Male eller mane fanden på væggen?

Graffiti, Bonn
Foto: Jotquadrat
(Wikimedia Commons)

Spørgsmål:

Hej, jeg har søgt overalt på jeres hjemmeside og på sproget.dk og alle steder hedder det male fanden på væggen. Noget siger mig, at det engang hed mane … (dvs. lidt ligesom at bjørnetjeneste efterhånden er ved at blive noget positivt, og vanille lige pludselig er en stavefejl … (jeg er 40 år gammel).

Se fx Ibsen – fra 1881, men alligevel, jf vedlagte uddrag med min fremhævelse.

Var Ibsen forkert på den allerede dengang, eller har I/Dansk Sprognævn lavet om på det  – og i givet fald pr. hvornår?  (jeg har kigget i nudanske ordbøger tilbage til 1992, og i disse står der male …, så måske stammer min erindring om mane helt tilbage fra min tid i folkeskolen i 1970-80erne?

Jeg håber at høre fra jer. Per Ø.J. 7. april 2011

Svar:

Der er ikke noget der tyder på at man tidligere har sagt mane fanden på væggen. Ordbog over det danske Sprog har udtrykket male fanden på væggen og bringer som det tidligste belæg et citat fra H.F. Ewalds "Johannes Falk. I-II" fra 1865. Udtrykket er formentlig lånt fra tysk, hvor man har et tilsvarende udtryk: "den Teufel an die Wand malen". I Grimms tyske ordbog findes således betydelig ældre belæg på udtrykket, bl.a. et af Luther (1483-1546); det ældste belæg er fra 1518. Forlægget for det tyske udtryk kan have været et endnu ældre ordsprog: "Man braucht den Teufel nicht an die Wand zu malen, er kommt auch ohne das herein" (man behøver ikke male fanden på væggen, han kommer ind alligevel). Andre tilskriver det myten med Luther der kastede blæk efter djævelen så det efterlod en klat på væggen i Wartburg. Selvom det er en god historie, er den sidste forklaring nok ikke helt pålidelig. I hvert fald kendes udtrykket fra før 1521, hvor Luther skulle have opholdt sig på Wartburg.

Udtrykket findes også på svensk (måla fan på väggen) og norsk (male fanden på veggen). Mon ikke det vedlagte citat snarere skal opfattes som et kreativt ordspil i den aktuelle sammenhæng? Lige forinden bliver der jo talt om at "mane Fanden", altså påkalde Fanden med en besværgelse, og fordi mane og male lydligt ligner hinanden, er det nærliggende at give det en drejning så det bliver til "mane Fanden paa Væggen". Citatet står i øvrigt ikke hos Ibsen selv, men er en replik som en anmelder selv har formuleret sådan som hun forestiller sig at Ibsen kunne have skrevet den. Lars Trap-Jensen

Kommentar:

Tak for hurtigt og fantastisk indsigtsfuldt og velbegrundet svar! Jeg har i mellemtiden google’t lidt rundt og konstateret, at faktisk ret mange skriver mane, herunder den emsige blogg’er http://www.information.dk/207161 (Muldtofte kommentar, nederst på skærmen). Men endnu flere skriver dog male.

Jeg sagde også male indtil for ca. 15-20 år siden, hvor jeg blev korrekset og lod mig overtale netop med argumenter om, at ’det jo hedder at åndemanerne netop maner ånderne frem – og på tilsvarende vis skal man passe på med at MANE fanden på væggen/Mane fanden frem’.  Men din redegørelse er overbevisende, så jeg vil vende tilbage til male   Per Ø.J.

Svar:

Det er helt rigtigt at mane og male ofte forveksles i udtrykket, formentlig af samme grund som i Ibsen-anmeldelsen: Ordene ligner hinanden lydligt, og betydningen gør det også i en vis grad sådan som du også selv er inde på: Både mane og fanden er noget inden for det religøse område, og derfor er det nemt at forveksle dem. Af samme grund sker det oftere på dansk og norsk end på svensk hvor der lydligt er længere mellem "måla" og "mana". Lars Trap-Jensen