Beskrivelse eller norm
Handlinger tilknyttet webside
Overskriften peger på en problemstilling der er påtrængende ved udarbejdelse og brug af ordbøger, i hvert fald modersmålsordbøger som Den Danske Ordbog. Skal en ordbog beskrive sproget sådan som det faktisk bruges af dem der taler det, eller skal den give et billede af sproget sådan som det burde være ifølge en norm? Hvis man i forlængelse af det sidste spørgsmål stiller modspørgsmålet: "hvilken norm?" eller "hvis norm?", har man sat fingeren på et problem ved den normerende ordbog. Det er en af grundene til at der i Danmark er tradition for beskrivende ordbøger. Sådan er det for Ordbog over det danske Sprog, og det er Den Danske Ordbog principielt også.
På et enkelt punkt har Den Danske Ordbog forpligtet sig til at følge normen, nemlig når det gælder ordenes stavning. Her har Dansk Sprognævn fastlagt en officiel norm, der først og fremmest kommer til udtryk i Retskrivningsordbogen. Den Danske Ordbog følger denne norm, men sådan at den hjælper brugeren til at finde den rette opslagsform eller oplyser om udbredte afvigelser fra den. At en ikkenormeret form af et ord er udbredt, må jo betyde at mange tror at ordet skrives sådan, og derfor er det en hjælp for dem at det kan slås op i ordbogen med tilkendegivelse af at ordet ikke er normeret i den form, og med hjælp til at finde den normerede form.
I ordbogen skelnes der mellem fejl og uofficielle former. Hvor fejl selvfølgelig under ingen omstændigheder er anbefalelsesværdige, er de uofficielle former udbredte og undertiden anerkendte alternativer til de tilsvarende officielle. Det er former der normalt ikke regnes for direkte fejl, men måske endda i visse sammenhænge, fx i fagkredse, foretrækkes frem for de officielle former. Stavemåden chlor for klor er fx meget almindelig i kemiske lærebøger og i andre tekster om kemi, og det forhold må ordbogen give besked om.
Under alle omstændigheder oplyser Den Danske Ordbog klart og tydeligt om den officielle norm og vejleder brugeren ved at henvise fra udbredte ikkenormerede former til de tilsvarende normerede former. Dette brugerhensyn er overordnet den akademiske, sprogvidenskabelige forpligtelse som Den Danske Ordbog har med hensyn til at dokumentere variationen i danske ords stavning.
Det at ordbogen medtager almindelige fejlagtige og uofficielle former, kan naturligvis kritiseres ud fra den gamle pædagogiske grundregel der siger at man aldrig skal vise eller demonstrere det forkerte. Et modargument kan være at en utvetydig angivelse af det forkerte eller uofficielle sagtens kan tænkes at styrke normen idet brugeren får et tydeligt signal om at en given form er udbredt, men faktisk normstridig. Der er i hvert fald ikke tale om nogen blåstempling af stavefejl.
Den Danske Ordbogs beskrivende og vejledende sigte kommer også til udtryk hvad angår de betydninger der er taget med i ordbogen. Hvor det giver mening at tale om ukorrekt stavning i betydningen 'stavning der afviger fra den officielle norm', er det yderst tvivlsomt om man kan kalde en forholdsvis udbredt betydning af et ord for ukorrekt. For ingen kan bestemme hvad ordene betyder, undtagen sprogbrugerne selv.
Derfor medtager ordbogen udbredte betydninger uanset om nogen vil kalde dem fejlagtige, forkerte, misforståede eller ukorrekte. Men dér hvor redaktionen har fundet en betydning afvigende eller kontroversiel, er det markeret i ordbogsartiklen, enten ved en neutral beskrivelse af hvilke sprogbrugere, fx unge, der anvender ordet i den pågældende betydning, eller ved formuleringen "denne brug regnes af mange (eller nogle) for ukorrekt". Se eksemplet amme2.
Der tages ikke stilling til om brugen af ordet i den pågældende betydning er god eller dårlig, rigtig eller forkert. Men ordbogsbrugeren oplyses om at betydningen nok ikke er kendt, endsige anerkendt, af alle, og at den derfor ikke er anvendelig i enhver sammenhæng hvis man ønsker at blive forstået efter hensigten. Og man bliver som bruger informeret om en betydning man ikke kendte, men åbenbart kan møde hos nogen der måske tror at ordet ikke kan betyde andet. Dette gælder ofte begge veje i relationen mellem to fra hinanden stærkt afvigende betydninger af et ord. Et eksempel er adverbiet godt i den traditionelle betydning 'lidt mere end' kontra den nye betydning 'lidt mindre end' eller 'cirka'. De sprogbrugere der bruger ordet i den ene betydning, kender oftest ikke den anden betydning.
Gå til næste afsnit: Kilder og hjælpemidler
Gå til forrige afsnit: Brug af korpus
