Den Danske Ordbog
 
Du er her: Forside / Sprogligt / Datadreven eller datadrevet?

Datadreven eller datadrevet?

Handlinger tilknyttet webside
Heddet det datadreven, datadrevet, data dreven eller data drevet?
Datadreven eller datadrevet?

Foto: www.pixabay.com

Spørgsmål:

Tak for en rigtig god hjemmeside, som jeg bruger ofte og derfor finder meget nyttig. I min organisation taler vi meget om "datadrevne" beslutninger, men jeg er i tvivl om hvordan det staves. Er en beslutning datadreven, datadrevet, data dreven eller data drevet? Jeres hjemmeside plejer at afhjælpe mine usikkerheder, men bare ikke lige i dette tilfælde, så jeg vil høre om I kan komme mig til undsætning. Georg K. 6. december 2019

Svar:

Den Danske Ordbog har ganske rigtigt ikke noget opslag under datadreven, men lidt hjælp er der alligevel at hente. Ordbogen indeholder 19 andre opslagsord der er sammensat med dreven (søgetip: søg på *dreven), og af dem fremgår det at sammensætninger med dreven enten a) skrives i ét ord uden mellemrum eller bindestreg (bortset fra durkdreven og – indtil videre fordi der ikke er en fuldstændig artikel – biogasdreven), eller b) valgfrit kan hedde -dreven eller -drevet. Under verbet drive oplyses det tillige: "præteritum participium brugt som foranstillet adjektiv: dreven eller drevet". 

Alt i alt er svaret altså at det hedder datadreven eller datadrevet. Dette ord er i øvrigt forholdsvis velrepræsenteret i vores tekstsamlinger, så jeg vil notere det som en mulig kandidat til at komme med i ordbogen med eget opslag. 

Tak for hjælpen og de pæne ord. Lars Trap-Jensen

NB! Datadreven blev publiceret som opslagsord i DDO ved opdateringen i juni 2020.