Den Danske Ordbog
 
Du er her: Forside / Sprogligt / Forkortelse for station

Forkortelse for station

Handlinger tilknyttet webside
Hvordan skelner man mellem brugen af St. og st.?
Station

Foto: Leif Jørgensen
(Wikimedia Commons)

Spørgsmål:

Jeg har et undrende spørgsmål, der omhandler brugen af en bestemt forkortelse i en bestemt situation.

Jeg arbejder i et busselskab, hvor jeg programmerer og koder de tekster, der skal stå på bussernes destinationsskilte, så folk kan se hvor bussen kører hen – eksempelvis ”33 Københavns Rådhusplads”.

Jeg har igennem længere tid undret mig over ordet "station". Vi plejer nemlig sjældent at skrive ”station” i helhed, men forkorter det gerne med ”st.” – eksempelvis ”22 Brøndbyøster st.”.

Er det korrekt, at forkortelsen for station skal stå med et lille s, som begyndelsesbogstav, eller skal det være med stort begyndelsesbogstav – eksempelvis ”22 Brøndbyøster St.”?

Altså ”st.” eller ”St.”? Sikandor H. S. 13. november 2012

Svar:

Reglen er at hvis Brøndbyøster Station er et navn, skal begge ordene skrives med stort, og det gælder også hvis I bruger en forkortelse: "Brøndbyøster St.".

Sagen kompliceres af at det ikke er helt nemt at afgøre hvornår noget er et navn. Hvis man opfatter teksten som "den station der ligger i Brøndbyøster", kan man godt skrive "station" med lille: "Brøndbyøster st.".

Eksemplet der bruges i retskrivningsreglernes § 12. 13 (a), er Københavns havn/Havn: "Københavns Havn [er] den korrekte skrivemåde for den havn der hedder sådan; men det er lige så korrekt at betegne den som Københavns havn (dvs. den havn der findes i København, uden tanke på hvad den hedder officielt)."

Derfor må svaret være at I jeres tilfælde er begge stavemåder korrekte, men at der er en lille nuanceforskel i betydningen: Hvis I skriver St. med stort, er det navnet på stationen der vises; skriver I det med lille, signalerer I at bussen kører til stationen i Brøndbyøster, uden tanke på stationens navn. Eller som det er formuleret i retskrivningsreglerne: "Det kan ikke altid fastsættes at et bestemt ord i enhver sammenhæng skal skrives enten med stort eller med lille." Lars Trap-Jensen

Læs evt. også Store eller små bogstaver: Ringsted og Vordingborg Genbrugspladser