Har "slags" valgfrit køn?
Illustration: Wikimedia Commons
Spørgsmål:
I min ”bibel” Politikens Retskrivnings- & Betydningsordbog fra 1994 står slags angivet som et navneord. Efter at have læst Lee Child: "Uden varsel", skrev jeg til biblioteket, at oversætteren havde mange sproglige fejl. Jeg nævnte et eksempel: "Et slags nervecenter", og mente, at det skulle være "en slags".
Biblioteket mente, at oversætteren havde skrevet rigtigt. Der var flere steder i bogen, som så også kunne have være "et slags", men det blev kun brugt den ene gang.
Spørgsmålet er, om der er valgfrihed? I mine ører lyder "et slags" helt forkert. Carsten P. 19. september 2021
Svar:
Der er ikke generelt valgfrit køn ved slags; her er noget andet på spil. Det er nemlig kun i denne bestemte kontruktion der er vaklen med hensyn til køn: "et/en slags nervecenter", "et/en slags dyr" osv. Derimod tror jeg ikke at nogen med dansk som modersmål ville finde på at sige: "træet er det største af sit slags herhjemme". Der er nok snarere tale om at ordet i foranstillet position omtolkes som en bestemmer, hvorefter det grammatiske køn bliver påvirket af det efterfølgende substantiv.
Den udvikling har vi også iagttaget, og derfor er der gjort en bemærkning om det under opslagsordet slags: "i enkelte sjældne tilfælde bøjes en foranstillet bestemmer i køn svarende til det substantiv der følger efter slags", og man kan også se et eksempel på det under citaterne: "Hvad er odderen for et slags dyr?". Konstruktionen er også sanktioneret af Dansk Sprognævn i Retskrivningsordbogen.
Det er altså indtil videre blot en tendens, og det er langt fra alle sprogbrugere der bruger konstruktionen sådan. Og der er altså ikke tale om at slags generelt har fået valgfrit køn; det gælder kun i denne konstruktion. Lars Trap-Jensen
