aleneste, adv. og konj. [aˈle·nəsdə] al-eneste. Høysg.AG.15. (glda. all eneste (Rimkr.), jf. als enestæ (Kalk.I*.11), sv. allenast; dannet af alene i lighed m. eneste af ene; nu kun bibl. ell. dial. (Feilb.IV. XXXII), if. MO. og Levin “endnu i Talespr.”; jf. II. alene 2) 1) som adv. 1.1) d. s. s. alene 2.1. denne aleneste skal komme i Graven. 1Kg.14.13. *Aleneste (SalmHus.3: Alene) Gud i Himmerig | Ske Lov og Pris for sin Naade. SalmHus.817. Holb. Bars.I.1. 1.2) d. s. s. alene 2.2. forlad mig nu min Synd aleneste denne Gang. 2Mos. 10.17. Holb.Hh.II.172. Han kunde og aleneste med Ord slukke Ild. Grundtv.PS. I.445. Blich.IV.67. Ing.VS.III.114. Hrz. D.III.93. frøkenen behøvede jo aleneste at ringe, så var jeg der jo. NMøll.H.145. (sj.) begrænsende et i det foregaaende fremsat udsagn. KSelskSkr.I.28. stjæle gjorde (katten) aldrig; aleneste røgede Sild kunde den ikke modstaa. Schand.F.103. †: Vi havde meget got Veyer, alleneste at det var overmaade varmt. Robinson.I. 65. efter en nægtelse. ikke aleneste (1907: alene) i Ephesus, men næsten i det ganske Asia. ApG.19.26. Ew.VI.30. Gylb.XI.250. 1.3) † d. s. s. alene 2.3. Alleneste værer I ikke (1871: Men værer kun ikke) gienstridige imod Herren. 4Mos.14.9(Chr.VI). 5Mos.16.15(Chr.VI). alleneste om du vil, da hør mig dog (1871: gid du dog blot vilde høre mig). 1Mos.23.13(Chr.VI). 2) † som konj.; d. s. s. alene 3.1: (Eva) faldt fra Gud ved Ulydighed . . Alleneste Adams fælles Ulydighed tillod hverken ham eller hans Sønner at ansee hende og hendes Døttre med foragtelige Øyne. Spectator. 305. Høysg.S.31.
|
|
|
|
