Hypokondert

Spørgsmål:

Jeg er faldet over jeres ord hypokonder. I får sikkert tusindvis af henvendelser fra folk der mener at vide bedre end det der står på jeres hjemmeside, men jeg kan faktisk slet ikke forstå hvordan I har kunnet lade hypokonder klassificere som adjektiv.

Jeg kan godt se at ”være” peger på at det kan være et adjektiv ”at være hypokonder”, men er det ikke en fejltolkning? Der er nogen substantiver der kan falde i den fælde fordi artiklen kan udelades ved ”at være”, fx at være dyrepasser er et spændende job.
Jeres eksempel ”[angstneurotikeren udvikler] en inderlig frygt for nye anfald og tiltagende hypokonder ængstelse” synes jeg viser en meget almindelig stavefejl (*hypokonder ængstelse vs. hypokonderængstelse) og ikke et adjektiv. Måske fordi jeg endnu ikke har erkendt at hypokonder kan bruges adjektivisk uden suffikset -isk. Konjunktionen og henleder opmærksomheden på at det er to ligestillede entiteter anfald og (hypokonder-)ængstelse.

Derfor vil jeg spørge om du eller en af dine kollegaer ville hjælpe mig med at forstå hvordan ”hypokonder” kan være adjektivisk, hvordan ”hypokondert” kan være komparativ og ”hypokondre” kan være superlativ. Bøjningsparadigmet for regelmæssige adjektiver er jo -re/-est og mere/mest ved uregelmæssige adjektiver. Selvom man kan sætte mere/mest på hypokonder, gør det det vel stadigvæk ikke til et adjektiv. Man kan jo gøre det samme med alle andre personbeskrivende substantiver.

Jeg håber du/I kan hjælpe mig. Camilla A. 3. februar 2015  

Svar:

Tak for din henvendelse og for spørgsmålet. Jeg kan på sin vis godt forstå din skepsis: Det hører heller ikke til den mest aktive del af mit ordforråd at bruge hypokonder på denne måde. Alligevel synes jeg Den Danske Ordbogs beskrivelse er den rigtige. Brugen af hypokonder som adjektiv er gammel i dansk. Den er beskrevet i ældre ordbøger, fx i Ordbog over det danske Sprog, i Meyers Fremmedordbog (heri alene som adjektiv: "lidende af Hypochondri(asis), „Miltsyge“, Tungsin­dighed, mørkt Lune, Grillefængeri") og i Retskrivningsordbogen. Historisk kommer adjektivet først, mens substantivet først senere er etableret ved afledning af adjektivet, på samme måde som fx en voksen er afledt af adjektivet voksen og en diagonal er afledt af adjektivet diagonal.

Jeg tror derfor ikke at din læsning af eksempelsætningen som en fejlagtig særskrivning holder. Jeg tror snarere den skal læses som 'en ængstelse der er hypokonder (= hypokondrisk) i tiltagende grad'.

Men selvom brugen af adjektiv måske er overvejende ældre eller faglig, så er det ikke svært at finde eksempler i moderne tekster, og derfor er det berettiget at have adjektivet med i ordbogen – naturligvis foruden substantivet. Herunder er et par eksempler jeg har sakset fra vores korpus:

• Student Klemme, den evigt forkølede og hypokondre mediciner

• det [bliver ikke] ved de verbale tjatterier af den slags, som det hypokondre meningspoliti kalder "hate-speach" og "muslim-bashing"

• dog elskede han alle dage også sin fromme, men sarte og hypokondre gemalinde, Caroline Amalie

Endelig vedrørende bøjningen: De bøjningsendelser som Den Danske Ordbog oplyser ved adjektiver, er endelsen i intetkøn (hypokondert) og flertal/bestemt form (hypondre), IKKE komparativ og superlativ. Gradbøjning oplyses kun når den sker ved hjælp af -ere, -est (se fx hyggelig). Når der ikke oplyses om gradbøjning, betyder det at den foregår ved hjælp af mere og mest.

Jeg håber det kaster lidt lys over sagen. Lars Trap-Jensen 

Kommentar:

Tusind tak for det virkelig gode svar. Det var alle de mellemregninger jeg manglede for at kunne følge analyseresultatet. Jeg anede ikke at en hypokonder er et adjektivisk afledt substantiv. Camilla A. 3. februar 2015