Den Danske Ordbog
 
Du er her: Forside / Sprogligt / Bræselætter

Bræselætter

Handlinger tilknyttet webside
Er bræselætter det samme som armbånd?
Breseletter

Foto: Christina Rutz
(Wikimedia Commons)

Spørgsmål:

Jeg er rendt ind i et ord, som jeg ikke kan finde ud af at slå op nogen steder. Det drejer sig om ordet bræselætter. Jeg har fundet det i et dokument skrevet d. 12. sept. 1740 i Skannerup sogn, Gjern herred, Skanderborg amt. Hele sætningen lyder på nogenlunde nudansk som følger:

"Ligeledes haver min kære svoger sr. Erik Lauridsen, tingskriver i Hadbjerg, bekommet tvende fløjls Bræselætter med guldplader og guldspænde udi, som var mig pantsat fra en god ven i Aarhus for 20 rdl., som jeg virkelig har given min kone, Mette Poulsdatter, til fæstensgave, før end vi havde trolovelse eller bryllup, men han var det så haardt begærendes, tillod jeg ham og det med kondition, at han betaler til min kone de udlovede 20 rdl".

Jeg tror det drejer sig om to armbånd (jævnfør engelsk bracelet), men har jeg ret i det? Dorte F. 22. februar 2010

Svar:

Du har ret i din formodning om, at de omtalte bræselætter må være 'braceletter', armbånd. Supplement til ODS føjer nogle flere belæg til den ret tynde ODS-artikel Bracelet, og citaterne hjemler alternative stavemåder som braseletter, Brasseletter og brasiletter. Vi kunne nu tilføje bræselætter, og det skal du have tak for. Henrik Andersson