Find også det du ikke søgte
I en papirordbog kan man blade, og man kan lade øjnene glide ned over siderne og på den måde finde ord og betydninger som man ikke ledte efter i første omgang. For mange er den slags bonusoplevelser en af glæderne ved opslagsværker.
Det er lidt sværere at bruge en netordbog på denne måde. Som regel skal man kende ordet for at finde det. Nogle gange kan man være heldig at støde på et synonym eller et antonym i opslaget som man kan bruge. Men hvis det nu ikke er det synonym eller antonym man har brug for, hvad så?
Den Danske Ordbog tilbyder flere muligheder for at bryde ud af begrænsningen:
- Mente du
- Alfabetisk liste
- Beslægtede ord
... eller hvad med at prøve et tilfældigt ord fra forsiden af Den Danske Ordbog? Hver gang forsiden indlæses, vises nye ord på listen.
Mente du
Denne funktion er først og fremmest tænkt som søgehjælp hvis man taster forkert eller ikke kender et ords præcise stavning, men kan også bruges til at gå på opdagelse efter nye ord. "Mente du" foreslår ord der staves næsten ligesom det indtastede. Prøv at klikke på et af forslagene. Måske lærer du et nyt ord.
Alfabetisk liste
På fanebladet Alfabetisk liste kan man ligesom i den trykte ordbog se de ord som er alfabetiske naboer til det ord man har slået op. Det er bare at prøve sig frem.
Beslægtede ord
Kender du det? Du ved at der findes et ord der er lidt som skadestue, men det er alligevel ikke helt det samme ord. I mangel af bedre slår du skadestue op, og ordbogen giver (som ventet) ikke det synonym du ønsker. I mange andre ordbøger stopper søgningen her. Men i Den Danske Ordbog kan man søge efter "Beslægtede ord", som er ord der betydningsmæssigt ligger i nærheden af opslagsordets betydning. I dette tilfælde klikker du på ...vis ud for Beslægtede ord, og der vises to lister: "mere generelt" og "andre ord med "hospitalsafdeling" som overbegreb".
I den første liste står kun ét ord: skadestue's overbegreb hospitalsafdeling. I den anden liste står de ord der har samme overbegreb som "skadestue": brandsårsafdeling, epidemiafdeling, ... Hvis det er muligt, er de sorteret efter størst betydningsmæssig lighed med opslagsordet.
Funktionen er ikke helt færdigudviklet. Den er baseret på data fra projektet DanNet (læs mere om DanNet på http://wordnet.dk), og så længe der arbejdes på forbedring af data, vil der kunne ses en lille anmærkning "beta" på knappen:
Læs mere om beslægtede ord
