død, og som ikke var besørget af kyndige udgivere, men var ukontrollerede boghandleroptryk, maatte derfor udskydes 2) at vælge saadanne udgaver, der var almindelig udbredte i offentlige og private biblioteker 3) i saa ringe omfang som muligt ved de af prof. Dahlerup tilvejebragte citater at afvige fra de af ham benyttede udgaver.

Resultatet er blevet følgende: de i ordbogen anførte citater fra værker, af hvilke flere udgaver findes, citeres enten efter originaludgaverne eller efter samlede udgaver, der maa anses for at meddele en forsvarlig tekst (hvad enten denne som fx. i Ingemanns skrifter og Brandes' skrifter er besørget af forfatteren selv, eller den er besørget af en kyndig udgiver som i Vilh. Andersens Poul Møller-udgave, Begtrups Grundtvig-udgave, Liebenbergs Oehlenschläger-udgaver, Carl S. Petersens Holberg-udgave etc.), eller endelig efter en i forfatterens levetid udkommet senere enkelt-udgave, der giver teksten i en ændret form og derfor har selvstændig interesse (fx. 2. udg. af Pontoppidans Sandinge Menighed, 3. udg. af Vilh. Bergsøes Bruden fra Rørvig etc.). For moderne fagværkers vedkommende benyttes som regel den sidste udgave, idet man gaar ud fra, at denne indeholder de mest tidssvarende oplysninger om ordets betydning og brug. Iøvrigt henviser vi for de enkelte udgavers vedkommende til forkortelseshæftet.

V. ARBEJDETS FORDELING

1. Suppleringen af materialet

Af den ovenstaaende redegørelse for ordbogens kilder vil det være fremgaaet, at der – inden redaktionen begynder – foreligger et omfattende og betydningsfuldt suppleringsarbejde. At dette arbejde, der udføres af yngre til ordbogen knyttede filologer, gøres ensartet og med den største nøjagtighed, er af fundamental betydning for værdien af de oplysninger, ordbogen giver om fagord og fagudtryk. Der er derfor udarbejdet og trykt detaillerede regler for dette arbejde. Foruden suppleringen efter fagværker og udskrivning af bibel- og salmecitater gennemgaas inden redaktionen Jørgen Blochs Holberg-ordbog, og citater og henvisninger herfra udskrives i deres helhed efter tidssvarende udgaver eller efter originalerne (se forkortelseshæftet). Naar suppleringen er færdig, udarbejdes en fuldstændig ordliste over alle de i det med Holberg-citater, bibel- og salmecitater samt citater fra fagleksika og fagværker supplerede seddelmateriale, som altsaa nu udgøres af 1) citaterne fra prof. Dahlerups samling, 2) citaterne fra I. Levins samling, 3) citater fra den af selskabet udarbejdede samling, 4) de gavesedler, der er skænket ordbogen, og som af medarbejderne er bragt i vedtægtsmæssig form og 5) de ved den alfabetiske supplering tilvejebragte citater fra Holberg, biblen, salmer og fagværker.

Medarbejderne gennemgaar herefter de ældre danske modersmaalsordbøger, særordbøger over fremmedord, argot osv., dialektordbøger og ordbøger og registre over dansk i ældre tid og vedføjer ved hvert ord paa ordlisten en notits om, hvorvidt dette findes i de nævnte ordbøger; desuden opføres paa ordlisten ord fra de her nævnte ordbøger, der ikke i forvejen findes i materialet, med henvisning til de ordbøger, i hvilke vedk. ord findes, for saa vidt det da tilhører tiden efter 1700. Ordlisterne indeholder altsaa et saa fuldstændigt register som muligt over alle danske ord eller i dansk almindeligt brugte fremmedord i 18.–20. aarhundrede. Til slut gennemgaas Moths store ordbogsværk, idet Moths artikler om de ord, der findes paa ordlisten, og som man altsaa har sikkerhed for har været brugt efter 1700, udskrives paa sedler, fuldstændigt eller i uddrag. I alt omfatter suppleringen henved 120 værker foruden Holbergs skrifter, bibeloversættelserne og salmerne.

