Antisemitisme
Foto: Karolina Grabowska
(Pexels)
Spørgsmål:
Definition af "antisemitisk" er mangelfuld. Semitiske folk omhandler ikke kun jøder, men også arabere og nordøstafrikanere, dvs også muslimer.
Det bør I revidere, da det ikke kun er jødehad begrebet dækker over, direkte henledt til betydningen af semitisk. Mads W. 24. januar 2020
Svar:
Ja, det kunne man godt tro når man ser på ordet. For det er jo helt rigtigt at semitterne normalt omfatter flere folkeslag end jøder. Men så logisk er sproget bare ikke altid, og hvis man ser på hvordan sproget faktisk bruges, bliver antisemitisme kun brugt om fjendtlig indstilling over for jøder. Man kunne måske tro at det skyldes at nazisterne brugte ordet mere snævert om jøder og derved blokerede for en bredere anvendelse, men sprogbrugen går faktisk længere tilbage end det. I Ordbog over det danske Sprog forklares antisemitisme som en "social-politisk bevægelse, som er rettet mod jøderne" (artiklen er fra 1919), og i Meyers Fremmedordbog står der blot "Jødehad" (1924-udgaven).
Det er heller ikke kun på dansk det forholder sig sådan; ordet bruges på samme måde internationalt. Oxford Dictionary skriver fx "hostility to or prejudice agianst Jews" (anti-semitism), og den tyske Duden: "Abneigung oder Feindschaft gegenüber den Juden" (Antisemitismus). Lars Trap-Jensen
