Hæmorr(h)oider

Illustration: Olek Remesz
(Wikimedia Commons)

Spørgsmål:

Jeg vil gerne bede om en udtalelse i et spørgsmål, som nylig har været genstand for en livlig diskussion på San Cataldo Klosteret ved Amalfi, nemlig om den rette stavemåde af en vis relativt almindeligt kendt skavank omkring endetarmsåbningen rettelig staves hæmorroider eller hæmorrhoider.

ODS har den første stavemåde hæmorroider, men henviser til gr.-lat. haemorrhoides, ligesom det eneste eksempel fra dansk litteratur, der gives (Otto Rung) viser hæmorrhoider. For mit eget vedkommende har jeg altid ment, at hæmorrhoider er den rigtige stavemåde, uden at jeg dog kan huske, hvor jeg har det fra, og det er også sådan, jeg har brugt det i det eksempel, som gav anledning til diskussionen, nemlig i en oversættelse af Vladimir Nabokovs bog om Nikolaj Gogol, hvor der forekommer ordet hemorrhoidal, oversat til hæmorrhoidalsk (fra Nabokovs engelske oversættelse af indledningen til Gogols "Kappen" (eller snarere "Overfrakken").

Jeg havde en pædagog imod mig, som slog mig oven i hovedet med ODS og de ordbøger, der ellers var på stedet, som viste hæmorroider (sandsynligvis fordi de alle har fulgt ODS' stavemåde), men heldigvis for mig var der en læge til stede, som kunne attestere, at man i den medicinske verden anvender stavemåden hæmorrhoider, så jeg stod ikke helt alene.

Er det ikke, som om ODS' stavemåde kalder på en nærmere forklaring – hvis man altså vil fastholde den?  Henrik G.P. 3. november 2007

Svar:

Hvis man vil vide, hvordan man korrekt staver til et bestemt ord, skal man slå op i den seneste udgave af Retskrivningsordbogen. Gør man det, finder man, at det enten hedder hæmorider eller hæmorroider. Basta (sådan da, jf. nedenfor).

Der er i danske ortografiske opslagsværker solid tradition for formen uden -h-, hvis man vælger den græsk-latinske stavemåde. ODS har den fra 7. udgave af Saabys Retskrivningsordbog fra 1918, og Dansk Sprognævn valgte i 1. udgave af deres officielle retskrivningsordbog fra 1955 den samme form, med adjektivafledningen hæmorroidalsk. I 1986-udgaven blev den mere ligefremme for hæmorider introduceret som officiel korrekt form ved siden af hæmorroider.

Man skal dog være meget streng, hvis man kalder stavemåderne hæmorrhoider og hæmorrhoidalsk for fejl. De er ganske rigtigt etablerede blandt læger, på samme måde som fx stavemåden chlor er det blandt kemikere, skønt den eneste officielle form er klor.

ODS har skønnet, at det har været tilstrækkeligt at anføre rh-gengivelsen af det græske bogstav rho i de etymologiske oplysninger og stiltiende give et eksempel med den uofficielle form som indikation af, at den har været almindelig. Jeg for min del bifalder ODS' skøn. Henrik Andersson

Kommentar:

Tak for prompte svar på mit spørgsmål. Jeg har altid læst ODS sådan, at de eksempler fra dansk litteratur, der gives i forbindelse med de enkelte ord, skulle være til bekræftelse af ordenes brug og stavemåde. Det virker derfor stadigvæk selvmodsigende på mig, at man i det omdiskuterede tilfælde kan finde en stavemåde i overskriften og en anden i eksemplet. Man spørger sig selv, om ikke ordet på det tidspunkt altså i virkeligheden, og i almindelighed blev stavet som i eksemplet, siden man åbenbart ikke har fundet andre at bruge. Og hvis dette virkelig var tilfældet, måtte man vel have lov til at sige, at det var ordbogens stavemåde, der var forkert. Hvis ikke, synes jeg stadigvæk, at man havde skyldt en nærmere forklaring.

Men det er selvfølgelig historie altsammen nu, hvor man selvfølgelig i almindelighed har vænnet sig til at bruge, hvad der står i ordbøgerne. Hæmorrhoider har vel været det oprindelige (måske endda haemorrhoider), hæmorroider det næste, og nu har vi så hæmorider, som virker på mig ligesom majonæse – undskyld at jeg taler om madvarer lige her – og ligesom når jeg hører det udtalt hermorider, som er ved at vinde folkeligt indpas og nok også en dag kommer til at optræde i en ordbog. Hvad skal det ende med? Harmorijer?

Personligt tror jeg nok, at jeg vil fortsætte med mine hæmorrhoider, hvis jeg skulle få brug for ordet igen, også uanset det fra autoritativt hold kun lige præcis anses for ikke at være en fejl. I den sidste ende er det vel ordenes brugere, der definerer dem, og det skulle da vel egentlig også have været meningen med at citere Otto Rung og hans (tilsvarende) stavemåde. Men jeg kan godt se, at jeg nok bliver den sidste uden for lægeverdenen, der staver dem på den måde. Det er lidt ligesom Storm Petersen, der hårdnakket stavede ur med h (og med stort selvfølgelig) – altså Uhr – til det sidste. Endda i ramme alvor. Henrik G.P.