2. Redaktionen

Naar materialet er færdigsuppleret, overgives det sammen med den tilhørende ordliste til den redaktør, der skal redigere det. Denne udarbejder manuskriptet i overensstemmelse med redaktionsreglerne (se[kapitel III] ovf. kap. III, s. [kapitel III]), meddeler altsaa ordets skriftform, dets udtale, dets bøjning indenfor den periode, ordbogen omfatter, samt dets historie og etymologi; redaktøren inddeler dernæst ordets betydninger, giver definitioner paa disse, udvælger citater, afgrænser eller udfylder dem og danner, hvor det er nødvendigt, selv eksempler paa betydninger og udtryk, paa hvilke der, skønt de er almindelig brugte i sproget, ikke findes citater i materialet.

3. Gennemlæsning af manuskriptet

Fra redaktøren gaar manuskriptet til gennemlæsning. Denne vil i begyndelsen og for ny tiltrædende redaktørers vedkommende bestaa i en grundig gennemarbejdelse af manuskriptet, idet gennemlæseren dels gør opmærksom paa enhver afvigelse fra de vedtagne regler, dels stiller eventuelle forslag til forbedringer i de etymologisk-historiske oplysninger, i betydningsinddelingen, definitionernes affattelse, citatvalget osv. Paa et senere stadium er gennemlæsningen mindre grundig, har nærmest karakter af et gennemsyn, saaledes at der kun for enkelte artiklers eller punkters vedkommende, fx. hvor redaktøren særlig maatte ønske det, finder en i enkeltheder gaaende behandling af manuskriptet sted. Gennemlæsningsarbejdet fordeles mellem forskellige af ordbogsraadets medlemmer ([ordbogsraadet]s. [ordbogsraadet]); for tiden udføres det især af H. Juul-Jensen.

Efter gennemlæsningen gives manuskriptet med gennemlæserens bemærkninger tilbage til redaktøren, der foretager de fornødne ændringer og derefter overgiver det til verificering.

4. Verificering af titler og citater

Verificeringen bestaar i at efterse, at alle titelforkortelser er i overensstemmelse med de vedtagne forkortelser. Saaledes maa alle forkortelser paa I. Levins sedler ændres, da Levins forkortelsessystem er ganske forskelligt fra vor ordbogs; ogsaa en del af titelforkortelserne paa prof. Dahlerups sedler har maattet ændres, da disse i begyndelsen blev affattede efter et andet princip end det, han senere fulgte. Dernæst skal alle citater, der er udskrevne efter udgaver, som man har ment det uheldigt at beholde, verificeres efter de af os brugte udgaver, ligesom citater, der som Levins er affattet efter andre principper end de ved vor ordbog gældende, verificeres og bringes i vedtægtsmæssig form.

Naar verificeringen er færdig, bliver manuskriptet sendt til prof. Dahlerup (jf. foran side IX), ligesom denne faar en korrektur tilstillet. Dernæst bliver det, umiddelbart inden trykningen, efterset af redaktøren, der indstikker de siden redaktionen tilkomne citatsedler, der maatte være grund til at medtage.

Korrekturlæsningen er fordelt saaledes: en 1. korrektur efter manuskript læses af en af selskabet ansat øvet korrekturlæser; redaktøren læser derefter 2. korrektur efter manuskript; 3. korrektur læses som "meningskorrektur" dels af forfatteren dels af en af de andre redaktører.

5. Ansvaret for artiklerne

Arbejdet er altsaa fordelt mellem de medarbejdere, der supplerer det modtagne seddelmateriale, redaktørerne, der udarbejder artiklerne, dem, der gennemlæser manuskriptet, og dem, der verificerer titler og citater; enhver af disse kan bidrage til artiklens nøjagtighed og den størst mulige fuldstændighed; det er dog en selvfølge, at en afgørende andel i artiklens værdi har de, der har indsamlet citatstoffet, mens ansvaret for redaktionen af det foreliggende stof alene er redaktørens.

