Den Danske Ordbog
 
Du er her: Forside / Sprogligt / Delvis – nu med -t?

Delvis – nu med -t?

Handlinger tilknyttet webside
Hvad er reglerne for -t ved ord som "delvis"?
Delvis – nu med -t?

Den Danske Ordbog

Spørgsmål:

Jeg har to spørgsmål:

1. Siden hvornår er det blevet tilladt at sætte et ’t’ på ordet ’delvis’?

Jeg har altid lært, at der ikke er noget, der hedder ’delvist’ – akkurat ligesom der ikke er noget, der hedder ’muligvist’.

2. Hvem bestemmer, at den slags kan ske?

På forhånd tak. Merise F. 2. september 2015 

Svar:

1. Det har været tilladt at skrive "delvist" siden 1986. Indtil da var kun formen "delvis" anerkendt, idet ordet blev opfattet som et ubøjeligt biord (adverbium). Fra 1986 er det regnet som tillægsord (adjektiv) med valgfrihed i intetkøn (et delvist svar/ et delvis svar) og dermed også valgfrihed i brugen som biord: "delvis(t) skjult".

2. Det er Dansk Sprognævn der har bemyndigelsen til at fastlægge stavemåden af danske ord. Deres beslutninger kan ses i Retskrivningsordbogen. Du kan i øvrigt også se ændringer i ordenes officielle stavemåde i den historiske oversigt over retskrivningsordbøgerne.

Når -t-formen er blevet tilladt, hænger det altså sammen med at "delvis" er blevet mere udbredt som adjektiv, hvorefter sprogfølelsen gerne vil have -t på i intetkøn, parallelt med andre adjektiver (fx "et klart svar"). I Den Danske Ordbog har vi registreret 41 ord på -vis som adjektiver med valgfrit -t i intetkøn og som adverbium, mens der er 78 opslagsord på -vis der kun anføres som adverbier, herunder "muligvis", som følgelig ikke kan bøjes med -t. Men vi kan se at sprogbrugen er under forandring sådan at flere sprogbrugere foretrækker -t på ord der ender på -vis – også når de kun bruges som adverbium, fx "almindeligvist". Denne form er dog endnu ikke officielt anerkendt og står kun opført som adverbium i formen "almindeligvis" i Retskrivningsordbogen og Den Danske Ordbog. Lars Trap-Jensen 

Læs evt. også Almindelig(t) og Jævnlig(t)