6. Sagkyndig hjælp

Redaktøren kan imidlertid ikke være i besiddelse af den fornødne sagkundskab paa de mangfoldige forskelligartede omraader, ordbogen omfatter. Litteraturselskabet har derfor henvendt sig til forskellige institutioner og sagkyndige og bedt dem yde os hjælp dels ved forklaring af fagord, som haandbøgerne ikke gav tilstrækkelig oplysning om, dels ved meddelelse om fagordenes brug. Selskabet har fra alle sider mødt den største imødekommenhed. Det vil være os umuligt at nævne alle dem, der paa de forskelligste omraader lejlighedsvis har givet forklaringer og oplysninger; stadig hjælp har vi modtaget af følgende (som dog ikke har noget ansvar for artiklerne i deres endelige form): chefen for hærens officersskole, oberst Anning-Petersen (militærtekniske spørgsmaal), kaptajn i marinen C. Bastrup (maritime spørgsmaal), inspektrice ved statens lærerhøjskole, frk. Karen Blicher (husholdningsvæsen), dr. med. Jonas Collin (lægevidenskab), kaptajn, forfatter Svend Fleuron (jagtudtryk), direktøren for teknologisk institut Gunnar Gregersen – samt ingeniør Otto Brandt – (haandværk og industri), direktøren for polyteknisk læreanstalt, professor H. I. Hannover i forbindelse med anstaltens lærere (ingeniørvidenskab, kemi, fysik), statskonsulent K. Hansen (landbrug), professor dr. Harald Høffding (filosofi), professor Ad. Jensen (zoologi), professor Poul Johs. Jørgensen (jura og retshistorie), overgartner ved den botaniske have Axel Lange (plantenavne og havebrug), forhenv. leder af haandarbejdsundervisningen ved N. Zahles skole frk. Katrine Lønborg (kvindeligt haandarbejde), bibliotekar ved landbohøjskolen Raphael Meyer (veterinær- og forstvæsen), admiral Chr. G. Middelboe (maritime spørgsmaal), stabslæge Gordon Norrie (medicinalhistorie), chefen for Orlogsværftet, admiral J. Nyholm (spørgsmaal ang. skibsbygning olgn.), dr. phil. Johs. Pedersen (spørgsmaal ang. det gamle testamente), professor, dr. V. A. Poulsen (botanik og farmakologi), pastor P. Severinsen (teologi og kirkehistorie), overlærer ved købmandsskolen, cand. mag. M. Vibæk (handelsudtryk olgn.), sekretær J. Videbæk (fiskeriudtryk); desuden har vi modtaget oplysninger om dialektord, ældre tiders sprog m.m. fra cand. mag. Gunnar Knudsen, dr. phil. Marius Kristensen, redaktør Chr. Nicolaisen, magister P. K. Thorsen ofl.

Naar vi om ordenes faglige betydning har kunnet givet korrekte oplysninger, skyldes dette da i høj grad den udmærkede hjælp, de ovennævnte og andre sagkyndige har ydet os. Ordbogens redaktører har grund til at bringe alle disse en varm tak herfor.

Ofte har desværre pladshensyn nødsaget os til at give forklaringerne paa de forskellige fagord en knappere form end ønskeligt, og navnlig har vi meget tit ikke kunnet optrykke de fyldige oplysninger, vi har modtaget, i deres helhed. I alle disse tilfælde vil man imidlertid kunne finde de originale svar fra de sagkyndige, vi har henvendt os til, i samlingerne til ordbogen, der, som foran nævnt, vil blive offentlig tilgængelige paa det kgl. bibliotek i København. Hvor en saadan skriftlig meddelelse fra en sagkyndig er eneste hjemmel eller indeholder oplysninger, som der efter redaktørens skøn er særlig grund til at henlede læserens opmærksomhed paa, er der til forklaringen i artiklen tilføjet OrdbS. (d. v. s. skriftlig meddelelse i ordbogssamlingen).

7. Ordbogsraadet

For at sikre ensartethed i redaktionen er der som nævnt udarbejdet detaillerede regler, der inden affattelsen er blevet drøftet og vedtaget af ordbogsraadet. Dette bestaar af samtlige til ordbogen knyttede redaktører, f. t. dr. phil. Johs. Brøndum-Nielsen, cand. mag. J. Ernst-Hansen, cand. mag. Holger Hansen, underbibliotekar, cand. mag. H. Juul-Jensen, professor, dr. Kr. Sandfeld Jensen, mag. art. Holger Sandvad samt af professor Verner Dahlerup og dr. phil. Lis Jacobsen. Ordbogsraadet afgør alle tvivlsspørgsmaal vedrørende ordbogsarbejdet.